|
Jørgen Nielsen
De hovmodige
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Dan Sterup-Hansens
omslag til De hovmodige fra 1963.
|
|
Hovmod står ikke altid for fald
"De talte om Herreklædninger. De drøftede Skrædderkunst og Stof og Prislag og denne Sæsons Nyheder med indtrængende Sagkundskab, med Varme; det var ikke Konversation for dens egen Skyld, men vitale interesser, som dyrkedes, et spontant Udslag af Liv, for det var Ungdom, som talte".
Så enkelt og ligetil indleder Jørgen Nielsen sin roman De hovmodige. Men tilværelsen er ikke så ligetil for alle som for de unge, der diskuterer tidens mode. Bogens hovedpersoner adskiller sig fra almindelige mennesker ved ikke at interessere sig for hverdagens emner. I stedet fører de sig i allerhøjeste grad frem som intellektuelle og befinder sig i en teoretisk sfære.
Romanens ledefigur er den unge dyrelægedatter Ketty, der midt på vinteren har fået job som advokatsekretær i den lille provinsby Lundved. På sit pensionat træffer hun allerede første aften bankassistent Alfred Eriksen, som fører hende sammen med journalisten Lüde. Snart danner de unge et trekløver, der taler og taler om tilværelsen. Bag deres filosofiske diskussioner hører man de tyske filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche.
Ketty iagttager nøgternt, hvordan de to mænd råber op om deres egen intelligens, og hvordan de ser sig selv som frigjorte fra enhver form for konvention og religion. De diskuterer, om mennesker er produkter af tilfældigheder og påvirket af ydre forhold, idet Alfred hævder, at han ikke er en "kludedukke", men uforanderlig. Kort sagt: De opfatter sig selv som overmennesker højt hævet over deres omgivelser.
Deres til tider temmelig studentikose og selvhøjtidelige samtaler udvikler sig ikke til et trekantsdrama, selv om den ellers så sympatisk skildrede Ketty svigter den letantændelige Alfred, der er alt andet end fredelig - i diskussioner. Alfreds modspiller Lüde svarer helt til sit navn, idet hans karakterbrist afsløres som kulde og kynisme i det, der kun tilsyneladende er et kærlighedsforhold til Ketty - og andre kvinder.
Den stilfærdige og gennemreflekterede Ketty udvikler sine menneskekundskaber i mødet med Lüde. Hun afviser hans holdninger og bryder med ham. Da deres fællesskab forekommer mere filosofisk funderet end erotisk, kommer det som lidt af et chok både for Ketty - og læseren - at hun hen på foråret er blevet gravid. I løbet af kort tid udvikler hun sig og påtager sig ansvaret for sit barn, på trods af at det bl.a. vil få træk fælles med den mand, som hun er kommet til at afsky så stærkt.
Hovmod står for fald, siger man, men Lüde bliver ikke straffet for sin selvtilstrækkelighed. Han slipper med en mindre forskrækkelse, mens Ketty kommer til at betale for sin erkendelse. Hun er dog stærk nok til at bevare sin selvrespekt og handlekraft.
Bogen er en kritik af mellemkrigstidens forestilling om overmennesker. Jørgen Nielsen, der var stærkt påvirket af Schopenhauers tanker om menneskets vilje til liv, leverer et varmt forsvar for de mennesker, der lever umiddelbart og engageret i deres omverden. Ketty vælger altid at handle med indføling og betænksomhed uden af den grund at fremstå som karakterløs.
Bogens slutning må have kunnet give styrke til kvinder, der var kommet i ulykke, som det hed dengang, da et barn født uden for ægteskab var en stor synd i mange menneskers øjne:
"Stolt endnu, tænkte hun, ja, vist stolt endnu, ikke ydmyget, ikke bodfærdig, ikke forvandlet; hun var blot kommet til at holde af og at tro, endnu spinkelt, og skønt det var saa mørkt foran hende, syntes hun, at først nu ejede hun alle Muligheder; hun følte som en Sødme sit Sinds Helhed, sin Evne til at gro, sin Ret til Livet; her sluttede noget af hendes Liv, her sluttede meget, maaske hendes Ungdom, men hendes Væsen lukkede sig ikke sammen om en trist Pointé, det aabnede sig mod Livet".
LINKS
De hovmodige på bibliotekerne
Om Dan Sterup-Hansen
|
|
Silkeborg by og egn 
