|
Jørgen Nielsen
Et hus splidagtigt med sig selv
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Peter Holms omslag til
Et hus splidagtigt med sig selv (1945)
|
|
Et hus splidagtigt med sig selv fra 1945 er en fortsættelse af Dybet, og handler om den jyske dreng Thomas og hans familie. De to bøger blev i 1956 udgivet under titlen Dybet 1-2.
Desværre nåede Jørgen Nielsen ikke selv at fuldende bogen, men efter hans ønske skrev vennen og kollegaen Paul la Cour de to sidste afsnit, så historien blev afsluttet og kunne udgives. Der var to mulige afslutninger, og han valgte den, der lå tættest op ad Jørgen Nielsens eget liv. Synsvinklen skifter mellem Thomas og hans far Graves. I første del ligger den mest hos Thomas, i sidste mest hos Graves, som var der stof til to romaner.
I Jørgen Nielsens hovedværk Dybet fra 1940 står der et sted om et hjem, at "Huset stod skævt", fordi mandens "overmaskulinitet fik lov til at raade - holdtes ikke i Balance af en tilsvarende kvindelig Styrke".
Det er den problemstilling, der bliver uddybet i Et hus splidagtigt med sig selv. Titlen, der er et bibelcitat, hentyder dels til hjemmet, dels til Graves’ sind.
Sluttede Dybet med, at Thomas følte overskud og styrke, begynder fortsættelsen med dyb sorg over morens død. Barnets sorg sættes i relief af en jævn og godhjertet fasters julebesøg i det lille hjem. Med fasteren kommer der liv og glæde, flere gæster og munter juleleg. Besøget og fasteren er skildret med megen humor og menneskekundskab.
Thomas bliver godt tilpas med sin stedmor Dagmar, mens Graves fortryder sit nye ægteskab, fordi han ikke kan acceptere, at hans hustru fungerer som ligeværdig med ham. De småskændes, og Thomas finder det yderst pinligt at overvære, mens han iagttager sin fars hadske sindsstemning. Altid er Graves utilfreds med verden.
Vendepunktet kommer, da Dagmar en dag får brev fra sin bror Hans, der skriver om, hvor godt det går ham: villa, bil og udenlandsrejse. Oplysningerne bevirker, at Graves, der har troet, at folk får efter fortjeneste, må på trods af umådeholden flid erkende sin manglende erhvervsmæssige succes. I frustration og misundelse kaster han en økse efter Dagmar, der ved et tilfælde undgår at blive ramt af den. Graves føler, at hans liv nu er forspildt og vil hænge sig, men møder på vej op på loftet tilfældigt Hjulmageren, der er en munter mand - eller i hvert fald gemmer sig under en snakkesalig maske, ligesom Graves gemmer sig under en djærv og drøj maske. Langsomt kommer han næsten til sig selv, og familien spiser til middag, som om intet var hændt.
Men begivenheden bliver anledning til, at hans vrede over verden nu vendes indad og bliver til et rasende selvhad. Han rammes af en depression, og den ellers så selvbevidste og fnysende mand føler sig ringere end alle andre. Samtidig får Dagmar magten i hjemmet.
Romanen behandler modsætningen mellem den unge Thomas’ åbne og følsomme sind og den voksne Graves’ indædte utilfredshed med verden og til sidst sig selv. Mens Thomas iagttager, at faren er slidt op, løsriver han sig fra ham. Graves opgiver sin halsstarrige kamp for tilværelsen og samtidig alle sine værdier.
"Han havde opgivet at kæmpe, det skal være sagt, men alligevel stod der jo et Oprør i ham. Hverken Livet eller Døden vilde vide af ham, det havde han ubodeligt erkendt, og en medfødt praktisk Sans foraarsagede derfor, at han blindt, med vild Stædighed, rettede sine Kræfter ind på at vare, at holde ud med Ulykken, i en Ild af Pine".
Lykken ligger ikke i arbejdet som Graves tror, idet han har rod i den gammellutherske og især pietistiske tro på, at arbejde i kald og stand - som vi synger om i Thomas Kingos salme: Nu rinder Solen op - er vejen til frelse. I løbet af romanen spiller denne tro fallit ligesom Graves' andre værdier.
Når Martin Luther prædikede arbejdets velsignelse, hang det sammen med, at han mente, at djævelen ikke så let kunne friste det skrøbelige kød, hvis man var beskæftiget. Pietisterne betonede med henvisning til Paulus, at den, der ikke ville arbejde, heller ikke skulle have føden. Vejen til frelse gik gennem arbejde og atter arbejde. Succes i arbejdet var udtryk for, at Gud var med mennesket. Men Jørgen Nielsens personer bliver som deres navn og arbejde: de graves ned af livet og erkender tomheden som et grundvilkår for det moderne menneske.
Graves’ arbejdsneurose medfører ikke lykken, ikke engang materiel velfærd. Erkendelsen af tilværelsens tomhed lader håbet ude for ham, men måske ikke for hans unge søn, som løsriver "sig fra sin Far".
Omslag til den samlede udgave udført af Dan Sterup-Hansen (1956).
|
|
Selv om romanen Et hus splidagtigt med sig selv ender med Graves på et nulpunkt, er der megen humor. Ikke mindst i fremstillingen af de folk, som passerer husmandsstedet. Hvad enten det er familie, en kunstner eller stedets indremissionske sognefoged.
Desværre fulgte der med forfatterens død ikke flere romaner efter Et hus splidagtigt med sig selv. De kunne måske have vist, at man kan definere sig via udfoldelser i sin fritid ligesom de gamle grækere og romere. De hentede deres identitet i deres udfoldelser, når de holdt fri, jævnfør det græske ord for fritid: "skole" og det latinske ord: otium. Havde Jørgen Nielsen læst Karl Marx, havde han måske i sine bøger vist den gyldne middelvej mellem hvile og arbejde, nemlig det skabende arbejde som en mulighed for at skabe identitet.
Et hus splidagtigt med sig selv som det citeres i Bibelen:
- Mattæus Evang. 12,25: Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå.
- Markus Evang. 3, 25: Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå.
- Lukas Evang. 11, 17: Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus".
- Et hus splidagtigt med sig selv er en fortsættelse af Dybet (1940)
- Udkom også som: Dybet I-II. Samlet udgave af "Dybet" og "Et hus splidagtigt med sig selv". Med efterskrift af Paul la Cour. (1956).
LINKS
Et hus splidagtigt med sig selv på bibliotekerne
Andre links
|
|
Silkeborg by og egn 
