|
Poul Vad
Døren (Taber og vinder, 3)
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Døren udgivet af Forlaget Arene i 2003 med omslag af Eli Lund.
|
|
Døren, der er titlen på sidste del af Poul Vads roman, Taber og vinder, fra 1967, udkom som selvstændig bog i 2003. Også denne del handler om moderne menneskers liv.
Den begynder med en jegfortæller, der går ud i verden med bevidstheden om, at det er et eksistentielt projekt. Øjeblikket svulmer samt bliver uendeligt langt pga. den meget omhyggelige registrering af ethvert fænomen og de eksistentielle overvejelser, som jeget gør sig: Det er nødvendigt at vælge den rette vej "med en hel følelse af rigtighed", for man kan aldrig gøre et valg om. Fortælleren kan derfor heller ikke handle spontant, men er et dybt reflekteret menneske, samtidig med at han oplever gaden som "kaldende... med alle sine muligheder".
Rundt om i byen møder han en række mennesker, der hver især viser en måde at leve i moderniteten. Fra den subsistensløse til de etablerede par. Nogle er ved at gå til, andre lever uforløste med en drøm om fri udfoldelse og stor kærlighedslykke.
Den første, jeget tilfældigt møder på gaden, er den gamle ven, Guf. Han optrådte allerede i De nøjsomme, men er nu blevet hjemløs og alkoholiseret. I et stormagasin møder jegfortælleren skønne og æggende kvinder, og han giver en interessant analyse af kvinders forhold til et stormagasin, hvor man kommer for at "bevæge sig rundt i denne plasma af kvindelighed, for at føle sig selv og de andre, kvinder og mænd, flyde rundt i denne orgiastiske atmosfære". Selv stormagasinets toilet bliver anonymt og hvidt i modsætning til gammeldags toiletter på banegårde med deres lugte af liv og lokumstegningers kraft.
Ligesom Guf lader veninden Kim, der bor på et kvistværelse i en forfalden ejendom, stå til, mens hun venter på, at den eneste ene, en neger, hvis sprog hun ikke kan tale, skal dukke op.
I et rækkehus i et forstadskvarter besøger jeget vennen Alf og hans kone og oplever, at inddelingen i små parceller med grønne hække omkring modarbejder enhver fornemmelse af, hvor stor verden i virkeligheden er. Poul Vads beskrivelse af forstadslivet i 1960'erne er en nekrolog over parcelhus-humanismen i Danmark, fordi indretningen kvæler livet.
"Denne humanisme er den fredsommelige og ubestemmelige slags, den officielle religion i utallige forklædninger, og den trives ualmindelig godt på villavejene, i haverne, i husenes hyggelige halvmørke, kort sagt alle de steder hvor mennesker omkommer i stilhed, kvæles, dør, med små gisp som ikke engang trænger ud til de forbipasserende. Har vi det ikke godt? har vi det ikke hyggeligt? forsikrer vi ustandselig hinanden".
De personer, jeget møder i bogen, viser mulige måder at leve livet på. Men fælles for flere af dem er, at de lader stå til, at deres valg ikke er eksistentielle, men kun foreløbige. De bliver aldrig tilfredse med deres liv. Tværtimod bliver de årsag til andre menneskers lidelse f.eks. pga. utroskab.
Jeget karakteriseres gennem sine venner og de tanker om vennernes liv, som han gør sig. En sen eftermiddag møder han en gift kvinde. Hun "evnede hele tiden og i alt at være sig selv bekendt". Efter at de har været sammen, reflekterer han over menneskers handlinger, som man kan forholde sig til, men som kan dække over et andet indre. Efter at de to har overskredet deres grænser, tager de afsked med hinanden, idet jegfortælleren optræder kværulantisk og kontrært som et uartigt barn.
Samværet med den modne kvinde modstilles af mødet med John, som vi også kender fra De nøjsomme. Engang forestillede han sig et liv som læge blandt Canadas indianere, sådan som børne- og ungdomsbøger beskriver drømmen om et mere oprindeligt liv blandt de vilde end det, der venter europæeren hjemme. Nu er han blot den bilist, der fabler om fri udfoldelse og hver aften parkerer foran højhuset på den velkendte parkeringsplads.
John er imidlertid ikke, som han plejer at være, for konen har indrømmet, at hun er ham utro med jeget. Jeget erkender sin indre ondskab, og at han kører livet igennem i bestemte skurer uden at kende sig selv: "måske forberedte vi os blot til helt og fuldt at påtage os de skæbner vi selv havde beredt os. Vi var de skæbner vi valgte og forenede os med".
I bogens længste kapitel kommer grundlæggende synspunkter til udtryk i en næsten sokratisk samtale mellem jeget og en kvinde, der er vis som den Diotima, der er Sokrates’ alter ego. Hun siger:
"Man fødes med en krop, en tanke, en idé, det skal alt sammen bruges, man har pligt til at pleje det og passe det og det er ens første pligt, at man skal tænke på sig selv først, ikke for at beskytte sig men for at kunne bruge sig selv helt og kaste sig selv hel ind i spillet."
De taler om angsten for at stemple andre og begrænse deres vækstmuligheder. Forholdet til næsten får karakter af den tyske filosof Immanuel Kants (1724-1804) kategoriske imperativ: "Du skal handle således, at den maksime, under hvilken du handler, skal kunne være en almen lov".
Det er intentionerne bag handlingen, der er afgørende.
Efter denne vigtige samtale tager jegfortælleren hjem og siger til sin kone, at han vil skilles.
I sidste del møder vi igen personerne og får uddybet kendskabet til deres personligheder. Guf, der ligner en silen (sådan blev Sokrates også karakteriseret) er den, der lever i balance med verden, fordi han har trukket sig tilbage fra den. Han tager skarp afstand fra følelsen af medlidenhed med jegets forladte kone. Alf, den evigt rastløse enthusiast, og John med martyrens rolle støder til. Om jegfortælleren selv hedder det: "Hvad mig selv angik havde jeg hele tiden stræbt efter det overordentlige, derfor havde jeg tabt det mest nærliggende af syne og havde mistet begge dele".
Den verden og de personer, der beskrives, kan forstås ud fra den tyske filosof, Arthur Schopenhauers (1778-1860), opfattelse. Han siger i sit hovedværk, Verden som vilje og forestilling, fra 1819, at verden består af fænomener, og at menneskes liv er styret af en irrationel og meningsløs livsvilje, som aldrig kan tilfredsstilles, og som er årsag til lidelse. For ham er jeget en illusion, idet livsviljen er den samme hos alle mennesker. Man kan undslippe den blinde drift gennem den æstetiske oplevelse, dvs. via kunst og gennem askese. For Schopenhauer er medlidenhed en måde at sætte sig ud over sin egen individualitet, men for hans arvtager, Friedrich Nietzsche (1844-1900), er det udtryk for svaghed, et synspunkt, som Guf giver udtryk for.
Hen mod slutningen ser vi en grotesk scene, hvor Gufs lig dissekeres. Dissektionen danner modsætning til en filosofisk, misantropisk samtale i begyndelsen af sidste del af Taber og vinder om buster, der viser forskere, der tilsyneladende kan undvære deres krop. Guf "kunne ikke forklares. Han var en irreduktibel størrelse. En uhyrlighed. En person". Man forstår, at et menneske hverken kan nøjes med tanker eller krop. - Til sidst byder jegfortælleren Kim op til dans på et værtshus:
"Rundt om os gled tingene og menneskene bort og blev uvedkommende, vi havde med det simpleste materiale, nemlig vore egne kroppe og et ret begrænset antal bevægelser, skabt en sfære der blev holdt oppe ved hjælp af musikken og vores egen kraft, og hvor vi kunne opholde os nogle kostbare minutter. Her havde andre ikke adgang. Men efterhånden var det som om det ikke var vore egne ben men musikken selv der bar os. Benene havde vi glemt. Vi var kun bevægelsen, og bevidstheden om bevægelsen. Musikken blev ved med at strømme fra jukeboxen, som bølger der stadig fornyedes. Vi havde kastet os ud i strømmen. Den bar os, og vi svømmede".
Jeg-fortælleren vender derefter hjem en tidlig morgen og går ind ad sin gadedør mange refleksioner rigere.
Tilbage til Taber og vinder
|
|
Silkeborg by og egn 
