|
Jørgen Nielsen
Offerbål
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Dan Sterup-Hansens
omslag til Offerbål fra 1962.
|
|
I slutningen af sin første roman, Det onde land, bruger Jørgen Nielsen udtrykket "Baal" om den tilsyneladende stilfærdige Emils væsen. Under overfladen rummer hans sind nemlig hæftige og lidenskabelige spændinger. I Jørgen Nielsens næste roman Offerbål, fra 1929, som blev den første, han fik udgivet, indgår ordet bål i titlen. Her refererer ordet til romanens kvindelige hovedperson, den unge pige Else, der brændes op under Indre Missions krav om erkendelse af synd og omvendelse, fordi hun ikke ved, hvem hun selv er, og under omgivelsernes hårde pres fortrænger hun helt sit behov for glæde.
"Mennesket var af Naturen syndigt, det havde hun Bevis nok for hos sig selv. Hvis hun ikke havde en syndig Natur, vilde hun for længst have været et omvendt Menneske, og hun vidste, at det var hun ikke".
Sådan tænker Else, som kommer fra et indremissionsk hjem, hvor moren altid ligger til sengs, fordi hun har opgivet at leve og i stedet sygner hen under rædsel for evig fortabelse. Ingen bestyrker hende i en tro på, at hun som omvendt og rettroende kan vide sig sikker på frelse. Tværtimod gør en sadistisk og hyklerisk missionær sit til, at hendes pine kan øges.
Da Else møder den udadvendte og festlige Rudolf spændes hendes sarte sind mellem på den ene side den strenge religions krav om syndsbevidsthed og på den anden side hendes behov for glæde og udfoldelse.
Umiddelbart efter Elses mors død gifter den unge pige med det følsomme sind sig i panik med den arbejdsomme bonde Lucas, fordi han umiddelbart synes at være et godt, kristent menneske, der kan citere sin bibel. Reelt er han en hårdhændet gnier, der ikke engang under sin kone eller gårdsdrengen Georg til dagen og vejen, men det bliver Else først klar over, da det er for sent. Hun bliver så dårligt behandlet af sin mand, at hun på trods af halsbetændelse og meget høj feber føler sig tvunget til at arbejde med i marken. Alligevel er hun altid god mod Georg, der tager livet, som det kommer.
En aften på vej hjem fra et besøg hos sin gamle far Klement møder Else Rudolf, netop som hun går og tænker på sit ulykkelige ægteskab.
"Han (Rudolf) kyssede hende, og det var forfærdeligt vidste hun, men hendes viden havde ingen magt over alt det i hendes væsen, der rejste sig og tonede berusende om Helhed og Fuldbyrdelse".
Eften en kort oplevelse af glæde og lykke plages hun af dyb anger over sin utroskab. I sin fortvivlelse opsøger hun den indre missionske kone Karen, der under Elses gråd forstår, hvad der er sket. Else giver sig helt i konens magt, opgiver sig selv og forveksler sin anger med en religiøs omvendelse.
De personer, der optræder i romanen, viser hver især én måde at gennemleve det liv, som står til rådighed, og de to mænd, Rudolf og Lucas, repræsenterer to forskellige livsholdninger: Rudolf med sit "drengeagtige lyse og overdaadige" sind står over for Lucas, der med sit påholdende væsen mener, at "Et Menneske er skabt til at arbejde". Menneskers handlinger og reaktioner er et resultat af deres personlighed og livsopfattelse. På den ene side står Guds børn, der som Elses mor er mest optaget af, hvad der skal ske efter døden, på den anden verdensmenneskene, som omfatter tilværelsen og andre mennesker med varme, ægte følelser. Romanen afslører Indre Missions hykleri og sado-masochistiske træk.
Alligevel er romanen ikke uden humor, og som var det en roman af en nutidig forfatter, leger Jørgen Nielsen med talesproget som f.eks. i forbindelse med afslutningen af søndagens bibellæsning ved morens sygeleje, da Elses far Klement siger:
""Som Jens Sjællænder sagde," begyndte han. Men da han saa Konens sørgelige Ansigt, brød han af, som følte han, at Munterhed ikke var passende, og han lo undskyldende, paa en egen øde Maade. Han lagde Hovedet på skraa og fingrede ved den sorte Bog, medens Smilet brødes med Alvoren i hans Ansigt.
Men det morsomme, han var kommet til at tænke paa, maatte alligevel hellere siges, han fortsatte: "Som Jens Sjællænder sagde, da hans Kone var død, han sagde: Det er ikke min Skyld, om hun gaar fortabt, jeg har da sunget alle Brorsons Salmer igennem for hende mindst fire Gange"".
Det er tydeligt, at Jørgen Nielsens stil har frigjort sig fra den tanketunge, lidt stive stil, som han anvendte i Det onde land. I stedet for en alvidende fortællers forklaringer hører vi nu personernes samtale og egne tanker.
Offerbål inviterer os ind i en fattig verden, som umiddelbart ligger langt fra nutidens forbrugerisme, men hvis konflikter dog stadig er centrale for moderne mennesker, selv om det ikke er religionen, der i dag lægger en dæmper på folks glæde, men nok i højere grad neurotiske træk.
LINKS
Offerbål på bibliotekerne
Om Dan Sterup-Hansen
|
|
Silkeborg by og egn 
