En brik til en mosaik om H.C. Andersen og Silkeborg
Silkeborg i H.C. Andersens breve
Til forsiden


Du er her:
Forsiden Silkeborg i litteraturen H.C. Andersen H.C. Andersens breve Fra Adolph og Ingeborg Drewsen til H.C. Andersen

Brev fra Adolph og Ingeborg Drewsen til H.C. Andersen

Kjøbenhavn d. 4. Aug. 1853

Kjære Andersen!

Måtte Silkeborg dog blive forskånet for Soeten
Nu er De da, vil jeg håbe, lykkelig og vel på Silkeborg. Hvem der var så lykkelig at kunne være på dette velsignede Sted og hos de rare Mennesker! Men hvad kan det nytte at ønske, jeg kan jo ikke komme der, og jeg kunde i denne Tid jo ikke være herfra med Ro, og med rolig Samvittighed, både qua Embedsmand og qua Familiefader. [...] Hils Malle på det kjærligste fra mig; mine Tanker gåe så tidt over til Silkeborg; og det gjør mig så ondt for hende, da hun vist er ængstelig; måtte Silkeborg dog blive forskånet for Soeten. [...]

Lad være at spise ål
Lad være at spise ål; det er fristende nok på Silkeborg for en Ynder som Dem, kjære Andersen, men lad det være! - Vogt Dem for de Sammensurier, De stundom byder Deres Mave. Den er stærk, det troer jeg gjerne, men "den kan ta'es"! Sørg De også for, at vi kunne sees igjen.
Deres hengivne A. Drewsen.


Min kjere velsignede Andersen.
Tusinde Tak for Deres kjerlige Brev, jeg har ikke kundet svare på det; da jeg første Gang i dag har fået Lov, at være to Timer oppe og jeg kan kun tåle at skrive et Par Linier. Det er ikke noget at ængste sig over, og jeg håber, at jeg med Guds Hjelp snart skal blive rask. Jeg håber, at De nu vil have det bedre, da Sygdommen jo nu synes at ville aftage lidt og da De vist også har det bedre på Silkeborg.

Hils Malle mange Gange fra mig, også Michael
Hils Malle mange Gange fra mig, også Michael. Når jeg bliver rask, skal jeg skrive mere til Dem. Lev vel, vor Herre beskjerme os alle, og give at vi må mødes glade igjen.

Deres trofaste og kjerlige
Ingeborg.


Brevet er gengivet i en forkortet og let moderniseret udgave efter H.C. Andersens brevveksling med Jonas Collin den ældre og andre medlemmer af det Collinske hus. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab ved H. Topsøe-Jensen under medvirken af Kaj Bom og Knud Bøgh. Munksgårds Forlag, 1945-1948. Bind II (1945), s. 74-75, brev nr. 245. Mellemrubrikkerne er indsat af redaktionen.

Til toppen
Redigeret og tilrettelagt af bibliotekar og webredaktør Per Hofman Hansen i samarbejde med leder af Lokalhistorisk Arkiv Hanne Arent.

Silkeborg Bibliotek 12. marts 2005. Find på websiderne. Webredaktionen