|
A.L. Drewsen om H.C. Andersen |
 |
  Du er her: Forsiden  Silkeborg i litteraturen H.C. Andersen Drewsen om H.C. Andersen
|
|
|
H.C. Anderseniana eller Adolph Ludvig Drewsens optegnelser 1860-62 om H.C. Andersen  Adolph Ludvig Drewsen. Fotograferet hos Hansen & Weller, Østergade 15 i København. Udateret. Original i Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
Adolf Ludvig Drewsen (1803-1885), der var farbror til Michael Drewsen på Silkeborg Papirfabrik, var konferensråd og senere dommer i kriminal- og politiretten i København. Han var i 1826 blevet gift med H.C. Andersens velynder Jonas Collins ældste datter, den muntre Ingeborg (1804-1877), og det var i Collins kreds af skønånder, at Drewsen blev H.C. Andersens gode ven.
"Blandt de små, lyse og muntre Colliner var den høje mørke, alvorlige og lidt kejtede politiembedsmand næppe for alvor hjemme; dertil kom, at familiens æstetiske interesser ikke svarede til hans socialpolitiske og filantropiske. Andersen var ganske vist heller ikke af Drewsens gemyt, men de var dog fælles om ikke at være Colliner og om deres glæde ved natur, blomster og børn. Ikke blot den følsomme digter, men også den forbeholdne embedsmand kunne nu og da i breve give udtryk for dette personlige venskab - og også i egne notater udtryk for en ærgrelse over den enes stivhed eller et smil over den andens småhysteri". (Erik Dal i Christines Billedbog, 1984, s. 259).
Ti dage efter at H.C. Andersen havde forladt Silkeborg efter et ophold hos Michael Drewsen fra 26. maj til 6. juni, ankom A.L. Drewsen, hvor han ligeledes opholdt sig hos nevøen Michael Drewsen fra den 16. juni frem til den 25. juli 1850. Under dette ophold førte A.L. Drewsen en omhyggelig dagbog, som hans datterdatter, Astrid Stampe Feddersen, i 1921 forærede til overretssagfører Otto Bisgaard i Silkeborg. Dagbogen befinder sig i dag i Lokalhistorisk Arkiv. Dagbogen blev i 1944 udgivet af Silkeborg Centralbiblioteks Forlag som "Fra og om Silkeborg. Justitiarius Adolf Ludvig Drewsens dagbog under hans ophold på Silkeborg fra 16. juni til 25. juli 1850". Astrid Stampe forærede i 1927 Det kongelige Bibliotek nedenstående manuskript "H.C. Anderseniana", som i øvrigt blev publiceret af H. Topsøe-jensen i Personalhistorisk Tidsskrift, 64. årg., 11. række, bind 4, 1943, s. 138-149). Om Drewsens optegnelser skrev Topsøe-Jensen, at de virker med en friskhed og en overbevisende troværdighed, som man sjælden træffer magen til, når talen er om senere nedskrevne erindringer. Yderst levende og værdifuld er således skildringen af Andersens debut som oplæser i "Arbejderforeningen", men af stor interesse er også, hvad Drewsen har at fortælle om "Den gamle kirkeklokke"s tilblivelseshistorie eller om H. P. Holst som model for poeten Jespersen i "Den ny barselstue".  A.L. Drewsens original- manuskript "H.C. Anderseniana" er på 24 håndskrevne sider og befinder sig i Det kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling, NKS 1977b, 40. # H.C. Andersen er i en feberagtig tilstand Den 15. januar 1860. I denne bevægede tid har H. C. Andersen ikke været den mindst bevægede, skønt politik er det, han mindst af alt giver sig af med, eller forstår. Han er i disse dage i en feberagtig tilstand, blot fordi han har lovet at oplæse nogle af sine eventyr i Arbejderforeningen i morgen aften. Han taler ikke om andet, han tænker ikke på andet, og hans fantasi maler ham 1000 skrækkebilleder. Det er massen, han er bange for, siger han, han - der er så vant til ideligt og ideligt at oplæse, hvad han digter, både for konger og kejsere, og for venner og bekendte. Han har været i lokalet, hvor han skal læse, og forlangt, at katederet, eller skafottet, som han kalder det, skal flyttes hen foran døren, for at han straks kan komme ud, hvis han får ondt. - Da vi i middags sad ved bordet hos min svigerfader, så han på sit ur, og måtte tilstå, at det var for at udregne, hvor lang tid der endnu var til det frygtelige øjeblik, hele 28 timer. Således har han stadigt udregnet tiden i alle de dage, han har vidst, når han skulle læse, og ønsket at han først havde erfaret dette om middagen før den forfærdelige aftentime; han har forbandet sit legeme, hvis nervøse tilstand er skyld i hans lidelser, ikke mindre, end hans ubændige fantasi, der udmaler ham allehånde forfærdeligt. Under disse omstændigheder har jeg tilbudt ham at følge ham derhen og blive i nærheden af ham, om muligt, og han har modtaget det. I denne tid fremstiller alt sig i skikkelse af en ulykke I dag har jeg hørt, hvilken rift der er om billetter, ny angst, thi det forstørrer massen i høj grad. Da dirigenten Overby i dag var hos ham, og blandt andet ytrede, at der muligt kunde blive råbt til ham at tale højere, blev han ganske bleg. Han vil indlede sin oplæsning med nogle ord om digtekunsten, denne lille tale har han her holdt mange gange, og særskilt for de fleste af os, som også for flere samlede, og dette, tilligemed hans mange udbrud af fortvivlelse, har givet anledning til megen morskab, idet han er blevet drillet med alle de ulykker og hændelser, der kan møde, og ideligt afbrudt i talen, for at vænne ham til afbrydelser. Da han holdt talen for min søn Viggo, så denne ham stift i øjnene, så gik han fra det, og da han kom i gang igen, råbte min søn Einar bravo fra næste værelse, så gik han atter fra det; de gjorde det, sagde de ham, for at øve ham i afbrydelser. Han kan aldeles ikke blive enig med sig selv i valget af eventyr til at oplæse, af angst for, at han kunde komme til at nævne noget ord, der kunde blive optaget som en hentydning på de genstande, der have fremkaldt de nu så hyppige natlige folketumulter. Han gennemlæser derfor sine eventyr, og ethvert, hvori der er tale om en minister, en danserinde eller grevinde, blev forkastet, hvorfor jeg i dag beskyldte ham for, at når han traf på det store G i et eventyr, forkastede han dette, fordi grevinde begynder med dette bogstav. Det kommer af hans grænseløse angst for at gøre det mindste, som muligt kunde bringe ham i kollision med politi eller andre autoriteter. - I denne tid fremstiller alt, hvad der møder ham, sig i skikkelse af en ulykke; således kom han i fredags og fortalte om en ny ulykke, han havde haft, idet han var tilsagt til kongens taffel til dagen efter, og anmodet om at blive der til aften for at læse nogle eventyr for kongen. Min lykønskning til den lykke, at han nu havde fået andet at tænke over, en Arbejderforeningen alene, gik i opfyldelse, thi da han i dag omstændeligt fortalte gårsdagens begivenheder, medens han fra kl. 4 til 11 var hos kongen, var han synligt opmuntret. En tredie begivenhed, som han også fik gjort til en ulykke, var, at han for et par dage siden var æresgæst ved "Nordisk Højtid" i Studenterforeningen, hvor hans skål var drukket med 9 gange hurra. - Men han er da heller ikke død i synden, thi han er artigt blevet drillet af os alle, og vi have i disse dage stadigt leet af og med ham, så vi stundom have været ved at revne.
H.C. Andersen er angst for at blive aftegnet i smudsbladene
Dette træsnit af Liden Kirstens Grav på kirkegården ved Vestervig Kirke ledsagede H.C. Andersens tekst i Illustreret Tidende, 22. april 1860, nr. 30, s. 251. Kunstner ukendt. Gravstedet som det ser ud i dag.
I det i dag udkomne nummer af Illustreret Tidende (nr. 30, s. 251) findes en artikel, undertegnet - a., om "Liden Kirstens Grav". Den er efter forlæggerens opfordring skrevet af Andersen, som i mandags aftes kom til mig, for at jeg, som sædvanligt, når han skal skrive noget i den retning, skulde låne ham det fornødne apparat af: Traps Statistisk-topografisk Beskrivelse, Kæmpeviser etc. - og lægge mærker, hvor materialet findes. Dette hentede han alt næste morgen tidligt, da han skulde aflevere manuskriptet til torsdag. Da Sven Grundtvigs Kæmpeviser har en undersøgelse på, jeg tror, hen ved 30 kvart-blade om visen: "Kong Valdemar og hans Søster", og dens fortsættelse i "Kong Valdemar og hans Søsterdatter", (som Andersen slet ikke kendte, før jeg underrettede ham om dens tilværelse) kunne jeg forudse, at hans utålmodighed ville forhindre ham i at læse så meget, hvilket jeg dog så gerne ville have ham til, mest for at han kunde få et rigtigt begreb om vore kæmpeviser. Derfor brugte jeg hele den lange aften til ud på natten for at læse det igennem, og under- eller indstrege, hvad han på ingen måde måtte springe over. Klokken var omtrent 7.30 tirsdag morgen, da han hentede Traps og Sv. Grundvigs bøger; Klokken 8.30 da jeg gik i retten, mødte jeg ham, han var på farten på gaderne. Til kaffen hos min svigerfader, klokken mellem 12 og 13 samme formiddag spurgte jeg ham, om han var nået gennem det store stof. - "Gud, jeg har allerede skrevet det halve af artiklen til bladet!" var hans svar. Jeg måtte således anse det fysisk umuligt, at han havde kunnet gennemlæse, endog kun det halve af Sv. Grundvigs bemærkninger, og han har vistnok kun gennemfaret dem ved hjælp af mine streger. Han roser sig selv ikke sjældent af den store færdighed, han har i at gennemblade et skrift eller en avis, og kunne finde alt, hvad han vil vide, (især om der står noget om ham), og han antager da at kende indholdet. Næste dag kom han og forelæste mig den renskrevne artikel, idet han tillige opregnede, hvor utrolig meget han havde bestilt i de to dage af ganske heterogene ting, for at jeg kunne se, hvor flittig han havde været. I artiklen kunne jeg ikke få ham til at medtage noget om blodskamsbegreberne på Kong Valdemars tid, og disses indflydelse på hans grusomhed mod Liden Kirsten; det var så fælt at nævne blodskam, svarede han blot. - Han ville ikke sætte sit navn under artiklen, fordi det kun var uddrag. Basnæs, tandpine og eventyrerne Skarnbassen og Snemanden Den 4. januar 1861. Andersen kom i aften tilbage hertil fra Basnæs. Han gik straks over til os, men var forstemt, da han led af tandpine, og havde forefundet sin nye bopæl på hjørnet af Toldbodgaden og Garnisonspladsen så uhyggelig som muligt, da der ikke engang var rigtigt udflyttet af de forrige beboere. På Basnæs havde han kedet sig storartet, da fru Scavenius havde haft sit melankolske anfald hele tiden. Han havde derude digtet "4 Eventyr og Historier", 1) en hel komedie 2) "Tolv med Posten", 3) "Skarnbassen" og 4) "Snemanden", - foruden andre arbejder, han havde foretaget, således oversat første akt af "Pleormel", omdigtet "Historien om Bispens Mord i Børglum". De 4 nye digtninger bedømte han selv således, at 1) ikke duede synderligt 2) var god, 3) meget bedre og 4) den allerbedste. Anledningen til nr. 3 "Skarnbassen" var at der et steds i "Household Works" står, at da storsultanens livhest blev beslået med guldsko, og skarnbassen så det, rakte den foden ud for at blive ligedan beslået. Derefter kom en opfordring fra Dickens til Andersen om at skrive et eventyr om denne gamle sentens. Dette havde Andersen ofte tænkt på og nu fuldført. Han læste derefter "Skarnbassen" og "Snemanden" for os, og alt som han læste, havde han ingen tandpine og humøret blev godt. Da han efter teen var gået, kom han tilbage, fordi han på gaden havde mærket, at manuskriptet fra Basnæs var borte. Det fandtes på vort gulv, men nu stod der ikke andet end tandpine skrevet i hele ansigtet. Det var tydeligt af hans fortælling om hunde på Basnæs at se, at han derfra havde taget ideen om hunden i "Snemanden". *) Pleormel: Le Pardon de Ploërmel, opera (1859) af Giacomo Meyerbeer.
*) Household Works: Household Words. Etr ugeblad redigeret af Charles Dickens. Man tror, jeg er blød som vand, men jeg kan også være stridig som vandet 10. februar 1861. Andersen forelæste mig i dag for anden gang hans "Det nye Århundredes Musa", som han erklærer for noget af det genialeste, han har skrevet, og som han har omskrevet 11 (elleve) gange, før det kom i sin nærværende form, hvori det vil udkomme om en fjorten dage. - Jeg talte noget om den satire, der var deri, hvorfra talen kom på hans godmodighed, som vi så ofte drive skindpels med. Han sagde i den anledning, at professor Meldahl havde bedet ham om, ikke at være for godmodig, når han nu skal give sin stemme i komiteen angående Det Anckerske Legat (han og Chr. Winther skal bestemme, hvilken digter, der skal nyde det). Han kender Dem godt, bemærkede jeg, og Andersen vidste godt, jeg mente, at han var intet mindre, en godmodig. - Man tror, jeg er blød som vand, sagde Andersen, men jeg kan også være stridig som vandet. - For resten ytrede han, at der i det oplæste var et hib til Hertz, hvem han havde tænkt på, med hvad der står, om at tømre dramaer af scenens aflagte herligheder (således blev den endelige redaktion) ligeså til sig selv, idet han sigter til "Mulatten", hvor han taler om at dække mangler i den dramatiske arkitektur ved lyrikkens blomstrende draperier.  Adolph Ludvig Drewsen. "Cabinet-Portait" af ukendt fotograf. Original i Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg. Pil af, Kartoffel! 15. oktober 1861. Andersen har i dag oplæst for mig sit nye digt: "Isjomfruen", som han har skrevet under sit ophold i Schweitz i år og renskrevet i Maxen. Ved middagsbordet i dag hos mig, hvor blandt andre han og professor, teaterlæge Th. Collin var tilstede, fortalte Andersen, at han til danseren Scharff, (der viser Andersen stor beundring, hvorfor Th. Collin driller Andersen) der havde spurgt ham, hvad Th. Collin syntes om de nye eventyr, havde svaret: Tror De, han tillader mig at læse dem op for ham? Nej, det beder han sig rigtignok at måtte være fri for! S. havde stejlet ved at høre dette, og endnu mere, da Andersen tilføjede, at Th. C. stundom sagde til ham: "Pil af, Kartoffel!" Andersen fortalte også, at han i dag havde gået over Garnisonspladsen med indenrigsminister Orla Lehmann, hvor Oehlenschlægers statue i går aftes er bragt hen, for på mandag at afsløres. Lehmann havde ridset en firkant og sagt, at der kom Andersens statue til at stå, hvortil Andersen havde svaret, at den nok snarere kom til at stå i Kongens Have mellem ammerne og børnene. (Eventyrdigteren).  H.C. Andersen fotograferet 15. marts 1862 af Theodor Collin i haven i Amaliegade. Som Drewsen bemærker, ses cigaren i Andersens hånd. Original i Det kgl. Bibliotek. 18. marts 1862. Andersen har i den senere tid været i stadigt godt lune. I anledning af hans forestående rejse til Spanien (med Jonas Collin) har han lært sig at ryge cigarer, for tiden 2 om dagen, og han går endogså rygende på gaden. Han har ellers svært ved at komme efter det, især ved at blæse røgen ud af munden, og han gør sære grimasser under rygningen, hvorover han må høre meget af Th. Collin og mine sønner. I dag blev han fotograferet her i haven i Amaliegaden af Th. Collin, medens han røg cigar, men han kunne ikke tages af med den i munden for grimassernes skyld, hvorfor han har den i hånden. H.C. Andersen ønsker at være anonym med sin "Barselstuen" Han var i eftermiddag, efter at have spist hos os, i glimrende humør, og fortalte i et væk, blandt andet, at han, da hans "Barselstue" var opført anonymt, kom i mangt et underligt forhold, da han bevarede hemmeligheden så godt, at der i lang tid ingen anelse var om hans forfatterskab. Edv. Collin var vidende derom, og i den tro, at det samme var tilfældet med professor Hartmann, roste han Andersens tavshed for denne, men blev højlig forskrækket, da Hartmann befandtes uindviet, hvorfor han gav Hartmann de stærkeste opfordringer om tavshed. Men Hartmann kunne ikke bare sig for at sige det til sin kone, og da hun næste gang så Andersen, fortalte hun ham nok så polisk, at hun vidste det. Andersen svarede straks, "Men så har jeg da vundet væddemålet," og bildte hende ind, at han og Edv. Collin havde væddet om, at Hartmann ikke kunde tie, og derfor havde Edv. Collin med vilje spillet komedie med ham, ved at bilde ham ind, at "Barselstuen" var af Andersen, for at se, om han kunde tie for sin kone. Således reddede Aandersen sin anonymitet. Der blev her tale om, at Andersen i "Barselstuen" har haft H. P. Holst for øje. Han nægtede det vel direkte, men indirekte fortalte han så meget, der viste, at det dog forholdt sig således. Han havde nemlig været i selskab, Holst gjorde, da hans "Gioachino" var opført, i hvilket Holst fik så mange væmmelig smigrerier, at Andersen blev ganske stum derved. Blandt andet havde Rimestad fra Arbeiderforeningen sagt ham, at det var det bedste, der var skrevet siden Oehlenschlægers bedste arbejder (Da Andersen siden spurgte, hvor han dog kunde sige sådant noget, lo Rimestad og sagde, det var Kis!) Da Andersen nu her blev gjort opmærksom på, at der netop var sådant et gilde i "Barselstuen", svarede han, at det var en frokost, men det havde været et aftengilde hos Holst! Han fortalte endvidere, at Holst havde spurgt ham, om det var ham - Holst - som Andersen havde sigtet til? Dertil svarede Andersen ham, at han et øjeblik ville sætte, at han var forfatter til "Barselstuen", og så ville han spørge Holst, hvad der stod i den, som kunde passe på Holst, og så indrømmede Holst, at han ikke vidste, hvad det skulde være, men folk sagde det. Andersen havde tjent 500 Rdl. ved opførelsen af "Barselstuen". Ingen ville tro, at den var af Andersen, fordi man ikke anså ham i stand til at tie dermed. *) Gioachino: Gioacchino. Romantisk drama i 4 akter af H.P. Holst opført 12. okt. 1844.
H.C. Andersen bliver modelleret Andersen talte om, at han i denne tid bliver modelleret, da galvanoplastikeren Møller vil udgive hans brystbillede, "Jeg har aldrig set så dejligt et Billede" - "af mig," føjede han til efter en lang pause; og han døde da ikke i Synden! *) "Alle disse dage har jeg i flere timer siddet for billedhugger Fr. Chr. Stramboe, der gjør min medaillon til galvanoplastikeren Møller [Firmaet Budtz Müller & Co.]". (HCA's dagbog 17. marts 1862). Senere anvendt som H.C. Andersen-Medaljen.
 Redigeret og tilrettelagt af bibliotekar og webredaktør Per Hofman Hansen i samarbejde med leder af Lokalhistorisk Arkiv Hanne Arent.
 Silkeborg Bibliotek 1. marts 2005. Find på websiderne. Webredaktionen
|
|
