|
Poul Vad
Galskabens karneval
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Omslag tilrettelagt af Sven Reiner i samråd med Poul Vad (1981).
|
|
I essaysamlingen, Knudepunkter. Syv stykker fra det virkelige liv afgiver Poul Vad en højtidelig erklæring om sit forfatterskab. Om sin roman fra 1981 udtaler han: "Galskabens karneval er ikke en nøgleroman". Det må naturligvis stå til troende, selv om flere af bogens figurer falder i øjnene som kendte kunstnere fra efterkrigstidens Danmark. Men når man ikke skal læse romanen, der blev til mellem oktober 1978 og oktober 1980 som en radioroman, for at gennemskue, om Freddy Tintan er en karikatur af Asger Jorn, eller hvem de andre optrædende minder om - hvordan skal man så læse den?
Man kan læse den som en bidende satirisk roman om kunstens vilkår efter Anden Verdenskrig.
Vi møder kunstnere, kunsthandlere, -kendere og -politikere, der tilsammen udgør et miniunivers. Alle bliver påvirket af den kommercialisering, der råder i det moderne samfund. Alt og alle bliver korrumperet.
Romanen består af fire lige lange kapitler med hver tre afsnit. Den begynder engang i 1970'erne under en fernisering på kunsthandler Tage Tvings udstilling af tidens mest betydningsfulde kunstnere, "De Virtuose", på Den Frie, da meddelelsen om maleren Ivan Unders død breder sig. Publikums reaktioner afhænger mere af deres ønske om at placere sig i dansk kunstliv end om tabet af en kunstner eller kollega. Det er tydeligt, at det på en fernisering i højere grad gælder om at blive set end at se kunst. Ingen forsøger at fordybe sig i værkerne for at forstå dem, og maleren Storm Madsens kone gør alt, hvad hun kan for at positionere sin mand, som hun omtaler som Mads.
Folks adfærd i dette afsnit står i skarp modsætning til andet afsnit, der er et tilbageblik til foråret 1946. Her træffer vi gymnasieeleven August Falck og hans to kunstinteresserede kammerater. Den ene, Lasse Arvidsen, er en begavet og ukonventionel skikkelse med påfaldende mindelser om både Brumme og Guf, som optræder i flere af Poul Vads romaner. Han er allerede kunstformidler, som Poul Vad selv senere skulle blive det.
De tre gymnasieelever bliver vidner til, hvordan tre engagerede mænd hænger en vandreudstilling op "i det store ovenlysrum, over biblioteket i Vridborg". Her tænker den læser, der kender Poul Vads forhold til biblioteket i barndomsbyen, selvfølgelig på Silkeborg Bibliotek.
Også den lokale avisredaktør og slagterimesteren, Graff, blander sig i diskussionen om et af malerierne: Storm Madsens "Galskabens karneval". Kunstneren ankommer til Vridborg og tager med Graff hjem. Gennem samtalen med kunstneren får slagterimesteren et vist indblik i moderne kunst, men maleren må hårdt presset af handelsmanden sælge "Galskabens karneval" langt under den pris, han havde tænkt sig.
Derefter skifter billedet, og i endnu et tilbageblik møder læseren omkring 1960 den unge museumsinspektør Falck under et studieophold i Paris. Her træffer han flere af tidens danske kunstnere bl.a. Freddy Tintan, der bliver skildret som "en nordisk barbar" med "titanske arbejdsevner":
"Jeg har faktisk aldrig haft så travlt som i øjeblikket, fortsatte Tintan oprømt og med et udtryk, som om han havde sat sig til rette ved et stort, veldækket bord, som han betragtede med glubende appetit. - Ser du jeg har bevist at den moderne sprogteori er kommet til helt forkerte resultater. Sproget er nemlig i virkeligheden et æstetisk system og må derfor opfattes og beskrives ud fra æstetiske eller kunstneriske kategorier. Det har Hjelmslev og hans skole ikke fattet. Jeg har grundlagt et institut for æstetisk lingvistik, og i løbet af en måned udsender jeg det første skrift hvori jeg grundlægger min sprogteori".
Her ser man et eksempel på, hvordan refleksion og fordybelse er afløst af hovedløs aktivitet. For enhver pris må man være med. Det samme giver Storm Madsen udtryk for under et møde med Falck i Paris:
"Konkurrencen var skrap. Og hvis der skulle være tale om at gøre sig gældende på det amerikanske marked - og det ville blive nødvendigt, for stagnation ville betyde det samme som døden for galeriet - skulle der noget til, der kunne ses. Derfor var det nødvendigt hele tiden at være et hestehoved foran. Og derfor havde Storm Madsen, fuld af angst for fremtiden, vredet sig på sin seng nat efter nat og havde dag efter dag rejst sig stadig mere mørbanket, udmattet og forpint".
Som modsætning til den plagede kunstner dukker Lasse Arvidsen, der nu er en karikatur af en kunstkritiker, op. Selv om han - omgivet af piger - forsøger at erkende tilværelsens sammenhæng, kommer der ikke ret meget ud af hans indsats. Han fortæller dog August Falck om de tre døre, der fører til indsigt i tilværelsen: "Den ene er sensualiteten... Den anden er kunsten... Den tredje dør... er mystikken". Læseren aner, at det er nøgleord i Poul Vads opfattelse af livet, der ligger bag Arvidsens tre eventyrlige døre.
I fjerde og sidste kapitel vender romanen tilbage til kunstscenen i 1970'ernes Danmark. Museumsdirektør på Det Mest Moderne Museum, Viggo Vindsel, beskriver situationen:
"Verden af i dag var forandring, dynamik; alting var kulisser, der hele tiden udskiftedes. Hvordan skulle mennesker kunne føle sig hjemme i et museum, der virkede uforanderligt? Det ville bare frastøde dem, og så ville de holde sig væk. Nej, et museum skulle være et tilbud, og hele tiden nye tilbud".
Man hører let Poul Vads ironiske distance til de museer, der i udviklingens hellige navn har prostitueret sig og forvandlet sig til udstillingshaller i stedet for at være et alternativ til den hektiske hverdag. Overfladiske oplevelser erstatter viden, fordybelse og kritisk forholden sig til kunst.
Maleren Ivan Under, der både er fraværende og den, hele romanen kredser om, repræsenterer den kunstopfattelse, der ligger til grund for de værdier, som Poul Vads indirekte giver udtryk for i romanen Galskabens karneval. Den dobbeltydighed, der ligger i navnet Under, henviser både til hans skjulte levevis og til hans mesterskab. I et takkebrev til slagteridirektør Graff karakteriserer han sit mål som "at udtrykke noget uudsigeligt", og han fortsætter:
"At skildre rummets, lysets og tingenes hemmelige liv gennem farven og således trænge dybere ind i vores fælles virkelighed - det kræver mange overvejelser, stor ydmyghed og først og fremmest meget arbejde".
Selv om Ivan Under forsøger at unddrage sig den omsiggribende kommercialisering af kunsten, bliver hans værk, da han dør, netop solgt til en kunsthandler, der udelukkende går efter profit, og ikke til museumsinspektør Falck. På den måde bliver romanen en analyse af kunstnerens og kunstens vilkår i et samfund, hvor det afgørende er produktion og penge. Galskabens karneval var i Vridborg navnet på et stort maleri. Romanen af samme navn er en beskrivelse af kunstens gale vilkår.
Herefter er det op til læseren at tænke over, hvad han eller hun vil med kunst - og livet. Poul Vad selv valgte at lade Galskabens karneval blive sin sidste roman. Han opgav ikke kunsten, men helligede sig siden udelukkende kunstkritikken.
LINKS
Galskabens karneval på bibliotekerne
Litteratur om Galskabens karneval
- Henk van der Liet: Kontrapunkter. En studie i Poul Vads skønlitterære forfatterskab. Odense Universitetsforlag, 1997.
-
Henk van der Liet: Den kunstige virkelighed - om billedkunsten som motiv i Poul Vads
skønlitterære forfatterskab (side 73-91) og Kunstmafiaen (side 84-86) i: At se teksten. Essays om tekst og billede. Udgivet af Anne Scott Sørensen, Bo Hakon Jørgensen og Lars Ole Sauerberg. Odense Universitetsforlag, 1993. (Odense Universitets studier i litteratur, kultur og medier, nr. 2).
|
Silkeborg by og egn 
