|
Jørgen Nielsen
Thorkild Bjørnvigs mindedigt
Jørgen Nielsen
Han kobled ind paa det,som hænder dagligt,
hin uanseelige, bitre Nød,
hvorfra, for skaansom Livsløgn skrabet sagligt,
liv gennemfoer ham som et Stærkstrømsstød.
Han stemte Haabet stejlt mod Himmelkuplen,
men Byens Jærnbyrd var for hed, for stærk;
en mægtig Enfold græmmed sig i Grublen,
fornægted sig og indgik i et Værk.
Hans Øjne blev nervøse, natligt store,
mens han med hidsig Omhu skrev og skrev,
som maatte han ved vild Tvivl efterspore
en sfærisk Klang, hans vaagne Sans fordrev.
Og bag ham Drengens Heder, bittert-brune,
et Kosmos talte kvalt igennem ham,
en Rigdom, brudt i Tungsind og i Lune -
I Oprør, Skadefryd, i fornem Skam
beviste han, at Livet var ugørligt,
beviste det i harmfuld Skaberrus.
Han nedbrød Sten for Sten sit Liv udførligt
og rejste Ord for Ord sit Værk, sit Hus.
Det Haab, han afsvor: i hans Skrivemaade,
dér tindrer det, nybyggermandigt, knapt.
Korstemme uden Kor, sig selv en Gaade,
sin Ensomhed bevidst, til Samfund skabt.
Selvgivne Hverv: Man maa dog ha mig nødig!
Fyraften uden Skel, Afregning, Ro;
og gennem alt, forkastet, overflødig,
en afvist Elskers pinefulde Tro.
Indrømmet, fattet Sorg, som skjult forskønner,
trængt Liv, forstærket ved et Kuldegys
en mystisk Straale som i Rembrandts Rønner,
en brun Radering med et helligt Lys.
Dér stod de da, saa gribede og enligt,
det, som hans Vejr slog til: en Gaard, en Dreng,
og fuldbragt slutted han, fanatisk renligt
sit Liv for Sovemidler i sin Seng.
Han slettede sig ud, da han var færdig,
han slap sin Plov i Voksenhedens Al.
Smagte den hvide Nadver, vildt troværdig,
og stred en angstfuld Stund mod sit Forfald.
Efter: Thorkild Bjørnvig: Anubis (1955)
|
|
Silkeborg by og egn 
