|
Jørgen Nielsen
En kvinde ved bålet
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
 |
|
| En kvinde ved bålet (1964) med omslagsillustration af Søren Hjorth Nielsen. |
|
En kvinde ved bålet er Jørgen Nielsens tredje roman. Den udkom første gang i 1933 og er senest genudgivet i Gyldendals Bibliotek i 1979. Da den i 1954 kom i Fremads Folkebibliotek, opnåede den stor udbredelse. En anmelder skrev, at bogen rummer en af de "kønneste kærlighedshistorier i vor litteratur, simpelthen fordi den er saa ubestikkelig sand i sin udvikling".
Romanen handler om menneskers liv på de magre midtjyske jorde. Den 30-årige Daniel er bogens hovedperson, og vi følger ham et årstid i det fattige miljø. Han har overtaget gården efter sin afdøde far, og moderen styrer nu huset for ham. En dag dukker Daniels arbejdsløse fætter Carl op. Daniel oplever Carls lette omgangstone over for nabogårdens Lise, som han selv gerne vil have, men at kontakte en pige - og at fri til hende - det er problemet for den hæmmede mand med det tunge sind.
Romanen viser, hvor svært det kan være for unge mennesker at komme i kontakt med det andet køn, og hvor belastende den unge famlende kærlighed kan være i et så nøjsomt miljø, at selv det mindste tegn på kærlighed er sparet væk. Hen mod bogens slutning hedder det om Daniel i en krisesituation, da han er blevet gift med Lise:
"Og så skete der det, at hun strøg ham over Håret, en eneste gang og flygtigt, men det skete. Havde hans Moder nogensinde strøget hans Fader over Håret? Det var utænkeligt. Så sjælfuldt havde Livet aldrig før formet sig i denne Slægt.
Han forestillede sig ikke, at det var Indledningen til virkelig Fortrolighed imellem dem, en fornyelse af deres Kærlighed. En sådan Stund vilde aldrig komme igen, men det forlangte han heller ikke. Dette Øjeblik vilde stå og lyse i hans Liv som en fin og sød, uforglemmelig Oplevelse".
I dag kan det måske være svært ved at identificere sig med så hæmmede følelsesudtryk. Samtidig må man dog slå fast, at interessen for et menneskes skjulte og irrationelle handlinger var ny dengang. Således er skildringen af hovedpersonens mindreværdskompleks, der kompenseres med aggression, karakteristisk for den præcise psykologiske indsigt, som forfatterskabet rummer:
Nervøs var Daniel ikke; det forekom ham ikke sandsynligt, at pæne Herrer skulde have Magt til at gøre ham ret meget, hverken af ondt eller godt. Men han havde en følelse af at blive regnet for klodset og ringe som altid, når han var i Nærheden af Folk der var af en fin Slags eller følte sig som tilhørende en fin slags: der kom en Trods op i ham, en overflødig og hemmelig Opbragthed".
Jørgen Nielsen som fortæller
Fortællerens synsvinkel ligger fast hos Daniel. Jørgen Nielsen anvender en alvidende fortæller, der kender sin ledefigurs tanker og gerne udlægger hans karakter:
"Vidtspændende var Daniel ikke, han grublede aldrig over sociale og metafysiske Problemer, han stræbte ikke pinagtigt efter at erhverve sig en samlet Livsopfattelse, han følte det ikke som sin Pligt at overskue Tilværelsen, og Religionen havde ikke i personlig Forstand haft bud til ham".
Den autoritære fremstillingsform, der ikke overlader det til læseren at gøre sig tanker om, hvad der ligger i udsagn og handlinger, kan i dag opleves som gammeldags. Men i mellemkrigstiden havde Jørgen Nielsens målgruppe, folk fra landet, næppe de samme forudsætninger for at tolke handlinger som udtryk for sammensatte følelser, som vi har - bl.a. takket være Jørgen Nielsens forklaringer.
Jørgen Nielsens stil er en usaglig form for realisme, for hans ærinde er forståelse af hverdagens mennesker. Han tager sin læser ved hånden og giver klare og præcise forklaringer på personernes sammensatte sind. Opgaven er at forklare folk komplicerede psykiske forhold, så man kan se hans bøger som fiktive lærebøger i psykologi.
Ebbe Fogs omslag til
En kvinde ved bålet. Fremads Folkebibliotek, 1954.
|
|
Ikke mindst i beskrivelsen af landskab og miljø, er Jørgen Nielsen ordknap. I En kvinde ved bålet karakteriseres det midtjyske landskab med få streger - som en radering af vennen Søren Hjorth Nielsen:
"De var under åben Himmel; der var et Land at se.
Et stenkast mod vest, lidt lavere end den Mark, Daniel var ved at pløje, lå hans Moders lille Gård... Nordfra, helt ind til den sandede Markvej, hvor de to unge Mænd stod, var der endnu Hede, stor Lyng, som aldrig havde været mejet eller afbrændt, og Heden blev ved, så langt blikket rakte mod nord, tabte sig ubrudt i horisontens dis".
Der er en sammenhæng mellem menneskets miljø og dets væsen, men der er ikke mange oplysninger om, hvornår de dramatiske begivenheder udspilles, for Jørgen Nielsen har ønsket at skildre sit motiv almengyldigt, men fætterens arbejdsløshed og cykel får os dog til at tænke på mellemkrigstiden.
Udsigt mod syd fra Jørgen Nielsens fødegård. Foto ©: Dorte Fogh, 2002.
Handlingen begynder midt under en pløjning, og de første ti kapitler udspilles i løbet af nogle få dage, mens de sidste ti kapitler strækker sig frem til den følgende sensommer, og da høsten er kommet i hus, slutter romanen optimistisk med et beskedent håb om en tålelig fremtid. De dramatiske begivenheder som "voldtægt" og "drab" finder sted i kapitel 14 og 19, men i bogens sidste kapitel er der tilgivelse og oplevelse af tilværelsen som til at bære, en skæbne, der svarer til Daniels psykiske konstitution. Spinkel optimisme og nøjsomhed gør ham tilfreds med livet.
Originaludgavens omslag fra 1933.
|
|
Bogens budskab
Bogens vil ikke vise, at kvinders lette og stilfærdige væsen er forløsende for trængte mænds sind, for Jørgen Nielsen opererede med en nuanceret opfattelse - også af kvinder. Hans personer er alle individualiserede. Især fremstår Daniels komplicerede følelsesliv bag en kejtet og hæmmet adfærd som interessant. Jørgen Nielsen ville fremstille sine personer som rigtige mennesker i et miljø og ikke som repræsentanter for ideer, og han viser, at selv i stilfærdige og blufærdige mennesker kan lidenskab lure.
Det livssyn, der ligger til grund for romanen, er en medfølelse over for mennesker med et sammensat væsen. Deres biologiske arv, sindet, bestemmer deres liv. Samtidig spiller begrebet skæbne i en udramatisk udformning en rolle i romanen, idet ordet skæbne betyder det liv, som ligger for, og som man får eller tager. Mennesker gør det, der ligger i deres natur - eller gener - som vi siger i dag. Nogle mennesker har lysere sind end andre. I det fattige miljø findes der glæde på trods af Indre Missions mørke livsopfattelse. Nok påvirker mennesker hinanden på godt og ondt, men de må hver især tage hånd om deres tilværelse.
LINKS
En kvinde ved bålet
|
|
Silkeborg by og egn 
