|
Simon Grotrian
Næste himmel
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh og bibliotekar Agnete Bang
Næste himmel med omslag af Mogens Møller. Borgens Forlag 1989.
|
|
Higen efter kosmos
Simon Grotrians tredje digtsamling, der består af to gange 29 digte, hedder Næste himmel, 1989. Udtrykket Næste himmel forekommer ligesom sol, måne og stjerne i flere af digtene, der har en kosmisk dimension midt i det kaotiske liv. Det er imidlertid ikke salmebogens himmelske frelse, digtsamlingen beskriver. Det lyriske jeg er derimod nødt til at skrive "himlen om" og vende sine øjne mod himlen for at søge inspiration til næste digt.
Gennem samlingen går en higen efter kosmos, men forløsningen opnås ikke så regelret som en romantisk digter med udgangspunkt i nyplatonismen forestillede sig. Her forbandt man Platons lære om præeksistens og et fald fra ideernes verden til fænomenernes jordiske tilværelse med den kristne guds nåde og genopstandelse. Hos Grotrian er der katastrofer og kortvarige oplevelser af forløsning - ikke mindst i forbindelse med skaberglæden.
Med få undtagelser er der i hvert digt én strofe, der har form som en søjle. Tre digte består dog af to eller tre søjler. Man kan spekulere over, om der er en sammenhæng mellem forfatterens fornavn, den berømte Simon Søjlehelgen og disse digtsøjler. I hvert fald fremgår det af flere af dem, at de bærer det lyriske jeg oppe. I forlængelse heraf beskæftiger mange af digtene sig med skriveprocessen og med baggrunden for digtenes tilblivelse: "hus må bygges op / om brevet til" hedder det i digtet Til dig, som beskriver, hvordan det lyriske jeg vågner som ren bevidsthed 'uden krop' og hæver sig op ved hjælp af 'papir', et billede på et digt.
Indledningsdigtet Angst, hvis titel refererer til danske lyrikere som romantismens Emil Aarestrup, symbolismens Viggo Stuckenberg og ikke mindst ekspressionisten Tom Kristensen, kan læses som nøgle til hele samlingen. Digtet fortæller om nattens angst og søvnløshed som baggrund for, at digteren skriver som en eksplosion. De enkelte linjer hænger ligesom syntaksen ikke sammen, fordi det lyriske jeg ikke har en indre sammenhæng. Andre digte er som digtet Til Freud en næsten neurotisk og galgenhumoristisk opremsning af kendte navne, hvor rytmen i navnet på den tidligere præsident i Jugoslavien, Tito, sætter takten, der varieres gennem opremsningen af kendte, eller om man vil, berygtede politikere og filosoffer.
Livet ses undertiden som et skakspil, hvor man ikke bliver skakmat ved midnat, men med et Grotriansk ordspil bliver Matnat. Mennesket opleves ikke som i modernismen, hvor det var splittet mellem drøm og virkelighed. Nu føles det helt korporligt splintret i stumper og stykker. Øjne, ører og tænder m.m. optræder adskilt fra resten af kroppen. Mennesket er skrøbeligt og destruktivt: smerten der ikke kan tælles / har gjort ham til saks. Selvmordet ligger lige for. Den voldsomme destruktion af kroppen er i øvrigt et særkende for dansk litteratur i 1990'erne.
Den vanskeligt tilgængelige digtsamling rummer mange træk, som man genkender fra Grotrians tidligere udgivelser, bl.a. legen med ordene. På Højholtsk vis arbejder nogle af digtene med systemer af ord og lyd som f.eks. digtet Røg, der indledes med en variant af ordsproget: Der går ikke røg af en brand uden ild: Der går brand af / næste himmel. Digtet handler om katastrofen som forudsætning for tilblivelsen, og man mindes Tom Kristensens fyndige linjer i digtet Angst fra romanen Hærværk, 1930: Jeg har længtes mod Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død.
Sproglige billeder forvandles til rene billeder som i figurdigtet 9/4 40, hvor ordet jager gentages, og typografisk sættes op som et jagerfly. Galgenhumoren er et andet karakteristisk virkemiddel. Når salmedigteren H.A. Brorson skriver: Gud kan alting mage, vrænger Grotrian i digtet Gud: "Gud kan intet rage".
Motivisk kredser mange af digtene om digtningens vilkår, inspirationen og skriveprocessen. I den sammenhæng henvises der mere eller mindre ironisk til flere forskellige digte. I digtet Noder bliver B.S. Ingemanns salme 'Til himlene rækker din miskundhed' til "strøm af hoder udstringeres / nynner deres miskundhed" og N.F.S. Grundtvigs 'stjernetæpper lyseblå / skal glade vi til kirke gå' bliver til "stjernetæpper musegrå / døde vi til kirke".
På trods af den eksistentielle angst fastholder digtene dagens gang, kroppen og digteprocessen som centrale værdier i en dennesidig tilværelse.
LITTERATUR
- Marianne Stidsen: U = hestsko. Om Simon Grotrian og barokken i Den Blå Port. Tidsskrift for Litteratur 17/1991
|
|
Silkeborg by og egn 
