|
Poul Vad
Døgnet (Taber og vinder, 2)
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Døgnet udgivet af Forlaget Arene i 2003 med omslag af Eli Lund.
|
|
"I skolen kunne jeg sidde og se ud på toppen af store træer som var synlige over de nederste, matterede ruder. Med hånden under kinden fulgte jeg deres bevægelser mens jeg med eet øre fulgte undervisningen. Det var som om jeg ikke var kommet længere end da jeg sad på skolebænken og kiggede ud, træerne dyssede mig hen i uvirksomhed, deres skinnende løv der spillede i solen og deres grene der gyngede frit og let foregøglede mig en eller anden uopnåelig frihed, en anden tilværelse der kaldte ubestemmeligt".
Sådan skriver Poul Vad i Døgnet, der oprindeligt blev udgivet som midterste del af romanen Taber og vinder i 1967. Med denne henvisning til sin skolegang på Vestre Skole i Silkeborg sigter forfatteren til en central problemstilling: det bundne og rutineprægede liv over for en vag drøm om fri udfoldelse.
Mens vi i Dagene fulgte den moderne turist, det rodløse menneske, under et sommerophold i Paris, følger vi i Døgnet det bundne menneske, nemlig en funktionær på et kontor, som en efterårsdag lider under hverdagens grå monotoni: Fra den tidlige morgens "søvnlignende" tilstand over en kedelig arbejdsdag til fyraften, hvor han til sidst sover ind. Alt er registreret nøjagtigt og mekanisk:
"Jeg åbnede døren til køkkenet med højre hånd, og idet jeg trådte over tærsklen rakte jeg venstre hånd frem og drejede den nærmeste kontakt på el-komfuret en kvart omgang til højre så den stod vandret. Komfuret havde sin plads til venstre lige inden for døren, kontakten gav et kort smæld".
Romanens tyve kapitler står som ensartede, massive søjler, der danner et dækkende, grafisk udtryk for den trivielle tilværelse. Hvert kapitel retter fokus mod en af døgnets mange små episoder. Først er jeget hjemme, så på arbejde for til sidst at komme hjem igen, - og alt vil begynde forfra igen i morgen.
Jeget har et fremmedgjort forhold til de øvrige ansatte. Kontordamerne er anonyme og omtales som fru A, fru B og frk. C. En enkelt usympatisk fagfælle kaldes vittigt ‘knaphulsblomsten’, mens jeget spejler sig i den målbevidste kontorassistent, der er eet med sin pligt og sit arbejde i modsætning til jeget. Hans liv virker opløst, fordi hans store sensitivitet lader alt smuldre:
"Jeg var slebet ned til en tynd smertende flade lukket omkring et kaotisk og usammenhængende indre, jeg klyngede mig til skrivebordet, telefonen, kuglepennen, et smalt hjørne af virkeligheden som var mit, som jeg kunne overkomme, mens eftermiddagens timer klaskedes sammen til een stor smertende time der ikke ville rinde ud".
Døgnet er en minutiøs og præcis skildring af det moderne menneskes forhold til sig selv og andre. At være tilstede opleves som tortur, så man er nødt til at beskytte sig bag en falsk maske. Jeget gennemskuer systemet og nægter at lade sig tyrannisere: "jeg hævdede min suverænitet", og han tænker undertiden ubehagelige personer bort for at bevare sin integritet. Han kan ikke engagere sig og være nærværende, men må hele tiden distancere sig.
"Det var som om jeg stod her og skulle tage stilling til hvordan jeg skulle gribe hele min tilværelse an, og om jeg overhovedet skulle gribe den an".
Romanen søger efter livets kerne og menneskets identitet ud fra en eksistentiel, psykologisk holdning, og jegfortælleren fremstiller moderne mennesker som marionetter "styret af usynlige impulser". Systemet har taget magten over dem:
"ritualerne der regulerede vores samvær, havde grebet os, ubarmhjertige i deres betydningsløshed".
Beskrivelsen af samtidens liv får karakter af manual for menneskers mekaniske færden i en tilværelse uden mening. Alligevel søger de efter mening, og deres søgen må nødvendigvis være hildet, for de har kun en yderst uklar forestilling om, hvad et sandt liv er.
Størst indtryk gør jegets tanker om sin kone. Forholdet til hende er skildret som sammensat og dog ømt. Ensomme lever de to ægtefæller ved siden af hinanden ude af stand til at udfolde sig sammen. Det er en hudløs og fintfølende registrering af, hvordan selv to ægtefæller har svært ved at nå hinanden.
Takket være den udstrakte brug af medsyn kombineret med en jegfortæller kommer læseren til at "leve" døgnet med, og jegets erkendelse af, at alt bliver til usammenhængende detaljer, der gør ondt, bliver let læserens.
Grænsen for iagttagelse og erkendelse overvejes i forbindelse med jegets forsøg på en forståelse af sin egen identitet:
"Bevidstheden, det som var mig, samlede sig et sted uden for min rækkevidde, på een gang inden i og uden for min krop".
Jeget mangler en overordnet forståelse af tilværelsen og spekulerer til sidst mere over forholdet mellem søvn og død end over livet. Det bundne og rutineprægede liv er et uliv.
Ligesom f.eks. Herman Bang forholder Poul Vad sig som iagttager, og begge registrerer andre menneskers gøren og laden, men i modsætning til Bangs "stille eksistenser" er Vads personer så stille, at der slet ikke bruges direkte tale i bogen, og hans udsøgte udvælgelse af detaljer understreger opfattelsen af mennesket som objekt, hvad enten det er lejlighedens møblering eller de skinner, der får toget til at ryste. Det er tingenes tyranni. Med interessen for den banale hverdag knytter Poul Vads bog an til den franske forfatter Michel Butor, idet det banale for begge forfattere er et håndgribeligt udtryk for tilværelsens essens.
Man kan i forbindelse med læsning af Døgnet ikke lade være med for sit indre øje at se grafikeren Palle Nielsens fremstilling af det moderne menneske i "Orfeus og Eurydike" fra samme periode.
Til Døren (Taber og vinder, 3)
|
|
Silkeborg by og egn 
