|
Jørgen Nielsen
Tørvearbejdet
Af bibliotekar Agnete Bang
Herning Knudmose 1944. Tørvene læsses af troljen til tørring på jorden. Gengivet med venlig tilladelse fra © Lokalhistorisk Arkiv, Herning.
|
|
Jørgen Nielsen valgte efter konfirmationen omkring 1916 at blive tørvearbejder i stedet for landarbejder for at kunne være sin egen herre. Han boede hos forældrene, men betalte for kost og logi.
Han har skrevet et par fine kronikker om sit arbejde i tørvemosen langt senere, den ene i 1940 den anden i 1942, begge til Social-Demokraten. På det tidspunkt var tørven blevet aktuel igen, fordi der var mangel på brændsel under besættelsen. Det kommer til at stå i et romantisk skær, når han beskriver det:
"Jeg var meget ung. Fuldstændig alene med solen og sommerblæsten og lærkerne og tørvene. Og jeg var omtrent så lykkelig som man - tror jeg i belysning af senere erfaringer - kan opnå at blive her i denne jammerdal".
Men realiteten var, at han arbejdede alt for hårdt. For at tjene penge til uddannelsen.
Blandt hans tidlige ungdomsdigte er der et herligt digt om tørven, hvor man får en fornemmelse af de kræfter og tanker, der arbejdede i det unge menneske. - Det er ikke dateret, men han har måske været 16-17 år, da han skrev det.
Urtidsskovens vilde grøde ligger gemt på mosens bund
og af urtidsvårens brynde blev min drift så rå og ram,
jeg har ikke duft af roser, jeg mætter ikke sulten mund,
men før mennesket blev skabt, har jeg samlet sol til ham.
Jeg har samlet sommer-solskin gennem bundløshedens år,
som en moder tog jeg varsomt mod de nye løvfalds vægt,
lænket af den store vinter skabte jeg min vårbrudsdrøm,
at give sommerglæde til Nordens frostforpinte slægt.
Ved forårstid, når slebne spader flænser mig mit kød,
jeg tager ydmygt imod såret af det skarpe skær
Da skal mit løv, som længe sov, igen få sommerglød
Når spaden flænser mig i form, da er min time nær.
Jeg har samlet sommer-solskin gennem bundløshedens år,
men siden tog de stærkeste alene det jeg gav,
fattigfolk får nøjes som før med sand og sten,
og derfor er min glæde fattig, nu min sommer går mod hav.
Tørven personificeres, og man føler virkelig den saftige, ramme, rå lugt af disse tørv, som er dannet gennem årtusinder.
Litteratur
Jørgen Nielsen: Tørv og Tørve-Folk. Kronik i Social-Demokraten, 30. juli 1940. (Haves i Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg Bibliotek).
Jørgen Nielsen: Mine Tørvegrave. Kronik i Social-Demokraten, 11. april 1942. (Haves i Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg Bibliotek).
A.C. Normann: Jørgen Nielsen - en digter og hans digte. Nordisk Bogforlag, 1977, s. 35.
|
|
Silkeborg by og egn 
