|
Simon Grotrian
Slangehøst
Af stud.mag. Anne Line Bang Nielsen
Slangehøst med omslag af Annemette Larsen. Borgens Forlag 1994.
|
|
Simon Grotrians sjette digtsamling Slangehøst udkom i 1994. Titlen virker kryptisk sammensat og indeholder flere betydningslag. Simon Grotrian signalerer hermed, at der ligger et arbejde foran læseren, hvis man ønsker at åbne digtsamlingen. De første associationer, der knytter sig til titlen er uhygge og rædsel. Men det er ikke nødvendigvis meningen, for læser man "slange" som linierne på papiret, og "høst", som indsamlingen af de seneste kreative nedfældninger, ja så associeres ordet pludselig med en givtig skabelsesproces. Digtsamlingens titel bliver således det første eksempel af mange på, at man ikke skal tage ord for pålydende, men i stedet bruge sin fantasi. Det er i legen med ordenes betydning, at Grotrian har sin helt store styrke, og her han åbner nye måder at se tilværelsen på.
Om digtsamlingen skrev anmelderne:
- Ulrik Høy, Weekendavisen 11. febr. 1994: "Digtene henviser ikke, refererer ikke til, føjer sig ikke ind i noget velkendt", "Man siger sensibilitet men man forstår ikke en skid."
- Erik Skyum-Nielsen, Information 11. febr. 1994: Grotrian "har forladt sin sjette digtsamling - og smidt nøglen i havet."
- Per Højholt, Morgenavisen Jyllandsposten 11. febr. 1994: "Slangehøst er en visionær digtsamling. Digteren overlader næsten alt til det digteriske billede." "Digtene, som til at begynde med virker lukkede og uvillige til at gå til bekendelse, åbner sig langsomt, i kraft af deres indbyrdes dialog ..."
Jeg vil tilslutte mig til Per Højholts synspunkt. For mig forholder det sig nemlig således, at denne samling på linie med Simon Grotrians tidligere værker åbner sig i takt med læserens tålmodighed. Den følgende karakteristik af digtsamlingen beror på min helt personlige læseoplevelse, og den vil bevæge sig på et overordnet plan. En tilbundsgående, sammenfattende analyse synes umulig at lave, idet mange af digtene lever deres eget liv af indforståede metaforer og billeddannelser.
Annemette Larsens illustration i 'Slangehøst'. Borgens Forlag 1994.
|
|
Indholdet
Digtsamlingen må helt overordnet beskrives som et subjektcentreret, eksistentielt betonet poesiunivers, akkompagneret af en mørk undertone. Et "jeg", som må formodes at være et digterjeg, reflekterer over sin væren i en problematisk verden: "Det er nat og Gud er tavs", for "kloden er smækket i", jorden har altså lukket låget og lukket sig om sig selv. Klaustrofobiske labyrinter spærrer menneskene inde og efterlader intet håb om udvej. Omgivelserne påvirker naturligvis jegets tilstand. Jeget beskrives nemlig som skrøbeligt og desillusioneret; det har nået nulpunktet, som et af digtene passende hedder. Gråden er forstenet i "fossile tårer", og tilværelsen er en vågen bevidstløshed, en "rejst søvn". Til forskel fra omgivelserne er jeget dog ikke helt dødt, for i dette forstenede jeg raser samtidig snestorme, og brændende sole. De fire elementer: ild, vand, jord og luft er alle repræsenterede og kan læses som et udtryk for, at uforenelige kræfter raser i jeget, der ikke kan finde fred i sig selv. Jeget er altså ikke dødt, selvom tilstanden er kritisk og "lyset sortner".
Føler man sig som læser ilde til mode over jegets tilstand, virker det desto mere skræmmende, når Grotrian involverer læseren selv i sine digte. Ved at tiltale læseren med du, etablerer han en direkte forbindelse til sit publikum. Forbindelsen mellem jeget og læseren understreges, hvis man læser duet som et omvendt digterjeg. På den måde kan duet referere til både jeget selv og til læseren. Denne flertydighed leger Grotrian selv med i formuleringen "som magneter mellem dig og dig". Sætningen kan læses, som om der er en forbindelse mellem alle digtets læsere, men også som en tilkendegivelse af det forhold, at jeget og læseren er forbundet, hvis jeget omtaler sig selv i anden person som "dig". Grotrians digtning indeholder altså udover jegets eksistenskvaler en katarsiseffekt. Han vender nemlig et spejl mod læseren, i hvilket læseren skal spejle sin egen tilværelse for at se, om den er meget bedre!
Sproget
Jegets følelser manifesterer sig også i digtenes sprog; sproget er nemlig lige så kaotisk og splittet som digterjeg'et selv. Det ekspressionistiske udtryk - dyrkelsen af mangel på sammenhæng- opstår, når Grotrian klipper sprogets billeder i stykker for at lade modsætninger støde sammen. I disse sammenstød, hvor abnorm gøres til norm, fordi sproget presses til bristepunktet, rækker Grotrian ud efter sin læser. Det er nemlig hans sproglige krumspring, der fører læseren til en forståelse af digtene, fordi de tvinger én til at vende op og ned på ret og vrang jævnfør eksemplet med den flertydige titel Slangehøst.
Grotrian søger, ved at lade tone og indhold i digtene arbejde sammen om at beskrive jegets kaotiske sindstilstand, at vise, at splittelsen er fundamental i livet. Sproget beskriver ikke kun syndefald, indespærring og frustration - det rummer det selv. Det er igennem bearbejdelsen af subjektets ensomhed i virkelighedens fravær, at sproget får sit eksplicitte nærvær. Digtenes umiddelbare utilgængelighed skyldes altså ikke kun en kompleks indholdsside, men i lige så høj grad et originalt og konstrueret billedsprog, der indeholder betydning i sig selv.
På trods af, at sproget indeholder digtets destruktion og død i sig, så er jegets digterevne også den der skænker jeget livet og håbet. Gennem skriften forsøger jeget at skrive sig ind på livet af tilværelsen. Det er når pennen rammer papiret, at "min tunge grønnes", altså, at jeget kan sætte ord på frustrationen. Det var, da slanger blev høstet til denne digtsamling, at "åget blev til vinger", at frustration blev til poesi.
* * *
|
|
Silkeborg by og egn 
