Brev fra H.C. Andersen til Amalie Drewsen. [Teksttro version]
Brevet, som er på 4 sider, er et af de meget få bevarede fra H.C. Andersen til Amalie Drewsen i Silkeborg. Det er velvilligst stillet til rådighed af Frederiksberg Bibliotek og bibliotekar Michael Bach, der med kyndig bistand af dr. phil. Erik Dal, har stået for den vanskelige transkription. NB! Mellemrubrikkerne er indsat af redaktionen.
Klik på de enkelte sider for at se dem i stor udgave. De enkelte sider måler 21 x 27,5 cm.
Tekstro gengivelse - Se også den lettere moderniserede udgave
Herunder en gengivelse efter det originale brev bogstav for bogstav, ord for ord:
[Pag. 1r]
Kjøbenhavn 12 Novembr 1855
Kjære Fru Drevsen !
Tak for Deres Brev, det var saa inderligt, saa rigt, De veed
det maaskee ikke selv ! Det var skrevet ud af Deres Sjæl
og den man skriver til ret ud af Hjertet er man god
derfor Tak, hjertelig Tak! - men De lider, der er en
Sorg i Deres Hjerte og jeg har hørt der om, jeg veed de
bittre, smertelige Forhold der kan opstaae mellem selv de
Nærmeste, mellem dem der maatte være os de kjæreste.
Jeg selv, der staaer uden Slægt, og som man kalder det
ganske ene, har kjendt det, forstaaet det og De kan
troe, just jeg har tidt lidt - maaskee ved egen Skyld, thi
i det jeg levende opfatter, er som et klart Vand hvori
Alt afspeiler sig, saa fornemmer jeg ogsaa det Smertelige stærkere, end de fleste Andre. Men af Alt
Bittert og Tungt, kommer noget Godt, det har mit
Livs Eventyr lært mig, det har jeg i de der nedskrevne
Blade villet vise. Saalænge de tunge Søer [....]
og vi ere paa dem, lide vi, men Søerne bringe
dog til Maalet, i Angestens Time løftes vort
Sind til Gud, og naar man ret ser ham, saa kommer
nok Hjelpen. - Der aander en Forstemthed i Deres Brev
som jeg forstaaer, men den maa løftes, Eensom-
heden i Ørken-Oasen, thi det er Silkeborg, virker
aldrig oplivende, men Deres Mand og Børns Kjærlighed,
Deres Venner, og til dem regner jeg mig i Sandhed,
maa have nogen velgjørende Magt.
Jeg maatte smile, da De i Deres
Brev gjenkalder vort Børne-Vrøvleri, Cholera-Sommeren jeg tilbragte hos Dem, jeg var lidende, aandelig
nervøs, De kjendte mig ikke, saae altfor let
min Verdens Keitetheed, De var naturlig, jeg pirrelig,
saa tullede/rullede[?] vi forskjelligt, det har jeg længst [for]
[Pag. 1v:]
staaet og vi have jo talt med hinanden derom i Kjøbenhavn, klaret det Hele;- det maa ikke nævnes igjen,
Mit Livs Eventyr har, haaber jeg belyst denne min hele
Personlighed, med mine Feil og - min gode Villie.
Gid De ved Læsningen heraf maatte komme til Forestillingen om at jeg vistnok har et ganske sundt Blik
for Naturen og for Menneskene selv, og da vil jeg
benytte denne Forestilling til at sige Dem, at det
er ganske urigtigt, syndigt mod Vor Herre og Dem
selv, thi jeg antager Deres Udtalelse for Sandhed,
for Noget De i det mindste i Stemning troer,
De nævner den selv, De skriver om "ubegavede
Stakler" - hvor kan De det! vær sand! - De er
ikke, og kan ikke nævne Dem mellem disse!
men De er i et tungt Humeur, De lever lidt
for ensomt, De er en Natur, som hører
hjemme i den vexlende Verden, om De
selv var Dronningen paa Jyllands Hede, et
Dronningeliv der, er for en aandfuld Sjæl
ikke Hjemstedet, men De maa nu være der
og herfra udspringer ogsaa meget godt.
Snart er
det Sølvbryllupsfest - jeg kunde have Lyst at være
med der, men jeg kommer ikke, Egoisten er
det, skal jeg være ærlig - Veien er lang, Vinden
kold, som Walter Scott synger i the last Minstrel,
og dog tog jeg hellere den lange kolde Vei, mellem
os sagt - end til Nysø, hvorhen Baronessen i disse
Dage med alle Beqvemmeligheder kalder mig,
jeg troer virkelig hun er mig god, og Baronen holder
jeg meget af, men jeg kommer der dog ikke, [afrevet hjørne]
Reisetider, - til Silkeborg flyver Tanken paa
[Pag. 2r:]
Festdagen, og mange Dage og Aftener. Deres Svigerdatter
Olivia kjender jeg egentligt slet ikke, men er Ansigtet et
Titelblad, saa lover hendes en god Bog.
De skriver
at hun havde Lyst at skrive mig til da hun havde seet
mit Levnet, gid hun havde, det vilde have glædet mig
særligt. Hils hende fra mig og - faae Deres Mand
til at læse mit Levnet, jeg har ham kjær, meer
end han vist troer - og saa vil jeg ogsaa at han skal
kjende mig og maaske synes om mig.
De veed at jeg var vred paa Høedt, jeg troer
endnu, at jeg havde Ret der til, men han er en virkelig
begavet Natur, har han gjort mig lidt Uret, lad
saa være, det er glemt, jeg har forstaaet ham,
og han forstaaer maaskee mig, jeg har været
og er meget glad ved den Dygtighed der udfolder
sig hos ham. Det er en sand Nydelse at se
hans Genialitet i Hoftheatret. Dette Theater er
det egentligt fremadskridende. Forleden gav de der
"Berthas Klaveer". Høedt fik Taarer i mine
Øine, hans kristne Gemyt, det jeg aldrig havde
tiltroet ham, jeg fik som sagt Vandet i Øinene, og jeg
er nu eengang saa, jeg maa udtale mig, [..?..],
vise min Glæde og jeg styrtede op paa Theatret
ind til ham og, ja jeg veed ikke hvorledes jeg
sagde det, men jeg har dog sagt det, som det skulde
thi man har fortalt mig at det havde ret inderligt
fornøiet ham. - Han er en virkelig Kunstnersjæl. -
Skriv mig snart til, dersom De i dette Brev
har forstaaet og følt hvor sandt og - tør jeg sige -
broderligt - jeg opfatter og skatter Dem. Hils Deres Mand
som jeg saa inderligt holder af ! Hils den kjære
velsignede Fru Kri[e]ger og hendes Mand; og saa maa
De ogsaa bringe min Hilsen til Valdemar og Familie[?]
ligesom til Bindesbølls og alle Venner, Christian og
hans Brud - ja det klinger saa stort - Olivia Fürst, mine
Hilsener. Gud glæde og bevare Dem selv kjær, gode Fru
Drevsen. Excellencen Collin, Hustrue og Gottlib sendes mange Hilsner
[...] Deres hjerteligt hengivne H.C.A.
Se også den lettere moderniserede udgave
Brevet, som er på 4 sider, er et af de meget få bevarede fra H.C. Andersen til Amalie Drewsen i Silkeborg. Det er velvilligst stillet til rådighed af Frederiksberg Bibliotek og bibliotekar Michael Bach, der med kyndig bistand af dr. phil. Erik Dal, har stået for den vanskelige transkription. NB! Mellemrubrikkerne er indsat af redaktionen.
Fredrik Høedt (1820-1885) var i en årrække skuespiller på Det kgl. Teater under J.L. Heibergs direktion. Men i april 1855 kom det til et brud, der betød at Høedt gik til Hofteatret og i sæsonen 1855-56 spillede et meget let repertoire, der fjernede det store publikums interesse fra Det kgl. Teater, og som bidrog til Heibergs fald som chef. På Hofteatret spillede Høedt i den nævnte sæson i alt 13 forskellige roller, deriblandt Herman Bache
i «Et enfoldigt Pigebarn», Jules Albert i «Berthas Klaver» og Grev Baudelot i «Den sidste Nat».
Høedt blev på Det kgl. Teater nok aldrig helt den skuespiller, man havde forventet efter hans succesombruste debut med "Hamlet", men hans smag og imitationstalent gjorde ham derimod til en fortrinlig oplæser af netop H.C. Andersens eventyr. De blev små skuespilmesterværker ved skarp og vittig karakterisering af personer og ting. (Kilder: Dansk Biografisk Lexsikon, 1. udg., Bind 8 (1894), s. 218-219 (også On-line på Projekt Runeberg), Dansk Biografisk Leksikon, 2. udg., Bind 11 (1937), s. 66-67. Robert Neiiendam: Michael Wiehe og Frederik Høedt. Udgivet i anledning af hundredåret for deres fødsel. Kbh., 1920. (Omkring Teatret, Bind 2), s. 43-44 og 62-63).
Redigeret og tilrettelagt af bibliotekar og webredaktør Per Hofman Hansen i samarbejde med leder af Lokalhistorisk Arkiv Hanne Arent.
|