|
Jørgen Nielsen
Barndom - Tørvegraver og digterspire
(Biografi, 1)
Af bibliotekar Agnete Bang
Jørgen Nielsens fødehjem ved det der i dag hedder Hørbylundevej. Morsomt er det, at en anden stor digter senere blev nabo til gården, nemlig Per Højholt.
Mindesten for Jørgen Nielsen rejst af Ikastborgere i 1987. På stenen står et citat fra et af hans første digte "Jeg ved det, jeg er kun et fnug, i tidens store strøm".
|
|
Barndom
Forfatteren Jørgen Nielsen er vokset op på Silkeborg Vesteregn, nærmere betegnet Pårup mark, som ligger i den naturskønne Funder Ådal. Her kan man stadig se hans fødegård (i dag på fremmede hænder) og en smuk mindesten er anbragt ved indkørslen til gården.
Men datidens øjne havde ikke så meget blik for hedens og mosens skønhed, det handlede om overlevelse ved at opdyrke de karrige jorder. Allerede tidligt måtte Jørgen Nielsen tage del i arbejdet, og det afspejler sig tydeligt i hans forfatterskab, at der kunne lægges for hårde byrder på en spinkel dreng.
Selvom han var kundskabshungrende, blev heller ikke skolegangen et lyspunkt, dels fordi han var et let offer for mobning dels på grund af dårlige lærere.
Men han var et begavet og fantasifuldt barn, som nærede sin hunger efter den store forunderlige verden ved at læse, - selvom han måtte snyde sig til det. At bruge tiden til at læse var ikke velset på den egn og på den tid.
Hjemmet - og egnen - var stærkt indremissionsk, der var ikke megen plads til leg og munterhed. Jørgen Nielsen var nært knyttet til moderen, som har givet inspiration til nogle smukke kvindeskikkelser i hans romaner, mens der ikke var megen forståelse mellem ham og faderen, som var præget af tidens - og nødvendighedens - strenge arbejdsmoral.
|
|
|
Den 10-årige Niels Jørgen Nielsen fotograferet sammen med sin lidt ældre søster. (Engesvang Lokalhistoriske Arkiv).
|
Jørgen Nielsen omtaler i sine essays Hvem er vi (1955) flere episoder fra barndommen. - Han beskriver sin pietistiske bedstemor, som gav ham den første barnelærdom om det jordiske og især om evigheden.
"Jeg satte i al stilhed min lid til det timelige, ventede mig alt godt af det. Siden kunne man altid se!!".
Han fortæller, at hun havde en stor bogsamling med alle de kendte salmedigtere, som han dog aldrig fristedes til at læse. Han havde en meget tidlig oprørstrang mod den strenge livsfornægtende kristendom, som han blev udsat for. Han siger også, at han aldrig har hørt eventyr i sin barndom, og det kan undre, da den pietistiske bedstemor faktisk var datter af en eventyrfortæller og visesangerske Ane Sofie Lavridsdatter, som Evald Tang Kristensen portrætterer i sin bog om traditionsbærere Gamle kildevæld. Portrætter af danske eventyrfortællere og visesangere fra århundredskiftet (1927, ny udg. 1981).
|
Jørgen Nielsens oldemor Ane Sofie Lavridsdatter. Billedet er fra 1895, hvor hun er 90 år gammel og stammer fra folkemindeforskeren Evald Tang Kristensens ovennævnte bog Gamle kildevæld. Han siger om hende, at hun 'var en prægtig gammel visesanger, kendt viden om for sin stærke sangstemme og sin sikre hukommelse'. Han fik også 'flere gode æventyr af hende'. Hun boede det meste af sit liv i Øster Bording, men da hun blev enke, flyttede hun til Sinding, hvor hun ernærede sig som spindekone. Evald Tang Kristensen traf hende hos læreren i Sinding, som sørgede for at bringe dem sammen. Jørgen Nielsen har ikke kendt hende, men man kan forestille sig, at fortællegenet er gået i arv.
|
Tørvegraver og digterspire
Efter konfirmationen valgte Jørgen Nielsen at blive tørvegraver for at tjene penge til en uddannelse. Hans mål var at tage præliminæreksamen på Kornmod Ungdomsskole, og gerne derefter studentereksamen. Men trods sliddet i tørvene lykkedes det ham kun at tjene til fem måneders skolegang på Kornmod. Han havde håbet på at få lov at fortsætte, men det skete ikke. Han evnede dog med sin store begavelse og ukuelighed at uddanne sig selv, biblioteket blev hans universitet.
At han ville være forfatter stod tidligt klart for ham, og han fik allerede som 18-årig i 1921 offentliggjort sit første digt Et fnug i Silkeborg Avis.
Men digterdrømmene havde trange kår på den midtjyske hedeegn. Der var ingen forståelse for denne dreng med de flyvske ideer. Schopenhauer og Nietzsche, ateisme og determinisme, hvad forstod bønder sig på det. Han klager over det i breve til vennen Vilhelm Gernhammer, men samtidig løfter han sig ud af det småtskårne: "Der er et Instinkt, som siger mig, at jeg kan skrive. Men mit Hovedmaal er ikke at blive berømt; men at blive lykkelig...".
Efter flere sygdomsperioder, som udløste nogle smukke dødskredsende digte, kom han på Hald nervesanatorium i 1923. Efter fem måneder var han rask igen, og ved venlige menneskers hjælp kom han ind som journalistelev på Silkeborg Venstreblad.
Som nybagt journalist flyttede han i 1926 til Ringsted, hvor han blev ansat ved det ligeledes radikale Venstres Folkeblad. Det blev socialt set en god tid for ham, han fik gode, livslange venskaber, men trættedes af journalistjobbet.
Til Biografi, 2
|
|
Silkeborg by og egn 
