|
Simon Grotrian
Kollage
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Omslag: Ole Morten Nygård med foto af Peter Schandorf. Borgens Forlag 1988.
|
|
Kollage af sprog og liv
Simon Grotrians anden digtsamling, Kollage, 1988, er et ungt menneskes forsøg på at gøre status og herunder at besvare spørgsmålet: Hvem er jeg? Svarene består af glimt fra barndom og ungdom. Forskellige erindringer, ord og billeder er sat sammen til digte, hvis titel netop henviser til det franske ord for det klister, som kan binde elementer sammen. Alt er klippet i stykker, og af stumperne opstår nyt liv som en anden fugl Phønix, nemlig digte. Samlingen består af fragmenter, der hver for sig kun er stumper af sprog og liv, men tilsammen viser de den unge digters oplevelse af sig selv, kærligheden, tiden, døden og digterkaldet.
Samlingen falder i to dele: Den første viser billeder fra barndommen, hvor det indledende digt handler om det at skrive de digte, der skal blive til denne samling: "Åbner havet og bladrer / under hånden står de døde". Det er familiealbummets billedhav, der danner udgangspunkt for en forståelse af den identitet, der ligger i at skabe ord, digte og billeder. Det lyriske jeg "hælder vand af håret" og ikke ud af øret! Gennem de næste linjers varierede gentagelser: "hælder livet ud af kroppen / trækker vejret med mig, mund / af storme mund af lys" bliver vand en metafor for digte, og hele det indledende digt kommer til at stå som en søjle af ord samtidig med, at liv og død væves sammen med humor og overraskelser.
I de næste digte følger vi fra et barns synsvinkel skabelse, tilblivelse, udflytning til markerne (uden for Silkeborg) og leg med "tændstiksbetjente". Sådan formes jegets opvækst. Jeget leger også med ordene, som vi kender det fra børn og barnlige sjæle. En sætning som ‘hvis jeg kunne sove for støjen’ bliver til "hvis jeg ku sove fra tøjet". Barnets fortalelse bliver optaget i digtet, ligesom man optager børns pudsige formuleringer i sit familiesprog. Overalt leges der med ordene, og der er en stor glæde over sprogets muligheder. Det får læseren til på ny at overveje dem, og det gælder om at lege med, hvis man skal have noget ud af digtene. I et digt skal ordet "træben" udtales med samme trykfordeling som stræben og rime på læben for at give mening: "jeg knuser dit træben med læben".
Hverdagens trivialiteter og tilfældigheder beskrives med humor, der blander sig med dødsens alvor. Cykel-, flyve og togtur blander sig med skildringer af viserne på kirketårnets ur, der "ved / klokken er to gange tolv / så falder hammeren ned". Nogle af digtene virker meget sete og oplevede, mens andre i højere grad virker som forestillinger. Første del slutter med en beskrivelse af et selvmord og en ituslået flaske ved havet.
Anden del rummer dels krisedigte, dels erotiske digte. Et meget smukt morgendigt handler om at vågne sammen med den elskede, et andet tager udgangspunkt i det postmoderne slagord om, at alt er ligegyldigt - og hylder den, der skænker kaffen.
Ligesom kunstneren bruger billeder til sine kollager, skaber han selv (sproglige) billeder. Nogle af digtene er selv billeder. Tegner man deres omrids, ser man en fugl, der flyver eller et kors på graven. Vi har med andre ord at gøre med såkaldte figurdigte, hvis pointe er, at sproget ikke kun omtaler, men også er et billede på sit eget motiv som i det her citerede digt, hvor der effektfuldt er udeladt et underforstået ‘selv’ til sidst: det lyriske jeg er ude af sig selv og betragter sig som død, på samme måde som barokkens berømte salmedigter Thomas Kingo, der gennemspillede forskellige roller i sine digte. Digtet er på ingen måde morbidt, men spiller tværtimod - pga. korset - på et håb om genopstandelse:
Hjertet
færdigt
tømt for
indhold
kun en
kistes
døde ben
jeg lægger blomster på dig
mens jeg husker hvad vi
talte om
og hjertet
stivnet
under mit
er altid
ude
af mig.
LITTERATUR og LINKS
|
|
Silkeborg by og egn 
