|
Simon Grotrian
Gennem min hånd
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Omslag: Inge Ellegaard. Borgens Forlag 1987.
|
|
Kun 23 år gammel debuterede Simon Grotrian i 1984 med digte i tidsskriftet Hvedekorn. I 1987 kom hans første digtsamling, Gennem min hånd, der falder i seks afsnit. Digtene er korte, meget korte og ultrakorte som en linje, der med et ofte forekommende ord 'eksploderer'. Nogle er vandrette, andre lodrette med en bevægelse nedefra og op eller omvendt. En enkelt trykstærk stavelse sætter punktum for mange af digtene.
Bogens titel er flertydig og siger, at digtene er blevet til gennem digterens hånd og hentyder samtidig til hånden som det redskab, man bruger, når man skal i kontakt med sin omverden. Dertil kommer, at det var gennem hånden, man naglede Jesus til korset. Livet er forbundet med smerte og død: "Et liv uden smerte / værre end skrig der kan høres" (64) - Et af digtene indledes med: "Gennem min hånd / løber drømmene", (25) mens et andet, Grøn plastikpose, slutter: "skal skal disse hænder" (27). Gennem gentagelsen udtrykkes en tøven, og digtets eksistens vidner om et immanent 'ikke'. Posen blev ikke trukket ned over hovedet, og selvmordet blev ikke en realitet. Det gjorde derimod digtsamlingen og et rigt forfatterskab.
Oplevelsen af tilværelsen slynger sig som en bue gennem samlingen, hvor første afsnit beskriver et nulpunkt med meget korte digte som "Eksplosionerne i Det hvide Rum er sandhedens fængsel" (10). I andet afsnit bliver digtene længere, får krop i forholdet til et du, der kan ses som det lyriske jegs alter ego. Vendepunktet kommer midt i bogen, hvor digtet Da jeg faldt både beskriver et fald, og de værdier, der danner grundlag for et videre liv samt en opstigning:
"Da jeg faldt / tog jeg husene med... og fotos af dem jeg / ellers kendte eller elskede... derfor var det så vigtigt / at redde det hele op". ( 35) Via et tilbageblik i fjerde afsnit når vi til sidste afsnit, der handler om døden og udfrielsen: "Han åbner hånden / og ud flyver". (69)
Samlingens første digt lyder:
Det flyder bare indad og indad
Der er mig som standser
vandet Strandet
neglen
Huden er løs (7)
Omverdenen opleves her som et upersonligt 'det', der strømmer ind over et jeg, der er i stand til at standse strømmen af indtryk. Standser strømmen, føler det lyriske jeg sig strandet, men hager sig dog fast med en negl, et digt. Digtets sidste linje virker både som en forklaring og som en indledning til selve digtsamlingen. Huden er ikke et beskyttende panser. Der er derimod tale om en hudløshed. Måske kan man med et glimt i øjet associere til havelågernes advarende skilte: Hunden er løs, i hvert fald er galskaben sluppet løs i mange af digtene, hvor det lyriske jeg er truet med opløsning. Dermed er motiverne anslåede, idet samlingen handler om indtryk, opløsning og forløsning.
Digtene beskriver det moderne menneskes spænding mellem oplevelsen af tomhed og drømmen om kontakt med det andet, et du, der måske er et alter ego, måske omverdenen, men digtene handler også om de værdier, der kan leves på. Flere steder nævnes visuelle udtryk som identitetsskabende: "En aften er jeg som stjernerne / jeg tegnede da jeg var barn: / kold klar kantet Fjern". (49)
Foruden billeder som en del af jegets værdigrundlag vidner de mange referencer til andre digteres digte om kunstens betydning som f.eks.: "Parat med et slag af min klo / på det synkende / kys". (25) Linjerne her kan henvise til Schack Staffeldts digt Indvielsen fra 1804, hvor en muse udvælger det lyriske jeg: "Og rask et brændende kys mig gav, / Nedsynkende i det luende Hav". Med denne indvielse til digterkaldet overvinder Staffeldts jeg sin dødslængsel, mens Grotrians jeg mere prosaisk er parat til at slå på skrivemaskinens tastatur.
Også barokkens store salmedigter, Thomas Kingo, har sat sine spor i digtsamlingen. En strofe som "du er hverken fugl eller fisk, men verdens fløjtende træl" (68) får læseren til at tænke på den berømteste af alle trælle i dansk litteratur, nemlig det jeg der ikke vælger at fløjte, men siger: "Far, Verden, far vel, / Jeg keedes nu længer at være din Træl" og ønsker sig til "Abrahams Skiød". Også andre steder i Grotrians digtsamling ses en tilsvarende bevidsthed om verdens forgængelighed: "En viden gnaver sig ind i sproget / som jeg i dette æble / lader kun skroget tilbage". (63)
Fælles for Kingo og Grotrian er den religiøse tilværelsesforståelse, som her i den første digtsamling endnu ligger i kim. Hvor Kingos og barokkens digtning var fyldig, er Grotrians digte stramme og smalle, samtidig med at vi finder en interesse for stilistiske figurer som gentagelse, bogstavrim, binderim og metafor. Selv om smerte og tomhed er bærende i digtene, rummer de også overskud og galgenhumor, som i udtrykket "vikler forbindelsens kniv", (26) idet knive jo pr. definition er skabt til adskillelse. Galgenhumor er en måde at overleve på med viden om tilværelsens smerte.
LINKS
Simon Grotrian på bibliotekerne
Litteratur om Gennem min hånd
- Under en tordnende hvælving af crepeskyer. Anmeldelse ved Caroline Balleby af Grotrians "Udvalgte digte", herunder også "Gennem min hånd". I: Vandfanget, årg. 3, oktober 2003, nr. 3, s. 62.
- Den gale vej? Sammenhænge og sammenfald i Simon Grotrians digtning / af Stefan Iversen I: Spring. - 2001. - Nr. 17 (2001). - S. 50-58.
|
|
Silkeborg by og egn 
