|
Poul Vad
Kustoden
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Kustoden blev trykt første gang i Vindrosen 1960 nr. 6, som Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen redigerede.
Det trivielle i kustodens liv bliver understreget af tidsangivelserne: "Hver morgen", og "hver uge". Også farverne signalerer manglen på livskvalitet. Han ifører sig sin "sorte uniform" - samme farve som de tre betjente, der en dag arresterer ham, bærer: "uden for stod tre mænd i sorte overfrakker". På vej til og fra arbejdet bærer Kustoden sin "gråmelerede frakke", og hans kone beskrives som: "helt grå, med gråt ansigt og gråt hår og gråt tøj, hun var grå og tør som støv, som om hendes kød i årenes løb var blevet gennemtrængt af støvpartikler og huden belagt med et fint lag støv".
Kustodens liv er tomt, ensformigt, og han tilbringer som en levende død sine dage på et museum. Da konen hænger sig i kosteskabet, begynder han at tage ind på museet om natten for at skære særligt smukke stykker ud af de malerier, som han passer på om dagen. Hjemme sætter han udsnittene op på sin væg med tegnestifter i et forsøg på at skabe en helhed i sit liv. Hans forhold til æstetik er et forsøg på at integrere fritid og arbejde, men er samtidig en destruktion af hele værdigrundlaget.
Da tyven endelig efter mange år tilfældigvis bliver opdaget, bliver han arresteret og anbragt på en galeanstalt, hvor han oplever naturens skønhed, mens han ældes. Novellen slutter med, at kustoden får besøg af sin søn. Far og søn sidder og ser på et gammelt billede af madonna og synes hver især at se deres mor i det. Med andre ord regredierer de, og kustoden slutter sit liv som et barn, der får maden serveret, tilfreds med at vide, hvor hans seng står. Et liv uden mål og med det æstetiske som eneste værdi.
LINKS
Kustoden på bibliotekerne
|
|
Silkeborg by og egn 
