Se også facsimilegengivelsen

Om Jylland Mange det kun veed,
"Der gjør man Jydepotter!"
De veed ei Landets Deilighed,
Det Høiland ret for Skotter,
Det Schwarzwald med Skov-Eensomhed,
En Skjønhed værd at males,
Og tales om det første Sted,
Om Silkeborg der tales.

Dampvognen snart på jernlagt Vei,
Her flyver over Heden,
Det bliver Få, som standse ei
Ved dette danske Eden.
Her groer en By og groe den vil,
Den er alt godt på Veie;
Hver anden jydsk By kommer til
For Silkeborg at neie!

For ni År siden fik den Liv
Ved mandig Kraft og Snille;
Hos Manden stod og ståer en Viv,
Hans Solskin mildt og stille.
Den Sum af Ægtekjærlighed,
Der giver Livet Glorie,
Blev hans, og kommer ikke ved
Vor Silkeborgs Historie.

Dog ved det Solskin, hun har bragt,
Blev, Tankens Spirer fremmed',
Fra Qvinden, fra den blide Magt,
Just hjemligtgjøres Hjemmet;
Og derfor, gjennem Tidens Flugt,
Den lader groe det Bedste,
I Sange hendes Navn sig smukt,
Til Silkeborg skal fæste.

Den unge Slægt ved Guden-Å
En Sang om hende qvæder,
De til "Fru Malles Bænk" vil gåe,
Til hendes Yndlings Steder,
Ud til "Olymp" til "Kilderne",
Ud her, hvor vi os leire.
Her Lykkens Dage tidt hun see,
Tidt hendes Fest vi feire.

En Venneviv det er en Skat,
En Guldmønt hele Livet,
En Lykkens Blomst i Hjemmet sat,
For alle Tider givet.
For hende lyde her vor Sang,
Lad høit Musiken klinge;
Vi hende under Skovens Hang
Et trefold Hurra bringe!

4-sidet lejlighedsdigt "Trykt i Aarhuus Stiftsbogtrykkeri" 1853. Original i Det kgl. Bibliotek.

I et brev til Henriette Wulff 15. august 1853 sendte Andersen en afskrift af digtet samt følgende ledsagende linier: "Den 5 August var her Fru Drevsens Fødselsdag, men på Grund af Tiden, de sørgelige Efterretninger fra Kjøbenhavn, Cholera her nær ved os, blev alle Lystighederne i Skoven opgivne. Vi bleve hjemme, var her i en større Kreds og ved Bordet blev afsjungen en Vise, som jeg havde skrevet før jeg reiste til Fyen, idet jeg den Gang ikke troede at komme her tilbage. Den er ikke videre i poetisk Henseende, men har dog en Tinte af Localiteterne her og jeg vil derfor afskrive Dem den: De seer i sidste og næstsidste Vers, at den er skrevet til at afsynges ude i Skoven, nu blev de sjunget i Stuen, men vi tænkte os under de grønne Træer og det må De nu også."