H.C. Andersens Silkeborg-litteratur - Silkeborg Bibliotek

H.C. Andersens Silkeborg-litteratur
Du er her: Forsiden Silkeborg i litteraturen H.C. Andersen At være eller ikke være Silkeborg-litteraturen
H.C. Andersens Silkeborg-litteratur Af overbibliotekar, dr. phil. H. Topsøe-Jensen Nedenstående tekst er et uddrag af H. Topsøe-Jensens artikel "H.C. Andersen og Jylland" i Aarhuus Stiftstidende 2. april 1930 trykt i anledning af 125-året for H.C. Andersens fødsel. Publiceret her på siden efter aftale med Topsøe-Jensens mangeårige forskerkollega dr. phil. Erik Dal. Ib og lille Christine & Laserne På naturindtryk fra Silkeborgkanten er historien om Ib og lille Christine, der udkom i 1855, digtet. Værdifuldest er ikke handlingen, men enkeltscener som pramfarten op ad Gudenå, hvor grisen plumper i vandet for de to børn, eller deres ængstelige omflakken i den vildsomme skov, hvor taterkonen møder dem og giver dem sine sælsomme lykkegaver, men fabrikken, i hvilken Andersen interesseret studerede omdannelsesprocessen, der forvandlede kludene til fint hvidt papir, inspirerede ham til det glimrende eventyr om Laserne - den lystige karikatur af skrydende norsk arrogance og fnisende dansk selvgodhed. Det må være blevet til enten 1853 eller 1859, men Andersen gemte det endnu en årrække i sin skuffe - først i 1868 kom historien i Folkekalenderen. Romanen "At være eller ikke være" Men det anseligste monument over Andersens Silkeborg-ophold er hans sidste af de seks romaner han skrev, At være eller ikke være, fra 1857. Den kostede digteren års arbejde, men gjorde hverken rigtig lykke hos samtid eller eftertid; man dømte om den, omtrent som Oehlenschläger havde gjort det om Andersens "Ahasverus", at her var mere "prætention end præstation". Målet var sat højt: "Fred og forsoning mellem natur og bibel vil jeg! Kan jeg løse denne opgave, da dør også dette materialismens alt guddommeligt opslugende uhyre." Men trods sine vitterlige mangler - de endeløse filosofiske diskussioner - er bogen både karakteristisk og meget læseværdig. Den er helt og stort tænkt, fastere komponeret end hans øvrige romaner; den er rig på virkningsfulde situationer og rummer et pragtfuld galleri af herlige bifigurer, og dens replikkunst står i underfundighed på højde med de bedste af historiernes. Digterisk værdifulde er især de jydske afsnit. Andersen udtaler i romanen, at "Digteren skal stå i højdepunktet af sin tidsalders udvikling"; af vor tid skulle vore digtere skabe for at åbenbare sig i ånd og sandhed." Og han var klar over, at han levede i en overgangstid, hvor gammelt og nyt brødes. Handlingen begynder 1837 og fører omtrent op til bogens udgivelsesår. Det første pust af den nye tid mærker vi, da hovedpersonen, Niels Bryde, forlader sin barndoms stille præstegård i Hvinningdal og ved Langsøen ser arbejderne i færd med at rejse Drewsens store papirfabrik - Silkeborgs grundlæggelse! Afgørende bliver 1848, revolutionsåret og krigsåret; romanens sidste del foregår i København under koleraen (med et portræt af den heltemodige Ilia Fibiger, " Clara Raphael"s søster). Så friske foreteelser som mormonernes propaganda og det første dampskib på Gudenå er kommet med, og efter Andersens sædvane kastes blikket nysgerrigt ud i fremtiden; endog radioen har hans frugtbare fantasi forudanet. Handlingen udspilles dels på Silkeborgkanten, dels i København; modsætningen mellem det næsten primitive jydske landsbysamfund og den livlige hovedstad belyser bogens grundtanke. Begge scenebillederne er udført med stor omhu; næsten alle optegnelserne om Silkeborgegnens natur, dens plante- og dyreverden er udnyttede - lige fra de sorte storke til fata morgana over heden. Og taterne, som allerede på hans første rejse optog Andersens fantasi, spiller nu en meget betydelig rolle i handlingens mekanik. Den heftige Niels Brydes udviklingshistorie er emnet. Fra den ortodokse præstegård kommer han til København for at studere teologi, men opgiver snart både den og barnetroen under indflydelse af Strauss'og Feuerbachs skrifter. Han bryder med hjemmet, da han bliver mediciner og vælger "Riget af denne Verden for Riget af hin" Men krigen ryster hans materialistiske livsopfattelse alvorligt, og bekendtskabet med en åndfuld og varmhjertet jødisk ung pige, som dør under koleraepidemien, fører ham atter til troen, først på Gud, dernæst på udødeligheden. Han ender som talsmand for en udogmatisk kristendom, som søger Gud både i bibelen og i naturen. Hans skæbne minder om lille Kays i "Snedronningen"; til Gerda svarer hans fromme plejesøster Bodil. Romanens slutning dækker ganske eventyrets udgang. Argumenterne er falmede, men levende er indtrykket af digterens religiøse uro og svære sjælekampe. "Jeg var ikke et fromt, drømmende Barnesind. Mangen religiøs Kamp havde jeg gennemgået i mig selv". Bogen er ægte, fordi den er stærkt personlig. Og i centrum af drøftelsen står spørgsmålet om udødelighed. I romanen aner vi digterens løsning i den gribende række billeder af forkrøblet og uudviklet menneskelighed, som higer mod fuldkommengørelse, og som er tegnet med inderligere kunst end Niels Bryde selv: Tatersken med idiotbarnet, lappeskrædderen, lille Karen, Musikant-Grethe o.fl. Men det fuldgyldige udtryk for sin religiøse grundtanke lykkedes det ham først at finde, da han næste gang kom til Jylland [1859]. Ovenstående tekst er et uddrag af H. Topsøe-Jensens artikel "H.C. Andersen og Jylland" i Aarhuus Stiftstidende 2. april 1930 trykt i anledning af 125-året for H.C. Andersens fødsel. Publiceret her på siden efter aftale med Topsøe-Jensens mangeårige forskerkollega dr. phil. Erik Dal. Redigeret og tilrettelagt af bibliotekar og webredaktør Per Hofman Hansen i samarbejde med leder af Lokalhistorisk Arkiv Hanne Arent. Silkeborg Bibliotek 8. marts 2005. Find på websiderne. Webredaktionen