|
I Silkeborg-sammenhæng er dette naturligvis interessant. H.C. Andersen indlagde altid i sine romaner en topografisk realisme, som han som oftest hentede fra sine indtryk af egne rejser i Danmark og ude i Europa. Således også i Niels Brydes tilfælde. I 1850 havde H.C. Andersen besøgt Michael Drewsen og den nye papirfabrik i Silkeborg. Ved vandringer i den nye by og omegnen fik han et godt kendskab til naturen og gennem kendskabet til Adolf Ludvig Drewsen og dennes optegnelser af folkesagn fra Silkeborgegnen, skaffede H.C. Andersen sig også et godt indtryk af befolkningen. Alle disse indtryk trækker H.C. Andersen på og genanvender, da han skriver "At være eller ikke være".
Uddrag af romanen
Niels Brydes rejse fra København over Århus til Silkeborg, hører vi om, om "rejsen" op gennem Hvinningdals banker, om modtagelsen i det nye hjem, om vandringer og ture i landskabet, Langsøen og den nye handelsplads. Vi hører om Niels på andejagt ved åleværket og avlsgården, og vi er med i færgehuset og den farefulde overfart over Silkeborg Langsø.
S. 28:
…og - så gik rejsen til Jylland.
Ved Skovriderhuset. Egnen ved Silkeborg 1856.
Illustration fra det store billedværk "Danmark". Udgivet af Em. Bærentzen & Co. Lithografiske Institut i København 1856. I den ledsagende tekst, der følger billedet, hedder det:
Nærværende prospekt, der tilhører en blidere årstid [end vinteren, der er tidligere omtalt], er derimod udkastet på den søndre side ved vejen til Them, ikke langt fra det skøntbeliggende skovriderhus. Det giver et tro og livligt billede af egnens ejendommelighed og forener i sig på eengang hele den rige mangfoldighed. De vilde, nøgne lyngbanker blander sig fredeligt med de rolige, spejlblanke søer og de skovdækkede odder, der springer frem i dem. Alt er natur; selv de dybe sandveje med deres uregelmæssige, let udslettelige spor mangler ikke for at fuldstændiggøre billedet, og kunne tillige give tilstrækkelige oplysning om rejsens besværlighed. Silkeborg selv ses ikke på prospektet; det ligger dybt nede i en dal, og skjules af de omliggende høje banker. |
III
Præstegården på Heden. Musikant-Grethe.
Over Silkeborg, hvor dengang ingen endnu tænkte på, at der snart ville rejse sig en by, gik den dybe, tunge sandvej vesterpå, til hjemmet; den gamle præstegård ved Hvindingedalsbanker, som ved Langsøen afskæres fra de store skove og begrænses af den udstrakte, havlange hede. Det var sildig aften, mørkt vejr; trætte var de rejsende, trætte var hestene, langsomt gik det fremad i ensomhed og stilhed. Nu gøede en hund.
"Det er vor lænkehund", sagde præsten; "Lyden rækker langt herover!"
Hundens hilsen var den første i det nye hjem. Hvorledes så her ud? Ja, allerede i et par timer var alt udseende ligesom visket ud af mørket. - Allerede aftenen forud var sendt til Århus vogn og heste, at disse kunne hvile ud og have friske kræfter til hjemrejsen; men nu var kræfterne sluppet op, de luntede fremad; knak nu bare ikke et af hjulene! Sandet blev dybere, natten mørkere. Længe hørtes vandets brusen gennem sluseværket ved Gudenå; snart lød et underligt fugleskrig, hvorved Niels for i vejret; men selv dette fremmede blev vanligt, de trætte øjne lukkede sig; vognens ensformige, langsomme bevægelse, sandets skuren mod hjulene dyssede i søvn, og ikke kendte han til denne egns mange sagn og syner, ellers ville den mørke aften nok have oplivet både dem og ham.
Niels vågnede først da han holdt i præstegården. Alt var i bevægelse, alt på benene, lysene selv syntes at løbe omkring i stuen og kalde: "nu kommer de!, nu kommer de!" Lænkehunden gøede, hanen og hønsene på hjalet (hønsestativet) galede og kaglede; pigernes træsko klaprede over gården, og mor stod med smilende ansigt og fik et kys… Lys stod stillet i vinduerne, en hel illumination, og inde i stuen var der dækket op som til en fest. Fader havde i dag ikke fået noget ordentligt, værtshusmad er kun halv mad, derfor fik han nu en varm suppe, haresteg og bønner. [...]
Side 30:
Det var endnu kun fireogtyve timer siden han havde forladt København og sit stadige hjem, Rundetårn; i den korte tid var oplevet så uendelig meget, som ellers ikke i åringer; han havde været på dampfartøjet, og i et dejligt vejr, på det sejlløse skib fløjet forbi over hundrede skibe, der satte alle deres sejl til og dog slet ikke kunne følge med dem; han havde set hele Sjællands kyst, Helsingør med Kronborg, ja, Sverrig var de så nær, at de øjnede mennesker dér, til fods og til hest. Han var steget i land i Jylland, i en hel fremmed by, og derpå kørt så langt over store højder, hvor man så vidt om. Han var kommet forbi sandbanker, så mægtige som han tænkte sig bjerge, kørt ind i store skove og ud igen, altid i stille ensomhed. I kroen, hvor de bedede, var alt ham ganske fremmed, selv sproget, de talte; og nu var dette land, dette sted her hans hjem, det han slet ikke kendte, alle mennesker her var ham fremmede. Disse tanker opfyldte sindet og holdt hans øjne åbne. [...]
Udsnit fra ovenstående billede.
Side 33:
Hvindingedalsbanker, hele Silkeborg-egnen, var da at betragte som et ørkenland, ligesom uden for den civiliserede verden; da tænkte ingen på, at her skulle rejse sig en by ved "Langsøen", ikke engang sporet til den, fabrikken var i tanke, den opstod først syv år efter at Niels kom herover. Al handel og omsætning den gang blev kun dreven her som tuskhandel; her var aldeles ingen penge i egnen, med undtagelse af en eneste fem rigsbankdaler-seddel, og i hvis eje sedlen var, det var stedse en sag, der var bekendt for alle omegnens beboere. Dette er faktisk!
Den første dag i det nye hjem var og skulle være en hviledag for Niels, siden skulle han nok få noget at bestille, og ikke dovne. Lediggang er en rod til alt ondt.
Mod aften stoppede præsten sin pibe … og han gik …en lille vandring over marken og henad heden; Niels tog han med, han havde hele dagen endnu ikke været uden for gården.
De gik hen over en mager, rødlig jord; muldvarpeskuddene der så ud som trippelse (pudsemiddel); rundt om voksede blomster, små og fine, røde og gule. De kom op på den nærmeste højde, og stor, vidt udstrakt, viste sig heden, der med sin blomstrende lyng, beskinnet af den nedgående sol, så ud som Det røde Hav i lange stillestående dønninger. Mod nordvest lå Silkeborg skove og søer, moserne med de sorte storke, skovene, hvor kongeørnen og hornuglen bor; Himmelbjerg løftede frem sin rødbrune top, og alt var stille og dog så ørelydt; man fornam den surrende flue, det fjerne kildevælds sprudlen, og midt under dette hørtes ligesom æolsharper (vindharper). Det var fra en harmonika; Musikant-Grethe gjorde musik. Her tæt under banken, mod nordvest, lå hendes hus, bygget af klynetørv og tækket med lyng, der, i sin overgang til muld, bar mos, grønne planter, husløg, ja selv et vildt rosentræ. [...]
Side 35:
Lappeskrædderen bragte dem også udførlige nyheder, og var dertil, som de kaldte det, "en god læser", det vil sige, han stod i læsning et højt trin over alle de andre; ja, vi må tilstå, han viste i den retning en slags ødselhed; han holdt "Aarhuus Avis", rigtignok fik han den ikke ganske våd (af tryksværte) med posten, den var først på omgang i fjorten dage og læstes af seks familier der på egnen; men hver anden søndag fik han så desflere aviser, og i dem stod alt, hvad der skete i hele verden, "både det indenlandske og det udenlandske".
[...]
Side 45:
… det var lige i den varme middagstid, solen brændte stærkt; de kom, hvor bakken skrånede og hvorfra den udstrakte hede viser sig. Hvilket syn! det var ikke mere den gamle, kendte egn, paradisisk dejlig lå her en natur, som Niels aldrig før havde set: en stor, vidtudstrakt, blikstille sø med dejlige skovøer, der spejlede sig omvendt i vandet; høje tårne med buskværk på brystværnet, som var det hængende haver. Hans øjne strålede ved at se denne herlighed; men så kom det ham i tanken, at det måtte være kogleri, troldfolks blændværk. Han vidste fra Lappeskrædderen, at hele landet her var grueligt opfyldt med trolde, der løftede på gloende pæle de gamle, lyngbegroede kæmpehøje.
[...]
Side 49:
Musikant-Grethe vidste fra sin mormor, og det var langt op i gammel tid, da ulvene gik her i flokke, og her var fuldt op af vildsvin, at taterfolket, som dengang var et fredløst folk, tog enhver sig ret over, skar dem ørene af og spaltede næsen op, når de kunne.. Inde i Silkeborgskoven havde de indbyrdes holdt standret ov en af deres; klædt af lige til skindet, stod den brune karl under et af de store træer og måtte holde en hvid pind i munden; hele skaren sluttede kreds om ham, høvdingen holdt tale i deres hedenske sprog, spyttede ham så lige ind i ansigtet, kvinderne piskede ham ud af kredsen; fra den stund var han udstødt af deres samfund.
Hvor lyttede ikke Niels til sådanne fortællinger, og gik tit en lang vej ud på heden, hvor man sagde, at kæltringefolket havde vist sig; men aldrig traf han dér på dem, heller ikke så han i årevis Fata Morgana, der nylig så højt overraskede, ja forskrækkede ham.
[...]
Side 51:
Vinteren var snart forbi, foråret kom; den første grønne bøgegren fra skoven var også i præstegården sat i vandkrukke som forkynder om, hvorvidt det var derude, hvor varm luften dog måtte være; inde i stuen mærkede man det endnu ikke ret. Kornet stod også grønt; lærken fløj i vejret med dirrende sang, og storken var for længst kommet, selv de sorte storke, de sad på træerne i mosen og så vrede til de hvide kammerater, der spankede om i det dyndede vand. Fra den magre sandjord myldrede frem multebær og tyltebær, bregnen bredte sine grønne, fjedrede blade, enebærtræet og den skinnende kristtjørn gjorde godt for øjet i det friske lysegrønne. Dog, hvorledes det så ud, fortæller naturen hver sommer, om Niels derimod hører vi ikke hver sommer, og så tør vi ikke slippe ham.
VI.
På andejagten. "At blive student".
Ned til den såkaldte "gamle avlsgård" ved Åleværket, der hvor nu til dags Silkeborg by har rejst sig, var fra præstegården omtrent en mil, idet man måtte over Hvindingedalsbanker og så godt som rundt om hele "Langsøen", som Gudenåen løber igennem. Vejen var dyb og oftest ufremkommelig til vogns. Fodgængere havde det lettere ved at gøre en genvej, en halv mil kortere, når de fra præstegården styrede lige hen over banken og ned til søen, hvor det enlige færgehus endnu ligger ved sandskrænten; her er søen kun et par stenkast bred, og satte man derover, da var der, rigtignok i dybt sand, kun et kort stykke til Åleværket og Avlsgården, hvor hr. Skjødt boede, der havde tilsyn med ålefangsten, den gang regeringens ejendom. Jordene rundt om, der hørte med til ryttergodset, som det kaldtes, lå øde og udyrkede, og dog var ensomheden her mindre end på heden og ved præstegården; man skulle tro, at her nede var hele scenen for Aristofanes' Fuglene. I det frodige vildnis af rør og siv, gamle, knudrede elletræer helt ud i Gudenåen, hvor åkanderne dannede hele øer, var altid en vrimmel af fugle, der kun et par gange om året skræmmedes op af jægerne, som kom her langvejs fra til odder- og andejagt.
[...]
Side 53:
[Niels og hr. Skjødt på jagt]: I morgenstunden, før solen stod op, skulle Niels og hr. Skjødt ind i rørene. Derfor forlod de to præstegården dagen forud henimod aften. Om natten kunne de sove i den gamle avlsgård. Store vandstøvler, et par af præstens, havde han fået på; gangen blev derfor temmelig besværlig, men den var jo kun over Hvindingedals højeste banke ned til færgehuset, og når de her blev sat over, var der ikke langt at gå.
Vejret ruskede, ja det blæste ganske ordentligt, da de kom op på højden; hele Langsøen rullede det hvide skum; derude var det, som sagnet melder, at der engang sejlede en Biskop Peder, som ville bygge sig en ridderborg, men var endnu tvivlrådig om stedet; da blæste hans silkehue af, og han bestemte, at hvor den drev i land, skulle borgen rejses, og det fuldførte han; og fra den silkehue fik borgen navnet "Silkeborg", men ødelagdes i den svenske krig; nu var der ikke længere sten på sten, kun to store egetræer løftede sig højt over ellene derovre og viste, hvor engang indkørslen til brogen havde været.
Hr. Skjødt og Niels nåede snart færgehuset; båden, de skulle over i, lå trukket helt op imellem sivene, for der gik ordentlige bølger; vinden løftede det piskede skum i vejret, så at det fløj dem i ansigtet.
De gik til husdøren, trak i snoren ved klinken og trådte ind i den lave stue, selv Niels nåede helt op til bjælkerne. Foruden færgemanden og hans kone var her endnu en person, en stærktbygget kone med en stor mandshat, som den bruges vest på; hun puslede med noget på gulvet, og færgemandens kone skottede derhen efter at have hilst på de indtrædende, eller rettere holdt øje med hende.
"Hun blæser hardt derude!" sagde hr. Skjødt, "men skuden holder vel nok?"
"Skal vor mand over?" sagde færgemandens kone og skottede til fruentimmeret, "ja, så kan I komme med!"
"Ih,ja! ih, ja!" sagde kvinden.
Vor mand tog sig først en dram; han skulle have aftensmaden til at glide ned, og den dram havde såmænd det store jagtselskab, der var her for tre dage siden, levnet ham; den var af den fine slags, måske turde han derfor byde hr. Skjødt?
"Ih,ja! ih, ja!" sagde kvinden igen. Hun syntes ikke at have stor lyst til at sejle over det stygge vand, der rigtig nok gjorde et plask og sus, som om man var ved havkanten..
"Hvad er det, hun slæber på?" spurgte hr. Skjødt.
"Grumsling!" sagde hun, og nu så man, at det var et gammelt, forkrøblet barn, usselt i lemmer og svært af hoved, med kulsorte, skinnende øjne, "fiftaris olders!" *) sagde hun og løftede sine fem fingre. [*) Fem år gammel].
"Det er også et kors, hun har!" sagde færgekonen. Men kvindens ansigt antog et udtryk, der ligesom sagde: Det er dog mit kæreste! Hun rejste sig op og rørte loftet med hovedet, så at hatten fik et skub. Man så hendes mørke, skrapttegnede træk, og et par øjne som hos en rovfugl. Niels kendte hende fra dengang han ude i lyngen så hende skride forbi. Hun var en af de ægte tatere, vidste han.
"Nu kommer I over!" sagde færgekonen. "I kan i det mindste nå åleværket; spørg hr. Skjødt!"
De trådte ud af huset; vinden susede i siv og rør, der svajede som om de skulle knækkes, og lagde sig, ved trykket, ned over vandet, der sort og skummende væltede fremad. Båden kom ud; Niels og hr. Skjødt bænkede sig som de kunne. De sad allerede som i en gynge. Vanskeligst var det for taterkvinden at komme til sæde; til sidst satte hun sig lige ned på bunden af båden og holdt "Grumslingen" på sit skød lige foran Niels, hvem den ideligt hæftede sine sorte, skarpe øjne på.
"Ih ja!" skreg kvinden, da båden sattes i fart. Blæsten ruskede, der kom et par vindstød og bølgekast, så fartøjet var nærved at krænge. "Ih ja, min Grumsling!" skreg hun højt, og gjorde bevægelser, der slet ikke var af de heldige for farten; og "Grumsling" lo i det samme så skingrende; det var fælt at høre på.
"Hold kæft!" var færgemandens korte tiltale.
De måtte for vind og vejr gøre en hel omvej; det var blevet næsten ganske mørkt før de kom over til den anden bred. [...]
Side 55:
Taterkonen sagde et par ord, det var nok tak. Niels forstod det ikke, og før han tænkte derpå, var hun allerede borte. Men indtrykket af hende med sit idiotbarn, hele overfarten i dette vejr var hos ham for alle tider. Regnen skyllede ned; de havde imidlertid kun et kort stykke vej op til avlsgården, men det var som gennem uføre de gik. Niels sank dybt i, godt var det, at han havde præstens vandstøvler på. Dog våd til skindet blev han.
"Det er der råd for!" sagde hr. Skjødt, og da de nåede til avlsgården, måtte han tage hvert stykke af sig og få tørt tøj på, af hr. Skjødts, rummeligt og stort i alle dele. Hans egne klæder blev hængt op for ilden at tørres, dem skulle han jo have på til jagten i morgen tidlig, og de blev nok tørre, kunne bare også støvlerne blive det. De stilledes ved det varme ildsted på den hede jernplade. Og for de to dyndvåde selv blev der også indvortes sørget. Det var kogte ål og stegte ål, dertil surkål og arakspunsch. Niels fik et rigtigt stort glas. Man måtte have kræfter til den dag i morgen, og en jæger kunne nok tåle sit glas, sagde hr. Skjødt.
Den anstrengende marsch og den stærke punsch gjorde snart Niels søvnig. Han kom i seng og sov straks. Men om det nu var fantasien eller den stærke arak, surkålen og de fede ål, eller rimeligvis det hele tilsammen, søvnen frembar en af de uhyggeligste drømme. Idiotbarnet sad på hans skød og så med sine ildøjne på ham. Det syntes ham, at han overmagtedes derved, han følte sig betagen og uden kræfter i lemmerne, og altid tungere blev grumslingen, dens arme, som den løftede, så ud som flagermusens vinger. Den slog med dem og klemte ham fastere. Vingerne var slimede, bløde og dog så stærke, han mægtede ikke at få sig fri af udyret - et sådant var det jo. Det lo skingrende højt og fælt. Han kunne ikke længere udholde det, og derfor i fortvivlelse gjorde han en voldsom bevægelse - han fornam i det samme udyrets faste, ruskende klo, så at - han vågnede derved. - - Hr. Skjødt stod ved sengen.
"Nu må du op!", sagde han [...]
Side 56:
… Jagten gik med dobbelt lyst; ænder blev der skudt, prægtige vildænder. Hundene hentede dem fra siv og rør. Men fra dette første jagttogt blev, som sagt, idiotbarnet og dets optræden i drømmen en sådan begivenhed, at - "det måtte betyde noget!" sagde moder i præstegården. …
Her er vi tæt på tid og sted: Hvinningdal 1876/77. Christen Nielsen Lihn og Kirstine Bolette Nielsens husmandssted. Beliggenheden svarer til nutidens Ejdervej 36 i Silkeborg. I baggrunden i venstre side ses den højt beliggende gravhøj, som stadig findes i Hvinningdal.
Fotograferet af fotograf og glarmester i Hammel, Niels Peter Nielsen Lihn (1853-1904). Se udsnit og mere om fotografen. Billedet er velvilligst stillet til rådighed af Vagn Lihn Kristensen.
Side 223:
VIII.
Det sidste møde med Tatersken.
Vi er igen på heden i hjemmet ved Silkeborg i Sommeren 1856. Det var de gamle præstefolks diamantbryllup. [...]
En lige så lang tid var hengået siden en anden her kendt skikkelse havde vist sig på egnen, tatersken med sit idiotbarn. Dette var nu i en alder af 22 år. I de sidste åringer humpede det om på håndbrædter, men oftest dog, især på lange marscher, bar moderen det på sin ryg.. I slud og storm, i alle årene, havde denne kvinde slæbt af sted med sit barn, og ved dets smil følt sig glad ved det, tålt hån og døjet ondt.
Hun kom inde fra skoven, hvor hun forgæves denne gang havde søgt det gamle træ. Af egnens folk skulle hun høre, hvorledes det var faldet gren for gren. Længe stod det dog endnu så mægtigt, men forstvæsenet havde ikke kunnet lide "det grimme træ", og derfor blev det et nummer på en skovauktion. Bønderne elskede dog så højt deres "Ma-Krokone", at de tilbød at betale brændets værdi, når hun blot måtte blive stående. Men først for auktions-hammeren og derpå for øksen faldt det gamle træ, der for den omvandrende kvinde havde været et fødestavns-træ, en gammel ven, hun kunne længes efter; forsvundet var det, som Alakos billede. Tatersken kom derfra ud på sandsletten om Langsøen, og foran sig her, som skudt frem ved en trolddom, lå nu en hel købstad: Silkeborg.
En vrimmel af hunde gøede hende i møde, fra døre og vinduer så nysgerrige ansigter på hende, arbejdsfolk, piger og børn kom frem fra portene. Enkelte fulgte i nogen afstand, og dog var dem synet af 'Natmandsfolk', 'kæltringer' ikke så overraskende, som det var hende at se her den hele forvandling. Det uventede skræmmede hende; hun var styret herom for at sættes over søen og snarest nå præstegården ved Hvinningedals banker. Der turde hun vente hjælp og pleje for sit syge barn, hun tænkte på Bodil, håbede og troede at finde hende der endnu.
Side 224:
Hun skyndte sig igennem byen, forbi den store, travle fabriksbygning og det indbydende våningshus; en stor ny bro var lagt over Langsøen, hun behøvede ikke at råbe på færgen. Huset derovre ved de gule sandskrænter stod endnu, men hvidtet, gjort pyntelig ved en lille have, hvor de høje stokroser stod i blomster. Mellem dem og vejen groede en stor ellebusk. Her satte hun sig med sit lidende, elendige barn. Der lød fra skoven - hinside sø og by - lyden af et posthorn. En rejsende kom fra Horsens over Silkeborg til præstegården ved Hvindingedals banker; det var Niels Bryde. Hun hørte de fornøjelige toner, medens hendes hjerte var i sorg og elendighed.
[…]
Ellebusken skjulte hende for Niels Bryde, som kørte forbi. Han så ikke dette minde fra sin barndomstid, moderkærligheden som karyatide. Langsomt gik det op ad banken. Han så ud over den hele egn.
Her var som før de samme store skovbølger, skoven, som løftedes af de bakkede højder. Himmelbjerget med sin brune lyngtop overragede skovene, de dybe, blanke søer blinkede frem, som han havde set det i sin ungdomstid. Men det hele var nu en ramme om en ny stad, ret som et Fata Morgana på sandplænen. I række skinnede der de røde tage, de hvide mure. Han så den vidt udstrakte fabriksbygning og herskabs-våning med dens frodigt blomstrende have, hvor roser af alle arter myldrede frem, og de grønne græsplæner, 'Bowling-greens', som fløjlstæpper, skjulte sandgrunden.
Side 225:
På søen bevægede sig en sort røgsøjle, det var et lille dampskib, der med vajende Dannebrogsflag kom oppe fra Randers og trak på pramme ad Gudenåen herned jernrør til den nye bys gasbelysning. Dampens magt brød vej her midt ind i den stille ensomhed, de materielle kræfter øvede deres magt i denne før glemte egn. På tolv år alt forandret her rundt om, og - hvor meget var ikke også forandret inden i ham, som genså disse steder! Hvad havde ikke livet udpræget, udviklet og opløftet hos ham!
- Der lød et gennemtrængende skrig, en jamren - Niels Bryde lyttede, kusken holdt stille. Henne fra ellebusken klagede det lydeligt. Niels Bryde steg af vognen og gik derhen.
Gammel og rynket sad der under sandskrænten i det gule sand tatersken med sit syge barn. "Han døe! dør" jamrede hun på ny og så med sine fugleøjne så skarpt og dog gennem tårer. Dødskampen hos barnet ligesom greb med usynlige tråde på hende.
Niels Bryde gik til færgehuset for at få hjælp. I døren kom den nye husmoder ham i møde, en anden end før, og dog en kendt skikkelse: Det var lille Karen, som nu boede her, gift med de gamles søn. De unge folk havde fået det lille hus, jollen på søen og dertil en lille fortjeneste ved at modtage bropenge. Gamle moder havde ikke så villigt, som lille Karen, ladet tatersken med det syge barn komme ind i stuen. Lidt eddike og vand fik han i en kop og badede dermed den døendes tindinger, en våd klud blev kølende lagt på issen. Det syntes at dæmpe krampetrækningerne, dem moderen helt fornam gennem sig.
På internet-litteraturhistorien Epoke - Danske romaner før 1900 produceret af Silkeborg Bibliotek kan du læse mere om »At være eller ikke være« i det store H.C. Andersen-portræt "Storken" skrevet af litteraturhistorikeren Iben Holk.
Læs også H. Topsøe-Jensen om H.C. Andersens Silkeborg-litteratur.
|
Silkeborg i litteraturen 
