En brik til en mosaik om H.C. Andersen og Silkeborg
Silkeborg i H.C. Andersens breve
Til forsiden


Du er her:
Forsiden Silkeborg i litteraturen H.C. Andersen H.C. Andersens breve Til Ingemann 1853

Brev fra H.C. Andersen til B.S. Ingemann
Brevet er her gengivet i uddrag i en let moderniseret udgave efter H.C. Andersens brevveksling med Lucie & B.S. Ingemann. Udgivet med indledning og kommentar af Kirsten Dreyer. Museum Tusculanums Forlag, 1997-1998. Bind 1, side 300-301, brev nr. 169. Også trykt i Breve fra H.C. Andersen. Redigeret af C.St.A. Bille og Nikolaj Bøgh. 2. udgave. Kbh., 2000, side 622-623, brev 272. Også trykt i Otto Bisgaard: Fra Silkeborgs nybyggertid. H.C. Andersen og Michael Drewsen. Silkeborg Centralbiblioteks Forlag, 1935, s. 176-177, brev nr. 18. Mellemrubrikkerne er indsat af redaktionen.
Silkeborg den 23 August 1853.

Kjæreste Ingemann!

Det er just Lyngens Tid, den er så fuld af Blomster, så indbydende
Hjertelig Tak for det venlige Brev; jeg fik det i går og læste det ude i den blomstrende Lyng, bag en af Bankerne, der her ganske skiller fra den lille levende Fabrikverden. - Det er just Lyngens Tid, den er så fuld af Blomster, så indbydende. Jeg har læst om Schackspears Oversætter Foersom en Bemærkning, som her tit rinder mig i Tanke, som noget ganske falsk. - Der siges at han fødtes ved een af de jydske Heder og at det derfor er mærkeligt, at på et sådant upoetisk Sted en digterisk ånd kan udvikle sig. - Jeg finder, at her er just Stedet, dersom Omgivelsen skal have en Indflydelse! - Denne forunderlige Ensomhed, der bringer ens Tanke både til at flyve ud i Rummet og tillige at gribe med faste Rødder ind i sig selv, må næsten kunde skabe en Digter. Fåe Steder i Danmark, og det er ved disse da det nærliggende åbne Hav, der gjør Udslaget, tiltaler mig, som Egnen om Silkeborg, denne Skov-Eensomhed, disse stille Skovsøer, disse mægtige Lynghøider giver det Hele en forunderlig gribende Storhed.

Det var som en Cultur Raket igjennem det urgamle Landskab
- De veed, at her fra prammes op til Randers og tilbage. Deroppe fra kom forleden til Silkeborg det første Dampskib, ganske lille og fladbundet, men dog med Dampens Flugt, det var som en Cultur Raket igjennem det urgamle Landskab; jeg sad i Lyngen og skrev dette lille Vers herom.

#

Det var, som en Fultons Båd vi såe,
Da Dampprammen kom op ad Gudenå,
Mod Strøm og mod Vind en Solskins Dag,
Stolt vaiende med sit danske Flag.
Den ånded' et Liv i Landskabets Ro,
Hernede hvor Ørnen i Skovene boe;
Fra Kattegattet ad Gudenå,
Kan Dansken nu Himmelbjerget nåe.


Med alt dette tænker jeg dog stærkt på at forlade Silkeborg, hvor jeg nu har været så længe. I Kjøbenhavn tager jo Epedemien stærkt af. Jeg har skrevet min Læge til, om jeg ikke nok nu kan komme hjem, og dersom da min Vei bliver lagt over Fyen og Sjælland, thi jeg har ikke Lyst til at gåe over århuus, hvor det ikke ståer godt til, da kommer jeg til Sorø og bliver et Par Dage. De og Deres Kone ville jo venligt see mig! [...]

Hauchs hører jeg ere i Tyrol hele denne Sommer. Det må være en deilig Tid for dem, der bag de høie Bjerge ikke at mærke til de våde Dødståger, der gåe over Hjemmet.

- Og nu lev hjerteligt vel! mueligt - som sagt - sees vi endnu engang i Sommer og da snart. Hils Deres kjære Kone og hver af de Venner, jeg måske kan have i Sorø. Vor Herre lade Sundheds Solskinnet skinne over Deres lille By og især over Hjemmet der mellem Lindetræerne ved Søen.

Deres inderligt hengivne
H.C. Andersen.

Peter Thun Foersom var født i Østre Lindet 6 km vest for Gram i Sønderjylland (Jvnfr. Kirsten Dreyers nedenfor anførte værk, bind 3, s. 232).

Se også H.C. Andersens svar

Brevet er her gengivet i uddrag i en let moderniseret udgave efter H.C. Andersens brevveksling med Lucie & B.S. Ingemann. Udgivet med indledning og kommentar af Kirsten Dreyer. Museum Tusculanums Forlag, 1997-1998. Bind 1, side 300-301, brev nr. 169. Også trykt i Breve fra H.C. Andersen. Redigeret af C.St.A. Bille og Nikolaj Bøgh. 2. udgave. Kbh., 2000, side 622-623, brev 272. Også trykt i Otto Bisgaard: Fra Silkeborgs nybyggertid. H.C. Andersen og Michael Drewsen. Silkeborg Centralbiblioteks Forlag, 1935, s. 176-177, brev nr. 18. Mellemrubrikkerne er indsat af redaktionen.

Til toppen
Redigeret og tilrettelagt af bibliotekar og webredaktør Per Hofman Hansen i samarbejde med leder af Lokalhistorisk Arkiv Hanne Arent.

Silkeborg Bibliotek 12. marts 2005. Find på websiderne. Webredaktionen