|
Jørgen Nielsen
Forfatter - Drømmen knækket - Isolationen
(Biografi, 2)
Af bibliotekar Agnete Bang
Forfatter
Det var forfatter han ville være, og i 1927 drog han til København for at realisere drømmen. Hans første roman Det onde land blev dog - venligt - afvist af Ludvig Holstein på Gyldendal. Men allerede godt et år senere debuterede han med novellesamlingen Lavt land (1929) og snart efter fulgte romanerne Offerbål (1929) og De hovmodige (1930).
|
|
Sognefogdens hus i Moselund.
|
|
Denne forfatterskabets første tid var præget af stor gejst, men også af stor fattigdom. Han måtte i perioder flytte til Jylland og tjene til livets ophold ved tørvegravning og journalistisk virksomhed ("noget slæbearbejde ved avisen"). Takket være hans kones indtægter blev der tid tilovers også til forfatterskabet. De hovmodige blev skrevet på loftsværelset hos sognefogeden i Moselund, hvor han og hans kone på dette tidspunkt boede, mens En kvinde ved bålet (1933) blev skrevet i Silkeborg (Fredensgade 12). Han får hele tiden gode anmeldelser, men bøgerne solgte ikke meget. Med En kvinde ved bålet fik han sit folkelige gennembrud, ikke mindst på grund af vennen Julius Bomholt, som havde sørget for at omtale den i diverse kronikker. -
Drømmen knækket
Jørgen Nielsen trivedes ikke i provinsen, så da økonomien nu kunne bære det, flyttede han i 1933 til København, hvor han boede til sin død i 1945. I begyndelsen var han inde i en frugtbar periode og færdedes i en kunstnergruppe omkring forfattervennen Nils Nilsson. Men snart trivedes han heller ikke i hovedstaden. Jørgen Nielsen havde, som vennen Nils Nilsson skriver i sin biografi om ham, "ikke fysik til sit voldsomme temperament". Han var et nervemenneske, som i længden ikke kunne klare den modgang, han havde været udsat for. Konstant dårlig økonomi, der foranledigede ydmygende tiggergange for at få selv små beløb i hus, manglende respekt i de litterære kredse på grund af hans mangelfulde uddannelse, for hårdt digterisk slid, i egne øjne kritiske anmeldelser.
Desuden led han af fobier og forfølgelsesvanvid. En brandfobi, der handlede om angst for at hans manuskripter skulle brænde, en dødsfobi som nok hans altid sygelige mor havde påført ham, og en kritikerfobi, hvor kritikeren Hans Brix var arvefjende nr. 1! Alt sammen belastede det hans "fysik".
 |
|
 |
|
 |
| Gl. Kongevej 51 i København. Catharine Frost, Jørgen Nielsens trofaste livsledsager og muse. Efter hans død kaldte hun sig Diddi Jørgen Nielsen. |
Isolationen
I de sidste 8-9 år af sit liv isolerede Jørgen Nielsen sig mere og mere. Det var for omkostningsfuldt for hans sarte psyke at færdes i det pulserende Københavnerliv. Han havde lange uproduktive perioder, hvor depressionen lurede. I 1936 udgav han En gård mit i verden og i 1940 kom hans mest selvbiografiske bog Dybet, som regnes for hans hovedværk. Krigsårene blev også for Jørgen Nielsen den dystre tid. Han var indlagt flere gange med depression, og trods trofast opbakning fra sin kone og mange opmuntrende ord fra gode venner, bl.a. Julius Bomholt, så klarede han ikke skærene. Han tog sit eget liv 27. marts 1945, efterladende sig en næsten færdigskrevet roman Et hus splidagtigt med sig selv (1946). Han nåede ikke, kunne ikke skrive slutningen på bogen, men ønskede at vennen og forfatteren Paul la Cour skulle skrive(vælge) slutningen for ham.
Thorkild Bjørnvigs mindedigt om Jørgen Nielsen.
Tilbage til Biografi, 1
|
|
Silkeborg by og egn 
