|
Poul Vad
De nøjsomme
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Hugo Arne Buchs omslag til De nøjsomme fra 1960.
|
|
"Hun boede på pigekostskolen og gik i 3.G, hun var ukritisk modtagelig for alt og om kredsen omkring Guf lå der en aura af eventyr, forbudte nydelser og mystik, alt det som savnedes på kostskolen og i byen iøvrigt, med dens småborgerlige, indelukkede atmosfære. "Jeg kunne s’gu næsten smage den," sagde Wang, "den var streng. Der var ingen luft, du ved, ingen plads for helvede. Når man slog en skid i den ene ende af byen kunne det høres i den anden. Hvad er resultatet: alle går og kniber sammen. Og hvis man skal gøre oprør, hvad gør man så? man slår en skid, ikke? man slår en hel serie og går rundt i sin egen skidelugt, det gjorde de og den var også mægtig intens".
Denne studentikose beskrivelse af efterkrigstidens Silkeborg findes i Poul Vads debutroman 'De nøjsomme' fra 1960. Men scenen er i øvrigt forlagt til storbyen København. Bogen begynder med Henriks møde med Susanne fra Silkeborg, og den slutter med, at de følges "ned ad trappen". Der sker ikke meget. I en række korte kapitler med detaljerede beskrivelser får vi glimt af hverdagslivet, som det kunne se ud i en storby i begyndelsen af 1950'erne: Man lader stå til og slår tiden ihjel på en kaffebar eller med en fest. Det er et liv i tomgang.
Som i et klassisk drama følger vi personerne i fem episoder fra efterår til forår. I første kapitel bliver vi præsenteret for personerne, og derefter følger afsløringen af deres problem: et trivielt og indholdsløst liv på trods af flere erotiske trekanter. Højdepunktet er en fest midt i bogen. Til slut får vi nogle vigtige samtaler mellem Henrik og de kvinder, han møder på sin vej. Samtalerne giver anledning til refleksion og accept af vilkårene. Det er ikke dramaets skelsættende begivenheder, men Henriks afgørende erkendelse af, at: "Altid ventede en ny dag og man måtte se at komme ovenpå, man måtte klare tingene, uden ligegladhed, så de fik deres værdi igen". Så lidt er der at leve for. Det er fugls føde.
Krigens og efterkrigstidens Henrik
Det halve år, vi følger Henrik, viser ham som en reflekterende æstetiker. Men sådan har han ikke altid været. Han fremstilles som to forskellige mennesker. Under krigen var han den, der inden for modstandsbevægelsen handlede umiddelbart og spontant for: "Under krigen troede man på noget". Derfor oplevede han krigen som let, og bagefter blev den en æstetisk oplevelse. Han så den "for sig som billeder, som en film der blev kørt igen og igen efter mange års forløb". Hans værdier var dengang indlysende, og derfor var det let at handle. Krigen beskrives nøgternt og redeligt, men tiden bagefter virker som et antiklimaks:
"Ikke skuffelse, ikke bristede forhåbninger, blot hverdag, en uendelig lang kæde af meningsforladte hverdage som tabte sig ud i fremtiden. Det var som om han havde levet sit liv til bunds og til gavns, og nu lå pludselig, og helt uventet disse år forude, som en byrde han fik læsset på sig - hvad skulle han stille op med dem?"
Efter befrielsen går Henrik som en anden Don Juan bevidstløst fra den ene kvalmende oplevelse til den næste, og en dag gifter han sig. Men det ændrer ikke hans oplevelse af tilværelsen. Han er en æstetiker uden engagement. Et menneske, der blot registrerer og lader alt ske uden de visioner og den dermed forbundne energi, der skal til for at opbygge et nedslidt samfund. Henrik er ganske vist ingeniør, men en ironisk pendant til den lange række af ingeniører i dansk litteratur. Arbejdet giver ham hverken identitetsfølelse eller glæde, mens han tiltrækkes af Susanne, der lever som bohéme.
Kulmination
Romanens højdepunkt er som nævnt den fest, Henrik og hans kone arrangerer ved nytårstid. Den begynder med et orgie af mad og drikke, der bliver sat på bordet. En lang opremsning af brød i gyldne farver bliver beskrevet som "et nature morte af madvarer":
"De bar tallerkener og glas og knive og gafler og papirsservietter ind, og derpå bakker med brød skåret i skiver: der var fuldkornsbrød af en mørk, terra de siena-agtig farve spættet med lyse, gullige korn, lyst okker-farvet rugbrød, pumpernickel der var sortbrunt, næsten tjæreagtigt i farven, hvidt lysende, blødt franskbrød med gulbrun, sprød skorpe, papirtyndt, tørt, sandfarvet knækbrød og runde okkerfarvede og gullige kiks. Og de satte smør ind på to desserttallerkener, på hver lå to tykke skiver smør, frisk fra køleskabet, skarptskårne blokke der glinsede med fugtdråber. Derpå bar de maden ind, pålæg fordelt på et utal af assietter som til sidst dækkede hele bordet".
Æstetiseringen af det veldækkede bord indgår som et klimaks i den barokke fest. Madorgiet bliver et kortvarigt brud på livets trummerum. Alle drikker sig fra sans og samling, samtidig med at de udfolder en uengageret erotik. Det bliver en sjældent ufestlig fest, for deltagerne har ingen værdier og intet at glæde sig over.
Henrik færdes uden mål blandt sine intellektuelle venner som en tilskuer, der ikke ved, hvordan han skal handle. I stedet iagttager han opmærksomt sine omgivelser. Ikke mindst de mange kvinder. Som den æstetiker han er, udvikler nogle af beskrivelserne sig til rene malerier, der er viser Poul Vad som en sikker stilist:
"På gasbordet stod en kasserolle med bunden dækket af flere uger gammel havregrød, grå, hård og sprukken som et månelandskab. En franskbrødsskorpe var blevet hård som sten og havde fået en smudsiggrå farve. Oven i hinanden stod et par tallerkener med et brunt fastfrosset fedtlag. Og der var snavsede knive og gafler, og kopper som var sortbrune indvendig efter the og havde gamle klatter af uopløst kaffepulver på bunden, et virvar af ting som blot var blevet stående og liggende, kolde og grå og for hver dag mere utilnærmelige, som redskaber der er blevet stående på marken og på vinterdage udånder lammende jernkulde og forladthed".
Det er ikke tilfældigt, at livet fastholdes som et stilleben, der skal minde os om glæden over nuet, samtidig med at det som nature morte advarer imod døden. Når livet kun registreres, indskrænkes det og bliver til æstetik. Kunsten viser livet i koncentrat.
Romanen slutter uden, at der er sket en udvikling, og det er, som om Henrik forsøger at hive sig selv op ved hårene. Tilværelsens absurditet står tydeligt tegnet i alle hans tanker og handlinger. Ørkesløst vandrer 50'er-mennesket igennem livet. Ikke desillusioneret, for der er ingen illusioner. Kun iagttagelse af hverdagslivet blandt hverdagsmennesker. Sådan kunne livet dengang opleves. Det var en viljesakt at tage næste dag med.
I Frankrig beskrev Albert Camus og Jean-Paul Sarte det moderne absurde liv i en fremmedgjort tingsverden. I Danmark skrev bl.a. Poul Vad og Peter Seeberg om oplevelsen af det moderne menneskes situation Anden Verdenskrigs afslutning set ud fra en eksistentialistisk synsvinkel. Nihilismen er udtalt:
"man må for fanden se at komme ovenpå igen! Ja i morgen var det en ny dag og man skulle stå op og gå rundt med sin smertende samvittighed og sin skam og med bevidstheden om det hele og klare sig. Altid ventede en ny dag og man måtte se at komme ovenpå, man måtte klare tingene, uden ligegladhed, så de fik deres værdi igen".
Nogle mennesker var nøjsomme. Dengang.
LINKS
De nøjsomme på bibliotekerne
Litteratur om De nøjsomme
- Henk van der Liet: Kontrapunkter. En studie i Poul Vads skønlitterære forfatterskab. Odense Universitetsforlag, 1997.
- Henk van der Liet: Bag ordene ligger et dyr. En analyse af 'De nøjsomme' af Poul Vad. Opgave i dansk litteratur. Groningen, Skandinavisch Instituut, Rijksuniversiteit Groningen, 1983.
|
|
Silkeborg by og egn 
