|
Poul Vad
Kattens anatomi
Af studerende Isai Fromer
Kirsten Christensen og Carl Vang Petersens omslag til Kattens anatomi fra 1978.
|
|
Poul Vads femte roman, Kattens anatomi, som udkom i 1978, er en mastodontisk mammutroman på lidt over 600 tætskrevne sider. Det er en krævende bog, men giver man sig først tid til at sætte sig ind i bogens fantastiske og grotesk realistiske univers, vil man hurtigt opdage, at det er alle anstrengelserne værd. Kattens anatomi er således på en og samme tid en fabulerende, morsom, spidsfindig og tankefuld fortælling om livets store spørgsmål. Det er en berusende og vidunderlig bog, der i høj grad fortjente Det danske Akademis store pris, som Vad i 1979 tildeltes for romanen.
En labyrint fuld af blindgyder
Kattens anatomi er en rekonstruktion af en skæbnesvanger majdag i 1936, hvor optikeren Elias Lønn og hans kone Edith begiver sig ud på en togtur fra Silkeborg til Hammerum. Med på turen har de deres gamle siameserkat Spinoza, som skal udstoppes af konservatoren i byen. I togkupéen møder de vagabonden Skøieren og den svenske oberst Bøje Thompson. Som følge af en række besynderlige forsinkelser, der senere viser sig at have stor indflydelse på romanens slutning, skiftes de tre herrer i kupéen til at fortælle deres livs- og slægtshistorier. Disse historier afføder nye fortællere og fortællinger, som igen medfører helt andre historier. Alle disse historier viser sig at forholde sig til hinanden - både tydeligt og utydeligt.
Overordnet set er Kattens anatomi en rammefortælling foretaget af romanens egentlige fortæller, Urmageren, der er nabo til Elias Lønn. Det forholder sig sådan, at Elias Lønn ikke når frem til konservatoren i Hammerum: han bliver dræbt på Hammerum Station af en terrorist, der oprindeligt var ude efter Bøje Thompson. Urmageren foretager således sin rekonstruktion for at få styr på Elias Lønns sidste rejse og hans mærkværdige liv og død.
For at lykkes med sin rekonstruktion må Urmageren sende læseren ud på en fantastisk rejse med skiftende fortælleperspektiv. Det ene øjeblik hører man Skøieren fortælle om sit besøg på Dødens Bordel i byen Santa Demonica; det næste er man hensat til mytisk tid og en omfortolkning af syndflodsmyten, der indebærer Kains efterkommere, som overlever syndfloden og opbygger et nyt samfund; for til sidst at springe tilbage til romanens nutidslag, hvor man blandt andet hører om Elias Lønns søn Martin og hans møde med den mystiske "The White Witch" i Afrikas ørken.
De utallige handlingsforløb og fortællestemmer giver bogen en særegen, labyrintisk opbygning, som til tider kan være svær at holde styr på. Selv Urmageren må i romanens afsluttende kapitel indrømme, at han under "detektivarbejdet" til tider er kommet på dybt vand:
"… det var som at trænge længere og længere ind i en labyrint fuld af blindgyder, som jeg også var tvunget til at udforske, og at jeg selv og mine egne oplevelser den selv samme dag udgjorde en del af labyrinten og dannede skæringspunkt for begivenheder, hvis betydning for rekonstruktionen jeg endnu ikke forstod." (s.536).
Den fantastiske fortælling
To begreber er specielt fremtrædende i en genrebestemmelse af Kattens anatomi: den fantastiske fortælling og den groteske realisme.
Hele romanen er gennemsyret af en tøven fra læserens side. Levende skeletter, talende hunde og fortryllende skovnymfer eksisterer i historien med sammen selvfølgelighed som realhistoriske personer og begivenheder. Dertil er romanens fortælleteknik kendetegnet ved en afvigelse fra de klassiske litterære regler. Tidens, stedets og personernes enhed samt grænserne mellem levende og ikke-levende og mellem ånd og materie er mildest talt ikke eksisterende:
"Han sad og kiggede tankeløst mod et fjernt skovbryn, hvis nyudsprungne løv lyste i solen, da en uforklarlig, lokkende vinken mellem træerne fik hans forsømte kød til skamfuldt som en uartig skoledreng at liste sig bort, opsat på at kaste sig ud i uskyldige men forbudte eventyr. Ånden opdagede dog snart hvad der foregik og optog forfølgelsen, for den var bange for at kødet skulle styre den i ulykke..." (s. 16).
Men, disse mærkværdige hændelser forklares eller uddybes ikke - de eksisterer som nævnt på lige vilkår med realismen - og det er derfor klart, at en læser, som er vant til naturlovenes gyldighed, vil tvivle på historierne. Hermed skabes en situation, hvor man ustandseligt tøver mellem en naturlig og over-naturlig forklaring af de beskrevne hændelser. Det er netop denne tøven, som er den fantastiske genres første og mest fremtrædende kendetegn.
Den groteske realisme manifesterer sig i Kattens anatomi især i beskrivelserne af kroppe og udseender. Det groteske kropsbillede med dets fokus på kroppens åbninger og udvækster præger adskillige, centrale personer i romanen. På det kropslige niveau er de mange metamorfoser, som tre af de fire hovedpersoner i romanen må gennemgå, ligeledes et vigtigt træk: Skøieren forvandler sig på et tidspunkt til halvt menneske halvt tyr, Elias Lønn udvikler vinger under et besøg i metropolen Hamburg og Edith Lønn viser sig i virkeligheden at være både skovnymfe og heks. Endeligt karakteriseres den groteske realisme i bogen ved dens stræben efter at parodiere og dermed profanere de traditionelle normer og myter. Vi ser blandt andet dette i form af den omvendte synsvinkel på syndflodsmyten. Myten ses som beskrevet fra de ondes synspunkt, Kains efterfølgere, ikke de godes synspunkt, Noahs efterfølgere.
Mens Vad i sit tidlige forfatterskab beskrev efterkrigstidens illusionsløse tomhed ved en yderst realistisk iagttagelse af den grå og ensartede hverdag i den moderne storby, viser han i Kattens anatomi den komplekse og dobbelttydige postmoderne verden ved at overskride realismen og fornuften.
| |
Bagside, ryg og forside på Kattens anatomi. |
Livets store spørgsmål
Filosofi, forstået som trangen til at tyde og forstå den menneskelige tilværelse, spiller en central rolle i Kattens anatomi. Af de mange filosofiske problemstillinger, som diskuteres i romanen, er det især spørgsmål vedrørende verdens- og livsopfattelser, der lægges vægt på. Specielt to filosoffer er i denne sammenhæng vigtige inspirationskilder for Vad: den jødisk-hollandske, deterministiske filosof og optiker Baruch de Spinoza (1632-1677) og den østrigsk-engelske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951).
Elias Lønn er personificeringen af Spinoza. Han deler erhverv med Spinoza, har opkaldt sin kat efter ham og lever en tilværelse fuldstændig i overensstemmelse med Spinozas fornuftsetik.
Grundprincippet i den spinozistiske etik er, at Gud og Verden er én og samme substans. Verden er ikke skabt af Gud, men er til, fordi Gud er til. Det er menneskets opgave i livet at erkende dette forhold, og det kan udelukkende gøres ved brug af fornuften og intellektet. Lader vi vores følelser få frit spil, kan vi ikke erkende Gud og den harmoni, der ligger i, at forholdene i Verden ikke kan være anderledes, end de faktisk er. Helt i tråd med dette er Elias Lønns åbenbaring, da han træder ud på Hammerum station for at møde sit endeligt:
"På Hammerum station så Elias Lønn mere klart, mere tydeligt og intenst end nogen sinde før, at verden er fred; at bag det omskiftelige, uoverskuelige og forvirrende, der bestormer sanserne, findes en tilstand af fred, der som et budskab fra et fjernt himmerig, krystalklart og lysende, formæler sig med alle de velkendte, hverdagsagtige og banale ting, der udgør den synlige verden." (s.522).
Poul Vad er dog langt fra tilhænger af denne verdensopfattelse. Efter at konservatoren i Hammerum har udstoppet katten Spinoza, som naturligvis er et symbol på filosoffen Spinoza, konkluderer han følgende:
"De blå glasperler, der udgør dens øjne, udstråler dæmonisk kulde fra en stolt og nederdrægtig sjæl, som afviser alle tilnærmelser, vedkender sig en fundamental og uudgrundelig ensomhed og betragter verden og dens fænomener med en distanceret og næsten skræmmende objektivitet." (s.602).
I stedet for Spinozas konforme og monologiske verdensopfattelse, sætter Vad et komplekst syn på verden og vores liv. Han udskifter den spinozistiske enhed med den postmoderne mangfoldighed.
I tråd med Wittgensteins filosofi er Vad dog af den opfattelse, at man ikke via sproget kan fastlåse svar på metafysiske spørgsmål. For metafysik beskæftiger sig med det, Wittgenstein benævner det uudsigelige eller det mystiske. Hermed referer han til religion, æstetik og etik. Religiøs dogmatik, kunstregler og etiske læresætninger skaber ikke højere visdom; de fører os tværtimod på vildspor. Eller som konservatorens læremester udtrykker det i romanens afsluttende kapitel:
"Der gives grænser for alting; og selv den overbevisning må have sin egen, hemmelighedsfulde grænse." (s.593).
Vad prøver altså ikke at komme frem til et almen gyldigt budskab, for et sådant budskab er en umulighed. I stedet gør han os opmærksomme på livets flertydighed. Et sted i romanen diskuterer to personer med de mærkværdige navne Nummer Femten og Klapperslange deres respektive verdensopfattelser. Nummer Femten er af den opfattelse, at:
"Der er kun denne verden… der findes ikke nogen omkreds: alt er centrum; og lige meget hvor langt man bevæger sig, følger centrum med" (s.172).
I modsætning hertil mener Klapperslange:
"Har du nogen sinde tænkt på, at denne verden ikke er een verden men mange verdener som på een og samme tid er til stede i hverandre?" (s.174).
Pointen fra Vads side er, at de begge har ret. De to synsmåder er, med den danske atomfysiker og filosof Niels Bohrs (1885-1962) udtryk, komplementære. Det afhænger af synsvinklen. Fokuserer vi på en individuel forståelse, har Nummer Femten fat i den lange ende. Ser vi derimod sagen fra en kollektiv synsvinkel, er Klapperslanges opfattelse sandsynligvis mest brugbar. De to opfattelser udelukker altså gensidigt hinanden, men de er ikke desto mindre begge nødvendige, hvis vi vil have en helhedsforståelse af verdenen.
Sådan forholder det sig med praktisk talt alle forhold i vores tilværelse, og Vads budskab med romanen er altså, at vi kun driller og skader os selv, når vi hele tiden søger almengyldige konklusioner på livets store spørgsmål:
"… og uden at nå en eneste konklusion - jeg havde for længst opgivet at tro på de bedrageriske konklusioner af en hvilken som helst påstået livsvisdom, min egen indbefattet - funderede jeg over den uforståelige skønhed i tilfældighedernes og lovmæssighedens sært sammenvævede mønster." (s.601-602).
Hverdagens eventyr
Den amerikanske filminstruktør Paul Thomas Anderson har med sin Oscar-nominerede film, Magnolia, fra 1999 skabt et enestående kunstværk i ånd med Poul Vads Kattens anatomi. I filmen møder vi over en dag ti personer, hvis fortid og handlinger den selvsamme dag viser sig at være forbundet til hinanden - præcist ligesom hovedpersonerne i Kattens anatomi og deres fortællinger alle er forbundet. Det fantastiske og grotesk realistiske aspekt er også at finde i Magnolia i form af frøer, der uforklarligt falder ned fra himlen i filmens slutning. Tilskueren må, ligesom i Kattens anatomi, tøve mellem en naturlig og over-naturlig forklaring: er det guddommelig indgriben, tilfældighedernes spil eller noget helt tredje?
Meget lig Kattens anatomi må fortælleren i Magnolia til sidst i filmen konkludere, at "strange things happen all the time". Eller som Poul Vad udtrykker det i bogen Indfaldsvinkler - en forfatter samtale mellem Peter Seeberg og Poul Vad:
" Du skal ikke ret langt ned, så består hele verden af eventyr. Set ud fra den synsvinkel, så kan man sige, at en meget stor del af det, der kaldes realisme, er utrolig fantasiforladt og urealistisk. Fordi det simpelt hen overser, at det eventyrlige og fantastiske sgu er lige midt i hverdagen, det er bare lige om hjørnet. Det er der bare hele tiden."
LINKS
Kattens anatomi på bibliotekerne
Litteratur om Kattens anatomi
- Gitte Mose: Den endeløse historie. En undersøgelse af det fantastiske i udvalgte danske, svenske, norske romaner efter 1978. Odense Universitetsforlag, 1996.
- Ove Sylvest: Det litterære karneval. Den groteske realisme i nyere danske romaner. Odense Universitetsforlag, 1987.
- Frederik Rasmussen: Kattens anatomi. I: Bogens Verden, 1985, s. 146-51.
- Elin Vestergård og Vibeke Wulff: Grotesk realisme. Renæssancespor i 'Kattens Anatomi'. I: Kritik, nr. 55, 1981, s. 108-32
|
Silkeborg by og egn 
