|
Jørgen Nielsen
Et Fnug –
Jeg ved det, jeg er kun et Fnug
i Livets store Strøm,
jeg svinder hen som Morgendug,
mit Liv er kun et sagte Suk,
en sælsom Nattedrøm.
Men jeg er med i Altets Liv,
Og jeg kan ej forgå,
jeg lever med i Mosens Siv
i alt, hvor der er Gnist af Liv,
i hvert et Syn jeg så.
Så vil jeg glemme helt mig selv,
fordi jeg selv er alt,
og svinge mig mod Æt'rens Hvælv,
og glemme, at jeg var et Selv,
og blev en Dåre kaldt.
* * *
|
|
Digtet blev bragt øverst på forsiden i Silkeborg Avis 22. januar 1921 og var et udtryk for Jørgen Nielsens nye tilkæmpede livsholdning, som skulle erstatte kristendommen. Som han udtrykker det i et brev over for vennen Vilhelm Gernhammer, skal det være "hedensk, flammende hedensk!"
Vers 2, linie 3: Meget tyder på at avisens typograf utilsigtet har sat "jeg lever med i Mosens Liv" frem for "jeg lever med i Mosens Siv".
At der har hersket tvivl om digtets oprindelige ordlyd vidner en gengivelse af digtet i Silkeborg Venstreblad, 27. marts 1924, hvor samme linie citeres som "jeg lever med i Mosers Siv".
Findes også i:
Vilhelm Gernhammer: Den unge Jørgen Nielsen: minder og breve. Holkenfeldt 3, 1995, s. 19.
A.C. Normann: Jørgen Nielsen - en digter og hans digte. Nordisk Bogforlag, 1977, s. 35.
|
|
Silkeborg by og egn 
