Gader og veje i Silkeborg Til forsiden


Du er her:
Forsiden Om Silkeborg Gadenavne i Silkeborg Nørretorv

Nørretorv

Nørretorv
Nørretorv 1980. Fotograf: Erik Frendrup Jensen. (Lokalhistorisk Arkiv, Film 13, 36).

Det kunne være nærliggende kun at registrere navnet som torvet i den nordlige bydel, men der er dog en særlig historisk baggrund for navnet. Da der i slutningen af forrige århundrede efterhånden var bygget en del huse på Balle Sandmark nær Langsøen, opstod der ønske om at give det nye bysamfund et navn. Navnet blev i 1873 Alderslyst, måske inspireret af Aldershvile, en gård ved den nuværende Sølystvej. Nogle fandt det malplaceret med dette navn for en bydel i fremdrift, og en af dem, bager Stenholt, gik kraftigt ind for navnet Nørrebro.

Også i nyere tid har der været røster om at ændre navnet Alderslyst til fordel for et Nørre-navn. Der er da også nu navne som Nordre Skole og Nørrevang. En overgang i forrige århundrede var der i øvrigt, fortæller Julius Bomholt i sine erindringer, mennesker der kaldte Alderslyst for Pjaltenborg, og benævnelsen Sverige for området "på den anden side vandet" var almindeligt for et halvt hundrede år siden. Nørretorv blev anlagt i 1952.

Til toppen af siden


Publiceret 1. november 2002. Tilrettelæggelse: Jytte Bak. Webredaktøren.