En brik til en mosaik om H.C. Andersen og Silkeborg
Silkeborg i H.C. Andersens breve
Til forsiden


Du er her:
Forsiden Silkeborg i litteraturen H.C. Andersen H.C. Andersens breve Til C.St.A. Bille 1859

Ortografisk korrekt transskription af H.C. Andersens brev til Steen Bille

[Side 1]
Silkeborg den 24 Juni 1859


Kjære lykkelige Ven!

Ja, lykkelige Ægtemand! De og Deres Frue have det velsignet, kan jeg tænke!
"Saa smukt er ingen Steder,
som hos et nygift Par,"
synger Poeten og det en Poet, man kan stole paa, for han er Pebersvend, og har altsaa seet med misundelige Øine. De boer altsaa nu paa det høie Slot paa Stenkulstorvet med aaben Udsigt gjennem Volden, Solskin i alle Stuer, Solskin i begge Hjerter, saaledes som det skal og maa være, gjerne havde jeg skrevet lidt tidligere, men jeg tænkte som saa: en ung Ægtemand

[Side 2]
bryder sig ikke om Brevduen han og hans Halvdeel kunne selv være Duer! jeg tænkte ret paa Dem Deres Bryllupsdag, jeg haaber min Vise blev sjunget og den fandt Stemninger der kaldte den god! - Vil De nu tage Deres elskværdige Frue i begge Hænder, see hende ind i de kloge, milde Øine og bringe min Hilsen, jeg sender en heel Bouquet af gode Ønsker, dem kunne De stikke i Speilet som Vesitkort fra mig og, ikke sandt, De vil imellem venligt erindre at jeg hører med til Vennerne. Brev fra Dem venter jeg egentligt ikke, dertil er De endnu for ung Ægtemand, De har ingen Tid, men skulde De faa den, da er jeg her paa Silkeborg til den 5 Juli, dernæst

[Side 3]
6 a 7 Dage paa Nørre-Vosborg ved Ringkjøbing, efter den Tid veed jeg ikke bedre end at opgive Dem som mit Opholdssted, den gode Stad: Aalborg.
Glæder De mig med Brev da lad mig ogsaa vide hvorledes Henriques have det, og send mig de kjære Menneskers Adresse, jeg vilde nok skrive Fru Henriques et Brev til, eftersom jeg, før min Afreise fra Kjøbenhavn, ikke fik hende og hendes Mand sagt Lev vel! -
Her paa Silkeborg er kun fru Drewsen og Datteren Fru Krieger hjemme, Drewsen er i Kjøbenhavn og har snart været der en heel Uge. Veiret er koldt og stormende, Langsøen vælter store hvide Bølger, den "vender det Hvide ud ad" som man siger, det er et Vejr som jeg kan ønske mig det ved Vesterhavet. - Marryats have allerede været her i Silkeborg, de bleve tre Dage, vare i stor Henrykkelse over Egnen, siger man, og reiste netop tidlig om Morgenen, som jeg kom Aftenen

[Side 4]
forud. Storken, De veed at den er min gode Ven, har jeg strax fortalt at De holdt Bryllup, jeg er vis paa han nok erindrer det og ved Leilighed betænker Dem. To nye Historier skreev jeg før jeg forlod Kjøbenhavn, "Pen og Blækhuus" - samt: "Deilig"!"! - Paa Basnæs kom en tredie Historie: Veirhanen og Gaardhanen, her i Jylland har jeg endnu ingenting bragt paa Papiret uden Breve, dette er saaledes eet og om ikke vel skrevet, saa inderligt vel meent. Nu Gud glæde og velsigne Dem i Deres nye Livasafsnit og tænk venligt på Deres
hjerteligt hengivne
H.C. Andersen.
Til
Hr C. St. Andersen Bille.

*) 'Stenkulstorvet er ikke så mystisk endda. Det er en "joke" fra Andersens side. Modtageren af brevet hedder Sten til fornavn, og han er flyttet ind i en lejlighed på Kultorvet'. Venligst oplyst af Johan de Mylius 8. april 2005.

Links til de tre omtalte eventyr på Arkiv for Dansk Litteratur, Det kongelige Bibliotek: Carl Steen Andersen Bille (1828-1898). Politiker og redaktør. Gift 8. juni 1859 med Louise Mogensine Ipsen (1841-1926). Bille var redaktør af avisen Dagbladet og opholdt sig i 1852 og 1853 som gæst hos Michael Drewsen og blev her inspireret til tre artikler om Silkeborg, som han lod trykke i Dagbladet den 5., 6. og 8. august 1853, altså ganske kort tid før H.C. Andersen udgav sin artikel Silkeborg. Billes artikel er optrykt i Otto Bisgaards "Fra Silkeborgs nybyggertid. H.C. Andersen og Michael Drewsen", 1935, s. 111-121.

Brevet er transskriberet af Per Hofman Hansen med kyndig bistand af dr. phil. Erik Dal efter scannet kopi i Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg. Tak til Solveig Brunholm på Syddansk Universitet for supplerende oplysninger. Original i H.C. Andersen-Centret ved Syddansk Universitet, Odense. Mellemrubrikkerne er indsat af redaktionen.

Til toppen
Redigeret og tilrettelagt af bibliotekar og webredaktør Per Hofman Hansen i samarbejde med leder af Lokalhistorisk Arkiv Hanne Arent.

Silkeborg Bibliotek 30. marts 2005. Opdateret 6. juni 2005. Find på websiderne. Webredaktionen