<%@ LANGUAGE = JavaScript %> Jørgen Nielsen: Hvem er vi? (Den vingede helhest - Forfattere fra Silkeborg)
Den vingede helhest Den vingede helhest - Forfattere fra Silkeborg Til Silkeborg Biblioteks hjemmeside


Du er her:
Silkeborg Bibliotek Silkeborg by og egn Den vingede helhest Jørgen Nielsen

Jørgen Nielsen
Hvem er vi?

Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh

Stenkiste under landevej
En stenkiste fører vandet under vejen.

En Gang gik det særligt groft for sig. Et par af de ovenfor omtalte store Drenge lokkede mig paa Hjemvejen fra Skolen til at krybe ind i en af de saakaldte Stenkister, flere Meter lange, smalle Tunneler, der med bestemte Mellemrum løber under vores Landeveje fra den ene Vejgrøft til den anden - de lokkede mig til det ved først at smide min Hue derind. De sagde, at jeg kunde jo kravle ind og hente den. Det gjorde jeg saa, men da jeg vendte tilbage, sad den ene af Drengene (han var 10 Aar og jeg 7) og spærrede for Udgangen. Ikke Tale om, at jeg kunde komme ud er, nej! Men jeg kunde jo - hi-hi - krybe igennem hele Tunnelen og komme ud ved den anden Ende! Det forsøgte jeg saa i min Troskyldighed, men da jeg var naaet til Tunnelens anden Munding, mødte den anden Dreng naturligvis promte frem og forhindrede mig i at komme ud, men jeg kunne jo hi-hi! - krybe tilbage igen. Dreng Nr. 1 havde naturligvis i det Moment fjernet sig fra Udgang Nr. 1".
Citat fra "Ogsaa en Dobbeltmoral", kronik i Social-Demokraten 29.12. 1944.


Hvem er jeg? Det spørgsmål må alle mennesker stille sig selv. Ikke mindst når de står i vanskelige situationer. Undertiden bliver spørgsmålet formuleret mere indirekte som: Hvorfor gjorde jeg nu det? - eller: hvad vil jeg gerne med mit liv?

Det er netop sådanne spørgsmål, der er den røde tråd i Jørgen Nielsens essaysamling Hvem er vi? Bogen udkom første gang i 1955 på Martin A. Hansens initiativ, fordi han oplevede, at flere af de unge forfattere, der omgav ham efter Anden Verdenskrigs afslutning, var interesserede i de samme grundlæggende menneskelige spørgsmål. Udvalget af Jørgen Nielsens mange essays blev foretaget af Tage Skou-Hansen. Om genren essay belyses forbilledligt på Jesper Abild Jensens Essayet en øjeåbner.

Fra 1931 frem til sin død i 1945 skrev Jørgen Nielsen mange kronikker i dagblade som Aarhuus Stiftstidende, Fyns Venstreblad og Social-Demokraten. Når han offentliggjorde sine overvejelser over menneskers vilkår i aviser, der spændte over så forskellige politiske holdninger som de konservatives, venstres og socialdemokratiets, hang det sammen med hans ønske om at fokusere på almenmenneskelige forhold. De temaer, han diskuterede, er stadig aktuelle, idet han slår fast, "at vi alle i Liv og Død er stillet over for de samme, evige Problemer". Det er interessant, at Jørgen Nielsens synspunkter endnu er gyldige i dagens debat.

Ud fra egne oplevelser som i det indledende citat skildrer han mobning og viser, at de voksne har et ansvar for børns mishandling af de svage i gruppen. Kritikken af mishandlingen af andre mennesker var politisk aktuelt i 1944. Dyremishandling og bedrageri er også nogle af de emner, han belyser ud fra en dyb indsigt i stærke kræfter i menneskets natur. Lette synspunkter tager han afstand fra og afviser bl.a. et ønske om mere kontrol, for vi kan "næppe holde Civilisationen paa rette Køl ved at kontrollere hverandre". Med klare argumenter og bidende ironi vender han sig mod dem, der betjener sig af floskler som "Alt er egoisme".

Når Jørgen Nielsen overvejer psykopaters rolle i samfundet, afviser han den forenklede opfattelse, at en skurk kan forvandle sig til en helt i løbet af en nat, og at mennesker enten er gode eller onde. Han spørger om, hvad der er årsag til nogle menneskers konflikter med loven, og er ikke bange for at fremføre sit den gang meget kontroversielle synspunkt, at "Svindleren som Regel ikke svindler paa Grund af Tilfældigheder. Han svindler, fordi han er organisk (genetisk) disponeret for Svindel". Dermed bidrager Jørgen Nielsen til en levende diskussion, om mennesket overvejende er bestemt af arv eller miljø. Han var hverken socialist eller liberalist, da hans opfattelse af menneskets væsen var for nuanceret til, at han kunne tro på slagord. Hans grundlæggende holdning var respekt for menneskers forskelligheder, og hans essays viser, at det kræver mod at forstå, at nogle mennesker er bedre end andre. Hvis vi ikke tør indrømme det, gør vi alle lige ringe. Han forsvarede tolerance og medmenneskelig forståelse. Gennem sine artikler bidrog han til kulturdebatten i en tid, da forenklede og autoritære synspunkter vandt frem på bekostning af nuancerede og humane værdier.


LINKS
Hvem er vi? Artikler udvalgt af Tage Skou-Hansen.
Til toppen

Find på websiderne. Publiceret 9. august 2004. Webredaktøren.