|
Simon Grotrian
Fire
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh og bibliotekar Agnete Bang
Fire med omslag af Heine Skjerning. Borgens Forlag 1990.
|
|
Med et karakteristisk tvetydigt ordvalg kalder Simon Grotrian sin fjerde digtsamling: Fire, 1990. Titlen refererer i første omgang til samlingens nummer, i anden omgang spiller ordet på det engelske ord for bål, idet flere af digtene handler om ildens fortærende kraft, et udtryk for livets opløsning, hvilket bogens omslag også henviser til.
Firtallet giver digtsamlingen system og struktur. Hvert digt består af fire linjer. De i alt 68 digte er samlet i seks afsnit, der hvert udgøres af et antal digte deleligt med fire. Den gennemarbejdede digtsamling virker som en symfoni for violin, harpe, fløjte og trompet, der hver især gennemspiller stykkets temaer. Første afdeling er en kort introduktion, der præsenterer hovedtemaerne: håbløshed, musik og kunst samt det lyriske jeg. Som andet afsnit følger otte tingsdigte - næsten som H.C. Andersens tingseventyr - dernæst et afsnit der handler om depressionen som forudsætning for kunstnerisk skaben. I løbet af fjerde afsnit vender situationen, idet en bedring indtræder, selv om der stadig er op- og nedture. Bogens næstsidste gruppe er beskrivelser og tolkninger af en række kunstværker fortrinsvis fra 1900-tallet, mens digtene i sjette og sidste del har en bredere emnekreds og et større udsyn.
Samlingens allerførste digt, Håbløshed, vidner både om meningsløsheden som udgangspunkt for menneskers liv og om skriveprocessens betydning for det lyriske jeg. Folk, der bruger blindskift, vil sætte digtets første linje i forbindelse med mellemste række bogstaver til venstre hånd på skrivemaskinens tastatur og anden til højre hånd: ASDF / JKLÆ / ASDF / JKLÆ. Digtet bruger bogstavernes umiddelbare mangel på mening som billede på livet, men samtidig bliver det meningsløse til et meningsfuldt digt.
Denne form for billedkraft er karakteristisk for flere af Grotrians digte i Fire. Det kendteste er uden tvivl Svaner set gennem tårer, der vidner om smerten som udgangspunkt for skønhed, om depressionen som forudsætning for kunstnerisk skaben. Digtet skal læses som en rebus, hvor 0 står for tåre og 2 for svane. Det kan med andre ord ses som en moderne form for svanesang, dvs. en digters sidste arbejde.
0 0
2 0
0 2
0 0
Grotrians digte sender mange hilsener til dansk lyrik. Som forløbere for Svaner set gennem tårer kan nævnes H.A. Brorsons og St. St. Blichers svanesange, der begge har fuglen som bærende motiv. Også hos Grotrian forekommer fuglen som billede på den frie, smukke sjæl, og ofte spiller den sammen med musikken, der giver mennesket vinger, så det kan hæve sig op over den jordbundne hverdag.
Det tredje digt i første afsnit, Hjem-V, (Hjemve) - med henvisning til St.St. Blichers digt Hjemvee fra 1814 - udtrykker gennem sammensætningen af citater fra dansk centrallyrik et stærkt ønske om at glide ind i rækken af danske digtere, der skriver om deres subjektive følelser og den digteriske proces. Først folkevisen om Valravnen (DGF 60), så Frank Jæger: Oh at være en høne, ingen kan finde hvor er fra 1949. Derefter Holger Drachmann og Blicher. Derpå følger Gustaf Munch Pedersens korte digt: Rids, og endelig slutter digtet med at citere Johannes Ewalds Rungsteds Lyksaligheder fra 1775.
Oplevelsen af livet som fortabelse og opløsning skildres med sort humor, idet jeget identificerer sig med kaffebrygningsprocessen og et stykke hugget sukker som i tingsdigtet Sukkerstykke. Det at identificere sig med ting som et Frimærke eller dele af sin krop som f.eks. Tænder er et led i en fastholdelse og iagttagelse af det sønderbrudte selv. Det sker helt uden selvmedlidenhed, men med en befriende form for humor, idet Grotrian spiller på ordenes mange betydninger og associationer. Tingsdigtene bruger ikke bare billedesprog, men er undertiden selv billeder, idet deres typografiske form danner motivet som f.eks. digtet Tændstikker, der har form som en tændstikæske med udtrukket skuffe:
Meningen venter vi på
og vi venter et barn, og af samme skuffe
mener vi en brand, og om en tændstikæske
verdens mindste kommode
Her henviser Grotrian til Samuel Beckets teaterstykke Vi venter på Godot, 1953, der handler om erkendelse af tilværelsens meningsløshed ud fra en eksistentialistisk synsvinkel. Grotrian leger videre med titlen, der efterhånden er blevet en velkendt frase, og med bogstavrimet: vi venter. I samme åndedrag fortsættes med klicheen 'mere af samme skuffe', idet ordet 'mere' er udeladt. Med en association bliver ordet 'meningen' til' mener', og leger man med ordet 'barn' kan det blive til bran(d), der både kan henvise til erotik, idet der let kan gå brand i gamle huse, og til ildens fortærende kraft. I hvert fald fortsætter legen med ordet brand, der associerer til tændstikæsken med udtrukket skuffe.
I flere af digtene spiller musikken en stor rolle, idet dirigenten med sin taktstok bliver et billede på Skaberen, der bestemmer livets løb. Koncertflygel, violiner, fløjte, harpe og trompet fylder ligesom de mange ordspil orkestergra-ven. I det hele taget viser mange af digtene i valg af vokaler, bogstavrim, billeder og rytme en stærk musikalitet.
Det er dog ikke kun musik og lyrik, der bruges som afsæt for digterisk skaben. Som nævnt kommenterer Grotrian i samlingens femte afsnit både skulpturer og malerier i en række digte. En fællesnævner for en del af malerierne er, at de viser det lukkede rum, mens skulpturerne er abstraktioner over menneskefiguren, således at disse digte ligger i forlængelse af de øvrige tingsdigte. De kunstværker, der behandles, ses typisk i dødens og undergangens lys.
Det er krævende at læse Fire, for man er nødt til at holde alle muligheder for associationer åbne. Det er en hjælp at have et vist kendskab til tidligere tiders lyrik, fordi Grotrians digte ofte indgår i en dialog med dem. Men det er umagen værd at gå på opdagelse i denne digtsamling, der viser sproget som kraft.
LITTERATUR
- Marianne Stidsen: U = hestsko. Om Simon Grotrian og barokken in Den Blå Port. Tidsskrift for Litteratur 17/1991
|
|
Silkeborg by og egn 
