<%@ LANGUAGE = JavaScript %> Poul Vad: Barndom og studietid (Biografi, 1) (Den vingede helhest - Forfattere fra Silkeborg)
Den vingede helhest Den vingede helhest - Forfattere fra Silkeborg Til Silkeborg Biblioteks hjemmeside


Du er her:
Silkeborg Bibliotek Silkeborg by og egn Den vingede helhest Poul Vad

Poul Vad
Barndom og studietid
(Biografi, 1)

Af bibliotekar Agnete Bang

"Den provinsby, vi boede i, var fuld af almindelige mennesker som alle sammen, når man så nærmere efter, var højst ualmindelige, hvad vi udmærket var klar over. Selve byens almindelighed var også dens trylleri. Den rummede ikke et eneste rigtig gammelt hus, ikke en ruin, ikke et stednavn og var end ikke skueplads for så meget som en eneste utroværdig skrøne, der kunne føres mere end cirka hundrede år tilbage, for ældre var byen ikke. Kun åen, søerne og de vidstrakte skove tilførte den en poetisk og hemmelighedsfuld dimension, som dog ikke påvirkede borgerne i deres jævne, daglige og helt almindelige gøremål. Alt hvad der foregik i de overskuelige og ordentlige gader holdt sig, som de overskuelige gader selv, til skik og brug og det samme gjaldt alt hvad der foregik bag husenes lukkede døre - indbefattet kærlighedens evindeligt gentagne trivialiteter såvel som sygdom og død." (Poul Vad: Knudepunkter - syv stykker fra det virkelige liv, 1993).

1. klasse på Vestre Skole 1. klasse på Vestre Skole i Silkeborg. Formentlig 1934, det år skolen blev taget i brug. I baggrunden Poul Vads far, lærer Christen Vad.
Se billedet i stor gengivelse.
Poul Vad i 1. klasse Forrest med kuglerammen ses Poul Vad. Foto fra bogen Barn af Silkeborg, bind 1 (1996), s. 139.
Poul Vad blev født den 27. april 1927 i den by, som han så rammende beskriver i ovenstående citat, nemlig provinsbyen Silkeborg. Han boede der, indtil han havde taget nysproglig studentereksamen på Th. Langs Gymnasium i 1946.
    Faderen Christen Vad (1891-1974) var lærer og senere viceskoleinspektør på Vestre Skole, og familien boede ganske nær, i en villa på Frydensgade 24. Inden da havde familien boet i forskellige lejligheder nærmere bymidten. Poul Vads bror Iver, som er fire år ældre, har givet en fin beskrivelse af drengelivet i og omkring den Vadske familie. Han fortæller om at klatre i træer og lege Tarzan, om togter i de nærliggende skove, og om slagsmål med drenge fra nabogaderne, bl.a. var der brødrene Asger (Jorn), Jørgen (Nash) og Vagn Ove. Han fortæller også, at Poul tidligt skrev digte og noveller, som han solgte til familie og venner.
    Det supplerer Poul Vad selv i et essay, hvor han siger, at han begyndte at skrive, så snart han kunne holde en blyant i hånden. Begyndelsessætningen i hans første roman lød: Min far var kaptajn på et engelsk skib og hed Hansen. Sætningen var fænomenal, syntes han - selv mange år efter. "En bedre optakt til en roman kan man vanskelig forestille sig."

Samme essaysamling, som ovennævnte citater stammer fra Knudepunkter - syv stykker fra det virkelige liv, rummer en del selvbiografiske betragtninger om tiden i Silkeborg. Poul Vad beskriver ikke så meget drengelivet, men mere den periode, hvor han er begyndte at træde i karakter. Han havde to gode venner, som han tog på maleture sammen med. Her var han inspireret af tegnelæreren fra mellemskolen, Børge Troelsen, som åbnede hans blik for kunstens verden. Vennerne hed Jens (Anton Nielsen) og Finn (Pape). Alle tre havde de stor begejstring for de store gamle malere, men også for den lokale og nyligt afdøde Erik Raadal. De elskede billedet af 'Gul rutebil på vej ind i landskabet' og cyklede gerne selv af sted på de jyske landeveje for at male landskaberne.

Puslingebogen Puslingebogen. 1. udg. Gyldendal, 1949. Med tekst og tegninger af Finn Pape.
Vennen Finn Pape fortsatte kunstnerbanen og er helliget et af essayene i samlingen, hvor Poul Vad giver hans herlige børnebog Puslingebogen dens berettigede plads blandt børnebogsklassikere som Peter Plys og Alice i Eventyrland.

Ud over tegnelæreren og de gode venner var der en tredje faktor, som åbnede den unge Vads øjne for kunsten - og litteraturen -, nemlig det lokale folkebibliotek. Her lærte han 'oprøret og revolten' at kende, som det så smukt er beskrevet i essayet "Den trebenede hest".

Men i øvrigt er Poul Vad meget knap, når det gælder oplysninger om sin egen person. Som han lakonisk skriver i en ultrakort netbiografi: "Jeg har også haft et privatliv; men det er netop privat!"



Til Forfatter og kunsthistoriker (Biografi, 2)
Til toppen

Find på websiderne. Publiceret 12. januar 2005. Webredaktøren.