Gader og veje i Silkeborg Til forsiden


Du er her:
Forsiden Om Silkeborg Gadenavne i Silkeborg Skoletorvet

Skoletorvet

Skoletorvet
Skoletorvet 1906. Fotograf: Ukendt. (Lokalhistorisk Arkiv, nr. 7533A cd 39).

Skoletorvet er ikke en officiel betegnelse og derfor heller ikke postadresse. Oprindelig var der ikke noget torv her, men kun et gadeforløb. Det var Estrupsgade, som gik fra banegården til Vestergade. Efterhånden som en række bygninger skød op: Silkeborg Realskole og Vinthers Seminarium på hjørnet af den nuværende Hostrupsgade og Th. Langs Skole i 1886 samt Teknisk Skole (i dag Kastanjehuset, lokalpsykiatri) i 1888, var der god basis for at kalde pladsen mellem bygningerne for Skoletorvet.
Navnet Skoletorvet er registreret i 1902. Det er omlagt adskillige gange, f.eks. har der været gade tværs over med grønne beplantede arealer på hver side. Her stod også en offentlig vandpumpe.
I 1931 blev pladsen forsynet med Ørnespringvandet, udført af Hugo Liisberg, der var inspireret af H.C. Andersens besøg i Silkeborg, hvor han i sin dagbog den 4. juni 1850 skriver "Kudsken fortalte om en stor Gjede, der var fanget i Nat paa Silkeborg og havde Skelettet af en Ørn paa sin Ryg; Ørnen havde engang slaaet ned, Kløerne borer sig fast i Kjødet og ædes først ud af Fuglen; men Fisken havde været Fuglen forstærk og da denne blev vaad, maatte den ned med; Skovridderen hører stundom fæle Skrig af Ørnen naar den saaledes føres bort."
Samme beretning giver HCA i et brev til B.S. Ingemann den 12. juni 1850: "Her er store Ørne, der tidt slaae ned i Aaen og tage Gjeder. Ere disse stærkere, end Fuglen da begynder en Kamp og man hører Fuglens græsselige Skriig. Forrige Aar blev der fanget med Garn en Gjede der bar paa sin Ryg Skelettet af en Ørn. Fuglen havde slaaet sine Fødder saa fast i Fiskens Ryg, - den maa æde sig løs igjen - at den maatte med under Vandet, hvor Fiskene havde plukket den Kjødet af Skroget". (Bisgaard: Fra Silkeborgs nybuggertid, 1935, s. 141).

Til toppen af siden


Publiceret 1. november 2002. Opdateret 3. marts 2005. Tilrettelæggelse: Jytte Bak. Webredaktøren.