|
Poul Vad
Rubruk
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Carl Vang Petersens omslag til Rubruk fra 1972.
|
|
Poul Vad anså selv sin roman Rubruk fra 1972 for at være hovedværket i sit forfatterskab. Det skyldtes måske, at han her nåede et stilistisk højdepunkt med hensyn til lune, ironi, poetiske billeder, bogstavrim, opremsninger af alle østerlandske herligheder, variationer og mange dobbeltbundede ord.
Romanens ydre ramme er en beretning om en rejse i årene 1253-55, som fransciskanermunken, Vilhelm Rubruk, har beskrevet, men Poul Vads filosofiske roman forholder sig så frit til de historiske begivenheder, at han i en note bagest i bogen kan skrive, at der kun er navnet Rubruk og "visse ydre omstændigheder til fælles". I noten henviser han i øvrigt til Knud Hannestads udgivelse af munkens rejseberetning - og til nogle få andre af sine kilder bl.a. religionshistoriske analyser. Det væsentlige er altså ikke det faktuelle, men romanens indhold og udformning.
Vi følger Rubruks færd fra Ægypten over Konstantinopel til Centralasien for at ende i Paris. Poul Vad har givet os en kilde til forståelse af den udvikling, Rubruk gennemgår undervejs i de bøger, som han medbringer, bl.a. Augustins Bekendelser fra 401. I overensstemmelse med Augustins opfattelse er Rubruks liv bestemt af den tid, han lever i, middelalderen, og de steder han lever, Europa og Centralasien. Han rejser ud for at sikre kristendommens "endelige sejr i denne del af verden". Han bliver dog ikke en effektiv, europæisk erobrer, men derimod et søgende medmenneske med sans for tilværelsens mangfoldighed. Romanen bliver altså et billede på det moderne menneskes liv. Kernen i livet for Poul Vad kommer til udtryk, da Rubruk i begyndelsen af sin rejse møder to ægyptere, der spiller skak. Spillet udlægges som et billede på forskellige socialgruppers vilkår, og som et billede på tilværelsen:
"Når spillet er slut bliver selv den brik, som har begivet sig længst af led samlet op og lagt ned i æsken til de andre, hvor mørket hersker så snart låget lægges på. Hvert spil ender med et slutspil. Når det er forbi er alt slut".
Med Rubruk som rejseleder, en muslim som tolk og en buddhist som rejsefører kommer man langt omkring. Ikke bare geografisk, men også i forståelsen af livets mange sandheder. De tre mænd fører dybsindige og skarpe samtaler om religiøse emner, og man skal være lydhør for at fange forfatterens holdning, idet mere end én filosofisk tankegang ligger bag. Foruden kirkefaderen Augustin er det også den tyske filosof, Arthur Schopenhauer (1788-1860), hvis pessimistiske opfattelse af livet som lidelse, der har påvirket forfatteren. Menneskets vilje og forestilling om sandheden holder det oppe som hos Rubruk, der sætter hele sin vilje ind på at redde drengen Nicholaos, og hen mod slutningen hedder det: "Men for mig er verden en fortælling".
| |
Rubruk, 2. udgave 1990. Fresko af Benozzo Gozzoli i Chiesa di San Francesco i Montefalco fra 1452. Tilrettelagt af Torben Skov.
|
For Schopenhauer er tilværelsens mål at slippe sig selv. Det kan man gennem æstetiske oplevelser, som da den arabiske tolk tryllebinder dem ved at fortælle en historie, der er "god at lytte til når døden truer og du ønsker dig bort, uden for dens rækkevidde" eller en anden måde at undslippe er askesen, sådan som Rubruk oplever det, da han efter at have sultet længe, overskrider sine egne grænser.
Til sidst formulerer han sit livs opgave således:
"Det ukendte var min frister. Jeg søgte kristne fyrster, men blev mødt med andre sandheder. Hvert skridt ind i det ukendte øgede dets dybde".
Citatet må næsten sige os mere i dag end i 1972, da globalisering og mange postmoderne sandheder er blevet hverdag.
På den lange rejse låner Rubruk os sine øjne, og vi får bl.a. en sjældent levende og intens beskrivelse af det berømte bygningsværk, Hagia Sophia, i Konstantinopel. Ingen kunsthistoriker kunne have beskrevet bygningen smukkere. Poetisk og vist.
Som en bekendelse siger Rubruk hen mod slutningen af romanen:
Når jeg nu sidder her, er jeg så summen af alt det, der gik forud? Hvilken sum? Jeg synes snarere hvert øjeblik var noget i sig selv, et helt liv, eller et udkast.
I romanen strejfer man de temaer, som Poul Vad tidligere har været inde på i sine romaner: de mange mulige tolkninger, kunstens betydning for livet, ordene, der skaber verden, og bøger, som man kan gå ind i, men som man også skal gå ud af igen. Det være hermed gjort.
LINKS
Rubruk på bibliotekerne
Litteratur om Rubruk
- Henk van der Liet: Kontrapunkter. En studie i Poul Vads skønlitterære forfatterskab. Odense Universitetsforlag, 1997.
- Gitte Mose: Den endeløse historie. En undersøgelse af det fantastiske i udvalgte danske, svenske, norske romaner efter 1978. Odense Universitetsforlag, 1996.
- Torben Brostrøm: Poul Vad. Tildelt Akademiets store pris 1979. Tale af Torben Brostrøm. I: En bog om inspirationen (Det danske Akademi 1974-81), 1981, side 229-243. Heri specielt om romanerne »Rubruk« og »Kattens anatomi« side 238-242.
- Torben Brostrøm: Sandheden forsvandt i småtingsafdelingen. Poul Vad: Rubruk.
I: Ti års kritik. Prosa/lyrik/kritik 1965-74. 1975, side 130-134.
|
Silkeborg by og egn 
