|
Poul Vad
Dagene (Taber og vinder, 1)
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Dagene udgivet af Forlaget Arene i 2003 med omslag af Eli Lund.
|
|
Dagene udkom oprindeligt som første del af romanen Taber og vinder i 1967, men i 2003 som selvstændig bog.
Romanen handler om en ung mands ophold i Paris under en hedebølge. Han er kommet til metropolen for at se en udstilling, men det er ikke malerierne, der fanger hans opmærksomhed. Det er de andre udstillingsgæster og hans egne reaktioner, og på samme måde som jegfortælleren iagttager, iagttager vi som læsere ham og følger alle hans tanker.
Som en klassisk flaneur flakker han om uden mål og med. Han bliver udtæret af tilværelsens monotoni, der i teksten understreges af, at hvert kapitel er en eneste lang tekstsøjle uden afsnitsinddeling. Hovedpersonen vandrer hvileløst omkring og iagttager, opfyldt af spleen, utilfreds med verden og sig selv men alligevel fascineret af kvinder.
Grunden til miseren formulerer jegfortælleren allerede på en af de første sider: "Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv". På grund af tomheden i sit liv indsnuser han i ekstrem grad storbyens atmosfære:
"Jeg vidste ikke hvilken betydning denne spand havde, den trængte ind i mig som den stod der på fortovet, den tog bolig i mig og blev en del af mig, jeg tog den med mig derfra, den var en gave til mig, den indtog sin plads i mit indre galleri".
For flaneuren bliver kunst og affald en enhed. Det tilfældige affald bliver nemlig billede på menneskets tilværelse og dermed får det karakter af det evige. Det ligegyldige bliver helligt, bliver kunst og et billede i hans "indre galleri". Jegets smerte flyder over og efterlader ham følelsesløs. Sammenstødet mellem på den ene side æstetiske og erotiske værdier og på den anden tilværelsens meningsløshed får sit præcise udtryk i paradokset, som er bogens foretrukne stilistiske virkemiddel: "Værelsets vægge sluttede om mig med deres fremmede og nu efterhånden fortrolige udseende".
Jeget vakler mellem manglende selvværd og en overdrevet selvhævdelse. På en bar med spejlklædte vægge sidder han og spejler sig, og spejlbilledet bliver til genspejlinger, der gentager sig uendeligt. Interessen for selvet ender i selvhad, og jeget når bunden i bogens midterste kapitel, hvor han som et antiklimaks rammes af en voldsom diarré, der viser, i hvor høj grad han væmmes ved livet.
Inden da har han midt i sin enerverende ensomhed tilfældigt truffet en klike turister, og en af dem, den rige amerikaner Daisy, tager ham straks under sine vinger og med hjem på sit hotelværelse for næste morgen af fortælle ham om sin ulykkelige kærlighed og flugt til Europa som turist. Mødet med hende bliver anledning til en erkendelsesproces, og han indser forskellen mellem turistens omflakken og sin egen færd:
"jeg var kommet her for at gøre en alvorlig indsats i min tilværelse og den ville for alvor være umuligjort hvis jeg hver aften skulle drikke mig fuld sammen med Daisy og først komme i seng langt hen på natten".
Han har gjort et forsøg på at få lidt ud af sit ophold, så på trods af tilværelsens tomhed har han dog et mål for sit liv. Under opholdet i Paris’ varme helvede forstår jeget langsomt, at han må tage sin skæbne på sig, at han rummer en kerne af fri vilje, og at han er "en mulighed". Af denne eksistentielle erkendelse følger en accept af, at tilværelsens trivielle gentagelser er nødvendige, og at livet rummer mange blindgyder. Hans erkendelse af, at det er nødvendigt at handle, bliver dog kun til en forestilling om at gøre noget, og han drømmer om at give Daisy røde roser som tak for hendes umiddelbare nærhed, men lader det blive ved tanken.
På flyrejsen hjem oplever han dødsangsten, da jorden forsvinder under ham, og han kun er omgivet af "den ensartede blå himmel". Man spørger sig selv, om jeget nogensinde kommer længere med sit liv, for han er den evigt reflekterende og iagttagende.
Det er en belæst jegfortæller, der stiller det moderne menneskes tomme liv til skue for læseren. Der er tydelige henvisninger til Charles Baudelaires Les fleurs du mal, idet begge er optaget af storbyen, flaneuren, det erotiske, men Dagene rummer dog ikke den samme dæmoni, fordi jeget mangler engagement. Romanen, der er en psykologisk analyse af flaneurens ulidelige liv set ud fra en eksistentialistisk tankegang, slutter med en henvisning til Rainer Marie Rilkes Malte Laurids Brigges optegnelser, der kredser om forholdet mellem kunst, liv og død.
Til Døgnet (Taber og vinder, 2)
|
|
Silkeborg by og egn 
