|
Poul Vad
Essays
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
I sin sidste roman, Galskabens karneval, fra 1981 kritiserede Poul Vad kunstlivets kommercialisering. Som konsekvens heraf koncentrerede han sig siden om sin kunsthistoriske interesse og fortsatte udgivelsen af bøger om danske kunstnere. Desuden udgav han en række essaysamlinger, hvis titler i flere tilfælde rummer ordet punkter. Måske fordi de er punktnedslag i kunstens verden, måske fordi de typisk er opbygget kontrapunktisk, idet de forener interessen for kunst og litteratur. Essayene giver en fin forståelse for litteratur og kunst - samt lyst til at læse mere.
Bristepunkter med omslag af Torben Skov.
Bristepunkter. Syv stykker om kunst og digtning (1992) lød titlen på Poul Vads første essaysamling. Den lille essaysamling er karakteristisk for Vad, idet den samler litteraturanalyser og kunstanalyser til en helhed og viser, hvilken type kunstnere og forfattere der havde Poul Vads særlig interesse. Det er bl.a. billedhuggeren Albert Giacometti, hvis minimale menneskefigurer spænder mellem en klassisk harmoni og grotesken. De insektagtige skulpturer undergraver "en idealistisk menneskeopfattelse". Også en kendt kunstner som Kehnet Nielsen får en omtale, ligesom den næsten ukendte maler Ole Sylvest Jacobsen.
Flere gange i sine essaysamlinger kommer Poul Vad ind på den schweiziske forfatter Robert Walser, idet centrale værdier som den polyfone fortælling og kunstens vilkår indkredses. Et fint essay behandler den i dag vist glemte lyriker Tove Meyer, hvis værk kan minde om Rilkes. I et afsluttende essay sammenlignes den norske 1800-tals maler Lars Hjertevig med Beethoven: "et sønderrevet sinds kamp for at skabe form i en kultur splittet mellem centrifugale kræfter; værket som en hyldest til polariteten mellem mørke og lys, tyngde og lethed; en stilhedens salme når alt er afklaret, når alt er fuldbyrdelse".
Knudepunkter med omslag af Torben Skov med detalje af træsnit fra Hokusais serie '36 pro-spekter af Fuji-bjerget'.
I alle menneskers liv findes der knudepunkter, hvor vigtige oplevelser, erfaringer og begivenheder knyttes sammen til betydningsfulde omdrejningspunkter. Det er sådanne selvbiografiske emner, Poul Vad belyser med varme og humor i sin næste essaysamling, Knudepunkter, der har undertitlen: Syv stykker fra det virkelige liv (1993).
Allerede i det første essay om sine barndomsvenners liv og færden fremtræder Poul Vads kritiske holdning til vor tids opfattelse af kunst og mennesker ud fra gennemtænkte betragtninger. Hans værdier fremstår klart som respekt for menneskers forskellighed og kunstens storhed. Set med et silkeborgbarns øjne lyste Erik Raadal op mellem navne som van Gogh, Rembrandt og Michelangelo. Sammen med sine to barndomskammerater oplevede den unge Poul Vad, at deres forsøg med landskabsmaleriet var lige så krævende som voksne kunstneres kamp med deres værker, omend de ungdommelige resultater skildres med en god portion selvironi.
Det levende essay om vennen Finn Pape, der skrev og illustrerede børnebogen Puslingelandet, bliver efterfulgt af "Den trebenede hest", der fortæller, hvor meget læsesalen på Silkeborg Bibliotek betød for Poul Vad. I ønsket om at "være midt i" sin tid og "lære oprøret og revolten at kende" opsøgte den unge mand læsesalen for at læse tidskriftet "Den trebenede hest", et pseudonym for Asger Jorns tidsskrift Helhesten. Her viser Paul Klees billeder ham mennesket som en marionet og den "absolutte ensomhed i verden". Gennem studiet af tidens kunst tilegner "grønskollingen" sig en dyb forståelse af forholdet mellem kunstnernes "tunge opgave at forøge det mål af skønhed, mennesket kan erfare" og "de lidelser, det snavs og de hæsligheder, de stakkels malende og tegnende kunstnere... føler dybt i deres sjæl". "Grænsen mellem indre og ydre var... blevet ubestemmelig, flydende eller omskiftelig".
Læsningen af Helhesten en varm sommerdag i første del af 1940'erne førte med andre ord til en forståelse af et kernepunkt i 1900-tallets kunst og menneskeliv. Da Poul Vad mange år senere skrev det meget smukke essay om sin ungdomsoplevelse af Paul Klees billeder på den tyste læsesal i en dansk provinsby under anden verdenskrig, lod han ude og inde, fortid og nutid blande sig med liv og kunst for at blive til et knudepunkt i tilværelsens arabesk.
På den måde løfter hvert af bogens essay fligen af et nøgternt og reflekterende menneskes opfattelse af livet, ligesom de vidner om integritet og viser sammenhængen mellem liv og kunst i Poul Vads forfatterskab.
Nord for Vatnajøkel med omslag af Lotte Bruun Rasmussen.
Nord for Vatnajøkel fra 1994 er netop et sådan eksempel på, hvordan liv og kunst hænger sammen. I bogen væver Poul Vad sine rejseoplevelser fra Island sammen med en analyse af Ravnkel Frøysgodes Saga til et billede af magtmennesker over for humanister før og nu. Mødet med sagaerne, sagaøen og nogle af dens indbyggere sættes i relief af Machiavellis teoretiske skrift om magthavere, Fyrsten, fra 1513. Resultatet er en meget vedkommende rejseskildring og litteraturanalyse.
Alle dage har mennesker stræbt efter at finde en mening med livet, og ofte kan resultatet af den labyrintiske søgen forekomme paradoksal. Om sagatidens kæmper hedder det, som det med lige så stor ret kunne hedde om vor tids politikere og magtmennesker: "men når de har overvundet dem [farerne] og de begynder at nyde ærefrygt, og når alle de, der misundte dem deres dygtighed, er ryddet af vejen, da bliver de, hærdede og lykkelige, i rolig besiddelse af magten". Med dette citat fra Fyrsten lader Poul Vad Ravnkel Frøjsgode danne baggrund for en vurdering af nutidens magthavere, idet det oprørende budskab lyder: Sam, der påtog sig at føre en fattig bondes sag for at få retfærdighed over for en mægtig høvding, tabte kampen og fik ikke oprejsning, mens han levede. "Men Ravnkel sad på sin gård og vedligeholdt sin anseelse". - I Kritiske tekster vender Poul Vad tilbage til sine studier af sagagenren.
Det springende punkt med omslag af Lotte Bruun Rasmussen med litografi af Alberto Giacometti.
Ordet kritik er græsk og betyder ‘at dømme, bedømme, vurdere’. Alligevel kan man opleve en del dansk kunstkritik som tilfældig eller følgagtig. Men ikke Poul Vads, som den kom til udtryk i Det springende punkt fra 1997, der er et genoptryk af artikler og anmeldelser fra et langt liv i kunstens tjeneste. Når vi behandler bogen i forbindelse med Poul Vads essays, skyldes det, at alle artiklerne rummer (kunst)kritiske refleksioner.
Det springende punkt demonstrerer, at hans synspunkter gennem mere end 40 år er konsistente og hans pen præcis. At han ikke lagde fingrene imellem over for dilettantiske kunsthistorikere, får vi et eksempel på i en bidende skarp anmeldelse af Ekstra Blads-journalistens Jens Jørgen Thorsens populære bog Modernisme. Vad tøver ikke med at afsløre den som ugennemarbejdet og fuld af springende synspunkter.
Til gengæld delte han sol og vind lige i en artikel om Ole Sarvig, hvis personlige engagement og holdninger dannede grundlag for mange års virke som kunstanmelder. Endvidere skrev Vad uimponeret om Picassos samlede værk i en nekrolog uden at underkende hans skabende kraft og nogle af hans arbejder. I hver eneste artikel slår han målrettet ned på værkets springende punkt.
Med tydelig henvisning til franskmanden Charles Baudelaires krav til kunstkritik hedder det, at kunstkritikken for at have "eksistensberettigelse må være partisk, lidenskabelig, politisk". Er den baseret på et ensidigt synspunkt, skal det åbne for det videst mulige perspektiv. Selv skrev Poul Vad kritisk vurderende ud fra et humanistisk synspunkt, der stillede krav om, at kunstneren arbejdede engageret og autentisk, idet han både drev sit håndværk til det yderste og til et klassisk, naturalistisk synspunkt. Hans artikler åbner læsernes øjne for kvalitet i det kunstneriske formsprog og i kunstkritik. Stor viden og dyb indsigt i dansk og europæisk kunst er karakteristisk, og han undlod ikke at give udtryk for, hvilke kunstnere han foretrak. Det var især samtidens betydeligste, som optog ham.
Drømmebyer med omslag af Lotte Bruun Rasmussen og foto af Signe Vad.
Drømmebyer (2002) viser forskellige sider af hele forfatterskabet. Første del rummer den kendte novelle Kustoden og andre noveller fra de tidlige 1960'ere om det moderne menneskes søgen efter mening på trods af tilværelsens absurditet. Der er stilfærdig humor, sans for det groteske og skælmeri i skildringerne.
I andet afsnit af den velkomponerede antologi nås antiklimax i Selvportrættet, hvor jeget opsøger sin barndomsvens hjem nogen tid efter dennes død. Her som i hele bogen blander personlige erindringer, rejseskildringer og drømmebilleder sig med selverkendelse til en drømmeagtig arabesk. Beskrivelsen af den venetianske ø Torcello er en rejseberetning over gennemsnittet. Nuet og evigheden, kunst og liv blandes med den store og lille død en septemberdag i Venedigs nærmeste omegn.
I sidste tredjedel finder vi kunsthistorikerens interessante analyser af fængslende værker som Lucas Cranachs Judith og Holofernes, Eduard Manets Vinterhaven og den tyske maler Christian Schads maleri af Sonja på cafe fra 1928. Poul Vads kunsthistorie er personlig, men ikke privat, den er opmærksom og vidende. Gennem sit engagement og sin evne til at sætte malerierne ind i en større sammenhæng når han essayets erkendelse. Han forholder sig eksistentielt til kunst, lader ikke værk være værk, men inddrager værkernes udsagn i sit fortsatte liv.
Kritiske tekster med omslag af Lotte Bruun Rasmussen med foto fra Aki Kaurismäkis film Drifting Clouds.
I Kritiske tekster (2003), Poul Vads sidste bog, møder man ham som anmelder af film, litteratur og kultur. Som den opmærksomme og lydhøre analytiker han er, opbygger han f.eks. sin anmeldelse af Quentin Tarantinos Pulpfiction fra 1994 på samme måde som filmen: i store "diskontinuerte blokke", ligesom den filmiske teknik og terminologi får indflydelse på form og indhold i Vads essay om film. Denne leg med genrebegrebet giver læseren plads til selv at tænke med og opleve erkendelsens glæde.
Poul Vad viser sin holdning til litteratur i essayet, Hvad kan de islandske sagaer sige os i dag. For at fortidens værker kan få betydning, skal de "bruges, misbruges, forvrænges, forvandles, parodieres, fortæres". På den måde danner traditionen grundlag for nye oplevelser i dag og nye fortællinger i fremtiden.
Han tager med skarp pen fat på det springende punkt i oversættelser og litteraters argumentation som f.eks. Martin A. Hansens introduktion til Herman Melvilles Moby Dick. Om Hansen hedder det: "Han satte sig de højeste mål, men forblev jævn... Skønt han kunne formidle en sjældent dyb indsigt i kunstens væsen og den skabende proces, førte hans anfægtede syn på kunstens forførelse ikke altid til analytisk klarhed, men snarere til ufrugtbar forvirring og betænkelig moralsk enthusiasme... Han var sikkert i god tro da han digtede sin Herman Mellville på grundlag af den begrænsede viden, han besad; men god tro er en lumsk vejleder".
Poul Vads interesse for den mangestemmige roman, en genre han selv benyttede i Kattens anatomi, kommer til udtryk i veloplagte analyser af Cervantes’ værker og af den polske forfatter Jean Potockis værk Manuskriptet fra Zaragoza. I en sammenligning mellem Thomas Manns skildring af kunstneren med James Joyces viser Poul Vad sig som den belæste og reflekterede skribent med indsigt i europæisk kultur og moral.
Med udgangspunkt i sin egen oplevelse af mødet med Peter P. Rohde, Poul Henningsen og Bjørn Poulsen giver Poul Vad en nuanceret gennemgang af kulturadikalismens betydning og en opridsning af situationen i dag: "Virkelighedens politik handler om EU og internationale relationer, som allerede for længst har undergravet den ideelle, suveræne nationalstat, kongehuset skulle symbolisere".
Som anmelderen Lars Bukdahl skrev ved bogens udgivelse: "Mere eksemplarisk demonstration af kritisk formidling og formidlende kritik er det min sæl svært at opdrive".
LINKS
Bristepunkter på bibliotekerne
Knudepunkter på bibliotekerne
Nord for Vatnajøkel på bibliotekerne
Det springende punkt på bibliotekerne
Drømmebyer på bibliotekerne
Kritiske tekster på bibliotekerne
|
|
Silkeborg by og egn 
