Johannes Jørgensen: Sommerbreve  Til forsiden


Du er her:
Forsiden Silkeborg i skønlitteraturen Johannes Jørgensen: Sommerbreve

Sommerbrev fra Silkeborg
1892


Af Johannes Jørgensen

Johannes Jørgensen: Stemninger (1892)

Johannes Jørgensen: Stemninger (1892) med omslag og illustrationer af Viggo Pedersen.

Gengivet i let moderniseret retskrivning på grundlag af originaludgaven 'Stemninger'. Med Tegninger af Viggo Pedersen. København, P.G. Philipsens Forlag, 1892, s. 88-97. Også trykt i 'Udvalgte Værker', bind VII, 1915, s. 47-54.

SOMMERBREVE

I

Det var i Silkeborg, at hjemvéen efter sommeren kom over mig.
    Det var om aftenen, jeg gik langs søgaden i Silkeborg. Stille og grå lå søen under den grå og stille himmel – små, lave bølger gled med sagte slikken ind imod den bræmme af haver, som skiller gaden fra vandet. Alt var tyst i den skygrå og lune aften; Silkeborg tav i slummer. Kun nede i en af de små, langstrakte haver gik en mand og hyppede fredeligt sine kartofler.
   Da kom den over mig – hjemvéen efter det frodige sommerlands stilhed, efter de, små, havedruknede byers svale fred – og lyden af fjærne åreslag over søen klang som en Kuhreigen [alpehyrdemusik] fra mit hjemlands natur. ..
   ... Den næste morgen sad jeg tidligt ude i skoven ved Silkeborg. Jeg skulde rejse med formiddagstoget, men havde endnu nogle timer for mig. Jeg sad på en bænk i skovbrynet, beskinnet af junimorgenens lune sol. Det var ganske stille om mig – kun en solsorts klare fløjten fra skoven bag mig og lærkekvidder fra markerne, der foran mig, stille og grønne, strakte sig ned mod Silkeborg sø, bag hvis vandstribe store skovbanker løftede sig i soldis. En flue summede forbi mig – i græsset foran mig stod gule blomster mellem de blanke strå.
    Jeg havde i den tidlige, friske morgen vandret gennem de store skove af birk og bøg, som rander søen ved Silkeborg. Jeg havde sanket liljekonval og bølle i blomst og hvilet på fint mos og græs ved søbredden og hørt sivene suse for morgenvinden og bølgerne slikke over strandgruset og set længe over den blegblå sø, over mod de ensomme, solbeskinnede skove hinsides vandet – skove, hvis grønne mure mindede mig om fjærne, længst hensvundne somre ved andre kyster og andre søer, som nu var langt borte fra mig.
    Og nu sad jeg på bænken i skovbrynet og var sørgmodig som en, der skal forlade sit hjem – det hjem, der ejer alle hans kæreste minder, og hvor han gad blive for bestandig...
    Jeg tog min lommebog frem og skrev:
    "Jeg er syg af at se de store skove, syg af at ånde granernes duft, syg af længsel og syg af hjemvé. droslen fløjter og lokker og kalder, fluerne summer en gammel sang – sangen, der bar min ungdoms somre."
    "Vidt gik min vej fra de store skove, ind mellem huse og menneskers mylr ..."

*     *     *

    I det samme opdagede jeg, at klokken var bleven mange, og jeg måtte hurtigst tilbage til Silkeborg. På mit digt fik jeg aldrig nogen slutning, men tre uger efter, at det var skrevet, førte jærnbane og damper mig hjem til de store skove, under hvis skygge jeg er født...
    ... Det er besynderligt at se et sådant land igen, hvorfra man for ti år siden drog bort – ud i den vide verden. dets skovlinjer forekommer én lavere, end man havde tænkt sig – dets udsigter mindre vidtstrakte – dets banker stænger for det horisontsøgende blik. Gamle huse er revne ned, og nye bygninger bryder med deres grelle rødt og gult den dæmpede harmoni mellem det grønne land og den grå by. Hvor for ti år siden en sti drog sig op over græsbanker under blomstrende hvidtjørn, der er marken nu tavlet med køkkenhaver, som kommunen har anlagt og lejer ud til småkårsfolk – og hvor før en bæk vandt sig under hængende pile, breder sig nu et andels-svineslagteri, som bruger bækkens vand til at føde sine dampkedler med.
    Påny at knytte forholdet til et landskab eller et menneske, med hvem man en gang har været fortrolig, er som at prøve en ring igen, man længe ikke har båren. Ringfingeren har i mellemtiden forandret sig, er enten bleven for fed eller for mager, passer ikke mere ...
    Men en morgen vågner man tidligt og sér solskinnet falde stærkt ind gennem de hvide gardiner, der er trukne hen for vinduet, og skimter bag deres flor de røde tage udenfor i stærk sol og en varm, blå himmel med hvide sommerskyer... Og med ét føler man det, som om rum i ens sjæl, der længe har stået ubeboede hen, lukkes op, og man træder derind og kender, at her var det, ens ungdom fejrede sine fester. Og man er lykkelig som den, der efter lange rejser har nået sit hjem.

II

Viggo Pedersen: Sankt Hans
Viggo Pedersen: Sankt Hans.
    Jeg iagttager herovre i mit hjemland den samme vandalisme, som i de senere år har begyndt at hærge københavn. de gamle træer fældes, de store skove udtyndes, skrænter afgraves, banker jævnes, levende hegn omhugges og erstattes med gitre af galvaniseret jerntråd.
    I København har man i steden for voldenes brede kastanjer og tykstammede linde og kirsebærgangens skyggede spadseresti fået de bare boulevarder med deres rader af tomme stativer til allé-træer. De gamle haver på Østerbro og Frederiksberg ødelægges, og på tomterne rejser sig gule murstenspalæer med indlæg af grøn majolika og med godtkøbs-altaner under de store spejlglasruder, hvor bag den obligate viftepalme udfolder sine visne blade – den pseudo-elegante småborgerligheds sejrrige banner.
    Også herovre trænger de gule murstensbygninger frem. Som ødesvamp æder de sig ind i den gamle by og fordriver de hvidkalkede bindingsværksgårde, hvis lave længer fra den oldefædrene tid har huset slægt efter slægt af samme æt i de brede, rummelige stuer med de gammeldags møbler i Frederik den Sjettes empirestil. De gule mursten breder sig som et ondt sår ud over det grønne land, fylder dalen, vokser op over bakkerne, smitter markerne bagved – de brede, frodige marker, hvor bønderne boer, med spredte, gule pletter.
    At vore bygninger også skal være så grimme! Blot for et århundrede siden byggedes endnu her i Danmark huse, hvis tages form og blå teglstens farve og tavlede vinduers grønne, blyindfattede glas var og er en glæde for øjet, som ser dem. Men nu! det er, som al skønhedssans var uddød af den almene bevidsthed – selv vore pragtbygninger, vore kirker og musæer er mærkede af de gule murstens grimhed.
    Hvilken verden der beredes de slægter, som kommer efter os! Over deres hoveder vil den gule syndflod af skidne murstenshuse slå sammen. Jeg tænker mig fremtidens jord dækket som med en skorpe af sten, i hvis uendelige goldhed intet rører sig uden den mylrende menneskehed, og hvor intet længer er, som naturen skabte det, intet uden havet, der skvulper mellem fastlandenes stenkajer under en himmel, formørket af millioner skorstenes evige røg – havet, det sidste frie væsen i en verden af bundne ...
    ... Endnu er vi imidlertid ikke nået så langt. Endnu er jorden ikke én stor by og alle dens indbyggere ikke førte ind i en og samme store vejviser. Der findes endnu uregelmæssige stæder og bindingsværksbyer og gamle huse, hvorover en duft af svundne slægters solide velvære hviler.
    Hvor er et sådant gammelt hus kønt! Roligt og velordnet breder det sig med mange stuer og mange udenomsrum – med vaskehus og rullestue, fadebur og oplagskældre, brændehus og huggehus, dueslag og hønsehus – halvt landligt med sin gårdsplads og sin have, omgiven af andre gamle gårde og haver. Endnu skimtes murstens-Kulturens fremrykkende façader kun fjernt over havernes løv.
    Her fornemmer man den lykke, som de store stæders fornøjelser ikke kan opveje. der er noget engelsk over et sådant stille provinsliv i broderskab med jorden og luften – medens en genklang af frankrig, af Paris fornemmes i alle storstæders larm af nydelse og arbejde.
    Der er en egen engelsk skønhed i at sidde i stille, skyggefulde stuer, hvor ingen lyd høres uden fluers summen hen under loftet, og læse eller skrive ved et improviseret arbejdsbord, hvor en krukke med markblomster står mellem tilfældigt ordnede bøger, og en sten fra stranden ligger som brevpresser over et par aviser og epistler, der i ens fjerne afkrog synes én bud fra et rigt og stort kulturliv.
    Når man er færdig med sit arbejde, går man ud i haven og drikker kaffe ved familiebordet under den gamle hyld og ryger sin cigaret og ser ud over de grønne urter og rosenbedene og vinca-rabatterne, som blinker i eftermiddagens skrå, gyldent støvende sollys.
    Og gennem hyldeduftende gader vandrer man derpå ned til stranden – sætter sig på en græstue tæt ved vandet og hører en stor poppel suse over ens hoved og en fugl synge i poplen. og man sidder længe og stirrer – ud over det blå og stille vand, der spejler de rødlige sommerskyer, over mod de grønne banker hinsides sundet og skovens mur bag dem. Langt henne på vandet hører man åreslag, og fra den lille anlægsbro lyder trin af en mand, som går i land fra sin båd, bærende sejl og mast over skulderen.
    Og højt oppe i den blå luft sejler tre måger som hvide, flyvende stjerner – som glidende gnister af snehvid ild.

III

Viggo Pedersen: Sommer
Viggo Pedersen: Sommer.
Det var i eftermiddagens gyldne timer. I engene om byen kastede hegn og træer lange skygger; fuglene pippede kun svagt fra løvet; svalerne strøg tavse over græsset; sollyst og grønt og stille lå landet under en mat, mælkeblå himmel.
    Jeg gik ad en sti, der gennem engene fører op over bankerne bag byen. Til højre for stien løb et hegn, til venstre skrånede en græsmark op mod den blå himmel. Under skyggen af en eg, der stod ene – som et vartegn – midt i hækkens ensformige rad af tjørne, løb en lille sti til siden, op over hegnvolden. Jeg blev nysgærrig og fulgte den om bag hegnet. jeg kom ind på en havremark, hvor stien løb videre over nedtrådt korn, der, endnu ganske frisk, dækkede den med sine unge, grøngrå toppe. Havremarken var på dette sted en smal trekant, til den ene side begrænset af hegnet, til den anden side af en kløft, på hvis rand stod humlestager med frodige ranker om. jeg fulgte stien, der øjensynlig var ulovligt værk. et stykke henne videde den sig ud til en lille, firkantet plet ind under hegnet. her var havren helt slået ned, og over den var lagt et tykt lag tørt hø – et tæppe af hø, så stort, at to mennesker kunde ligge der side om side.
    Jeg standsede og betragtede stedet. Høet var friskt og bar nye spor af to menneskelegemers hvilen.
    Jeg så mig om. havremarken strakte sig foran mig som en fjord, der breder sig til hav; grøngrå og solbeskinnet gled den ud mod et hegn langt henne – bag hegnet var en gul rugmark – så et andet hegn – og bag det intet uden den blå himmel.
    Og bag humlestagerne, der stod langs kløftens rand, løftede sig en lille lunds kroner op i sol- skinnet – grønne, stille asketoppe, hyldebuskes hvide, sødtduftende skærme, og en stor poppel, hvis grå blade bevægede sig sagte og hemmelighedsfuldt og hviskede sære lyde i eftermiddagens varme, vindløse luft.
    Til alle sider var verden lukket ude – der var intet at se uden grønne marker og grønne træer og blå himmel – intet at høre uden poplens sagte stemme.
    En svale strøg hastigt ned over marken og hen forbi mig – jeg kom til at sitre derved – mine nerver var spændte, som ventede jeg nogens komme ...
    ... Og dog kan det jo først være i aftenens timer, at dette dulgte steds gæster søger deres lønlige leje. Først da stiger de – forsigtigt og hver for sig – op ad skræntstien, skrider over gærdet under egens skygge, vader gennem havremarken, hvis dugtunge toppe slår hen over de gåendes klæder, for at mødes ved lejet af nyslået hø under tjørnens sengehimmel.
    Og om dem – enten det nu er to ulykkesbrødre, en Sotto og en Simber, som her skjuler deres nød, eller det er to elskende, som her dølger deres lykke – om dem breder sig som en sø i blikstille vejr havremarkens grøngrå vand, og fra kløften hvisker poplen med stærkere sus besynderligere lyd i nattens vind, og højt i julinætternes blegblå himmel dukker de første stjærner frem – arkturus, vega og deneb – blålighvide, sølvblå, blodigblege – skælvende som dugdråber i kalken nattehimlens blå blomst.

Johannes Jørgensen


Links
Om Viggo Pedersen (1854-1926) i Weilbach. Dansk kunstnerleksikon
Om Johannes Jørgensen på Epoke - danske romaner før 1900


Redaktion og tilrettelæggelse: Per Hofman Hansen. Renskrift: Jytte Bak, Silkeborg Bibliotek.

Til toppen

Publiceret 6. januar 2004. Webredaktøren.